★★★★★☆ Stille og fin fortælling om Et tomatliv 

Fra frø til plante og spiseklar frugt. Quasi Teaters Et tomatliv er en virkelig fin forestilling om det cykliske planteliv. Stilfærdigt fortalt, næsten uden ord, men med en klar dramaturgi og et skarpt fokus.

Et frø bliver sået, vandet og vokser op. Stængler, blade og blomster spirer frem. Insekter flakser forbi og når man venter længe nok, kommer de fineste røde tomater frem. Det er kort sagt fortællingen i Quasi Teaters nye forestilling for de 0-4-årige.

Tryg og rolig stemning

På gulvet foran publikum står et lille telt. I faconen minder det om de strandtelte, som de fleste småbørnsforældre kender. En kvart kugle med åbningen vendt ud mod publikum. Dette lille telt er drivhuset i Et tomatliv.

I teltet står en kasse med en stor plantesæk i. På bagtæppet bag teltet hænger en lyskæde og skaber hygge. Scenografien er så enkel, som den kan blive. Men der er heller ikke brug for mange ekstra sanseindtryk til de helt små børn, hvor teatret i sig selv er nyt og ukendt land.

Iført gartnergrønt tøj og en matchende hat kravler Marie Møller ind i det lille drivhus. Hun fremtryller en papirspose med billeder af tomater på. Posen rystes, så vi kan høre en raslende lyd, før hun forsigtigt hælder et frø ud i hånden. Et ”lille bitte, bitte, bitte frø”, som hun fremviser til publikum.

Næsten ordløst, men med klar fortælling

Det lille frø placeres i plantesækkens jord. Marie Møller tager en vandkande frem og lader som om, hun vander frøet. Utålmodigt stirrer hun på jorden, venter og venter, mens blid guitarmusik spiller i baggrunden. Der skabes en tryg og rolig stemning i lokalet, mens vi alle – voksne som småbørn – i spænding betragter plantesækken.

En enkelt spire dukker op – hjulpet på vej af de tynde tråde i det snoretræk, der er fastgjort til teltets overside. Små dyr fra haven kigger forbi. En lille strikket snegl med hus på ryggen og øjne på stilke og siden et par flaksende sommerfugle. Én af sidstnævnte lander endda på benet af et barn på publikumsrækkerne, der betragter den med store øjne.

Den nye spire vandes af både Marie Møller og et barn fra salen. Her er der ikke brug for ord, ligesom det er underordnet, at der ikke er vand i vandkanden. Det er så tydeligt, hvad det er, vi venter på, og endelig vokser planten op.

Blødt, strikket univers

Tomatplanten vokser. Jo højere den strikkede, grønne stilk bliver, desto flere blade og stængler fastgøres på den. En stængel har små gule blomster, som insekterne lander på med sugende lyde. Siden kommer grønne tomater i runde, hæklede udgaver. Og endelig kommer de røde tomater, som vi har ventet på. ”Flere tomater!” udbryder et lille barn begejstret.

Nu kan de plukkes og spises. Sneglen får naturligvis også én. Men så sker der igen noget med planten. De grønne, bløde blade i garn udskiftes med gule og knitrende orange. En efter en løsnes tomaterne fra stilkene og falder mod jorden. Plantens liv er slut. Og selvom Marie Møllers ihærdige gartner vander og plejer den, er der ikke noget at gøre. Men så dukker en ny lille spire frem. Lige dér, hvor én af tomaterne faldt ned i jorden.

Et tomatliv er en virkelig fin, cyklisk fortælling om et planteliv. Der er kun ganske få ord, men de kan forstås af alle. Og de børn, der var til stede under forestillingen til KLAP-festival, så benovede til gennem hele iscenesættelsen.

Se forestillingstrailer her.