Populært lige nu

Guide til forårets og sommerens festivaler

Sommer er festivaltid, og i år starter sommeren i april med fire af slagsen. Vi har lavet et overblik, der løbende opdateres med interviews...
Annonce

★★★★☆☆ Farvel gamle Herbert – om at være for levende til at dø

Dansk Rakkerpak tager et friskt og uhøjtideligt greb om den uomgængelige død i deres samtidscirkusinspirerede Farvel gamle Herbert om at være klar til at give slip.

Annonce

Han kører på pumperne, gamle Herbert. Adskillige gange under forestillingen dratter han om i sin trillebør – tikkeværket har takket af. Men han nægter at dø. Bedst som man tror, at det er ude med ham, vågner han med et spjæt. På en to-do-tavle ved siden af ham står det sidste, han skal huske i sit jordiske liv: at rydde op.

Og det er tilsyneladende dét, der holder døden stangen i Dansk Rakkerpaks fysiske tragikomedie Farvel gamle Herbert. Minderne må først støves af, før Herbert kan give slip. Og det er ikke så lidt, der findes i de falmede opbevaringskasser; der er både slidte boksehandsker, gammelt legetøj og en serie lysbilleder at fortabe sig i.

Niels-Peter Kløft og Sine Krag i Farvel gamle Herbert, Dansk Rakkerpak. Foto: WILLMEDIA.
Niels-Peter Kløft og Sine Krag i Farvel gamle Herbert, Dansk Rakkerpak. Foto: WILLMEDIA.

Når man burde rydde op

Vi befinder os i et værksted, hvor kasser og gamle sager fylder på gulv og hylder. Vi møder Herbert, som spilles af Niels-Peter Kløft, der trisser rundt i gammelmandsformat iført kittel og kasket og med besvær forsøger at få ryddet op.

Sådan bliver han afbrudt i sit oprydningsforsæt ligesom et barn, der burde rydde op på sit værelse

Men når han dykker ned i kasserne, genfinder han sin ungdom, og straks springer han rundt på scenen med svedpandebånd og badmintonketsjer. Sådan bliver han afbrudt i sit oprydningsforsæt ligesom et barn, der burde rydde op på sit værelse, men som kommer til at lege med sagerne i stedet for at pakke dem væk.

Annonce

Ingen sorte kutter

Han glemmer helt at være gammel, indtil han altså ikke gør det længere. Og det er her, døden kommer ind i billedet.

Det er her, døden kommer ind i billedet

For døden bliver til et væsen på scenen i skikkelse af danser og cirkusartist Sine Krag, der med lysdioder i sit hvide tøj minder lidt om en engel i hiphopklæder. Altså temmelig modsat manden med leen i sort kutte, som vi normalt forbinder døden med.

Annonce

Til elektronisk musik udfører hun sit ritual, der skal frigive ånden fra kroppen. Men Herbert giver ikke slip. Og hver gang han vender tilbage til livet, fortsætter han sit ridt igennem minderne. Så må døden altså vente tålmodigt, til Herbert er klar til at dø.

Niels-Peter Kløft og Sine Krag i Farvel gamle Herbert, Dansk Rakkerpak. Foto: WILLMEDIA.
Niels-Peter Kløft og Sine Krag i Farvel gamle Herbert, Dansk Rakkerpak. Foto: WILLMEDIA.

Leg med døden

Det bliver til en hovedsageligt ordløs forestilling med moderne dans og artisteri, fysiske gags og et legende tempo. Det gør faktisk ikke noget, at der ikke er mere dramaturgi end dét, og at forestillingen slutter lidt abrupt med, at Herbert dør for alvor. Det var vistnok lysbillederne, der gjorde det af med ham til sidst.

Det var vistnok lysbillederne, der gjorde det af med ham til sidst

Dansk Rakkerpak kalder Farvel gamle Herbert en forestilling om at give slip. Det er næppe et tema, der siger målgruppen på 6-12 år så meget.

Men fornemmelsen af ikke at have tid til dét, man burde gøre, fordi man lige er midt i noget – at lege for eksempel – er sikkert genkendelig nok. Og så er den uhøjtidelige omgang med døden, der uomtvisteligt indtræffer til sidst, usædvanligt friskt behandlet i denne rytmiske og adrætte komedie.

Seneste

Teatret ved Sorte Hest modtager bevilling

Bæredygtig brandsikring, total renovering af vægge og loft, nyt gulvtæppe...

Nyhedsbrev

Udforsk videre

Teatret ved Sorte Hest modtager bevilling

Bæredygtig brandsikring, total renovering af vægge og loft, nyt gulvtæppe...

KLAP 2026 i Kolding: Velbesøgt festival – også for voksne på teaterindkøb

Den 55. udgave af KLAP - Teaterfestival for små...
Morten Hede
Morten Hede
Morten Hede driver sit eget medie, mortenhede.dk, har tidligere skrevet for Jyllands-Posten, er forperson for Danske Teaterjournalister og medlem af juryen for UP Comedy Festival

Teatret ved Sorte Hest modtager bevilling

Bæredygtig brandsikring, total renovering af vægge og loft, nyt gulvtæppe og nye publikumsstole opgraderer Teatret ved Sorte Hest til fremtiden. Ligesom ved det igangværende byggeprojekt på...