★★★★☆☆ Tinkas juleeventyr – fin remediering uden kunstnerisk kant

TV2s julekalenderhit Tinkas juleeventyr har nu fået følge af en musicalversion med samme navn. Det er uden tvivl en god forretning for producenterne Live Nation og Lion Musicals og et fint gensyn for os fans, uden der dog er gjort særskilt meget for at skabe et større kunstnerisk univers. 

Historien om nissepigen Tinka, der er halvt menneske og halvt nisse, er en julekalenderklassiker, der kan genses i år på TV2 i sine fulde 24 afsnit. Musicalversionen Tinkas juleeventyr er selvfølgelig skåret godt og grundigt til, og det har de to dramatikere Flemming Klem og Ina Bruhn gjort ganske fermt. Historien er stadig lang, også lovlig lang til de yngste med sin to en halv time, men dramatikerne formår at få historien til at fremstå tydelig og karaktererne får plads til at folde sig ud.

De unge gør det godt

Tinka spilles af den unge og velsyngende Trine Marie Wisborg, og hun gør det godt. Vi tror på hendes initiativrige gå-på-mod og hendes charmerende forvirring, når hun med sit første møde med vennen Lasse hverken forstår betydningen af et håndtryk, knyttet næve eller en hyggelig hej-hilsen. Her er to verdener, som symbolsk skal mødes på ny og finde hinanden efter århundreders had. 

Jakob Spang Olsen er drøncharmerende som Lasse, den lettere fortørnede teenager, der er tvangsflyttet med familien på landet. Nu går han rundt og mugger lidt, mens lillesøster Astrid (Helena Elisabeth Hansen) med humoristisk kant belærer familien om, at ”vi i dag selv må bestemme, hvem vi er – og hvis Tinka identificerer sig som nisse, skal man acceptere det”. 

Banale sangtekster

Martin Bo Lindsten spiller Lasses far Mikkel. Det gør han også i TV-julekalenderen og repeterer portrættet på samme fine måde her. Birthe Kjær er sød som bedstemor Maja, der synger om, at ”det ikke er tiden, vi har, men tiden, vi ta’r til hinanden, som tæller.” 

Burhan G og Sarah West har skrevet sangtekster og musik. De skal selvfølgelig tale til både børn og voksne. Da nissekongen Storm og datteren Tinka mødes i duetten Hvor mit hjerte er, er det til ordene ”Du er, hvor mit hjerte er, hvor jeg hører til”. Så gik det budskab vist ikke hen over hovedet på nogen. Lidt mindre tekstung banalitet kunne nok også kommunikere hen over aldersskellet. 

Tinka fungerer fedt som fællessang

Musikkens 15 pop-grand prix-agtige numre er pænt produceret med de tunge trommebeats, der er så moderne i dag, en masse fyldig keyboardlyd og et par guitarsoli. De fungerer fint, uden at rippe op i store følelser eller fænge som fremtidige ørehængere. 

Helt suverænt står selvfølgelig tv-julekalender hittet Tinka, som vi da også får to gange. Bl.a. i en fed og velsunget version, da Szhirley til slut byder op til fællessang – her mærker vi virkelig fællesskabets samlende julemagi.  

Skuespillet skaber magi

Magi er der også i skuespillet. Både hos nisseskuespillere og mennesker. Marie Askehave er den onde hærfører Ingi. Med sitrende tics, kamæleonagtig venten og hakkende bevægelse favner hun både det farlige, det mystiske og det barnagtigt morsomme, når hun hjælper med at give kong Gobbe gift og vrider sig i raseri, fordi Fileas fravælger hende som ægteviv. 

Johannes Nymark er Fileas. En slesk og barnagtigt morsom tyran, som hviner op, når han ikke får sin vilje. Her er morskab frem for ondskab, og det er nok et meget godt valg af instruktør Frede Gulbrandsen, så de mindste ikke bliver skræmte. 

Paw Henriksens er nissesoldat Bjergi med bjergtaget ro og Kasper Leisner er godheden selv, som både kong Gobbe og Storm med faderlig inderlighed. Szhirley er sød som nissemor Nille. Her er et fedt cast, som i den grad får fyret fortællingen af sted med deres stærke karakterer og sjove samspil. 

Tinkas juleeventyr er samlet set en fin remediering af tv-serien. Der er mange gode takter, om end der ikke er gjort noget for at fyre op for fornyelse eller kunstnerisk kant. Det er en god start på julen og bestemt til at blive i fint julehumør af.