★★★☆☆☆ Abstraktionerne overdøver fortællingen i Sea Stories

Samarbejdet imellem finske Nordic Puppet Ambassadors og danske Teater Tidsrum er aldeles vellykket med low-fi-teknik, der overvælder sanserne, men manuskriptet og miljødagsordenen bliver ikke rigtig understøttet i Sea Stories.

Er der noget at være optimistisk omkring, når det gælder plastikken i verdenshavene? Tja, det er i hvert fald svært at bevare pessimismen i de optimistjoller, vi sidder grupperet i til den dansk-finske forestilling Sea Stories.

De er ikke ægte, jollerne, men vistnok hjemmesløjdet i krydsfiner, og de udgør altså siddepladserne i denne temmelig atypiske forestilling om havets store plastikuhyrer. Der er 5-6 børn og voksne i hver båd, og vi er udstyret med sejl og skibslanterner. Vi må selv blæse vind i sejlene, men så duver vi altså også derudad, trods vandet under os bare er det flakke trægulv i en gymnastiksal.

Sejlene fungerer som lærreder, og en håndfuld overheadprojektorer er blevet udstyret med petriskåle med forskellige materialer i, som via projektoren sender nogle dynamiske, organiske og æstetiske lysbilleder op på sejlene.

Det er ret fortryllende

Og sådan er Sea Stories faktisk gennemgående opfindsom i sit udtryk både æstetisk og teknisk. Ligesom i dogmefilmene fra 90’erne får vi her en følelse af tilsigtet low-fi. Der er kun dét, der er her, og det hele er lavet, som vi ser det: Farverne kommer fra petriskålene på overheadprojektorerne, og vinden kommer fra de håndholdte ventilatorer.

Alligevel lykkes det at skabe et stemningsfuldt rum med plads til både sømandsromantik og store, skræmmende uhyrer. Det er ret fortryllende i sig selv.

Men det bliver altså også meget low-fi. Der skal tændes og slukkes for kontakter. Der skal trækkes ledninger. Der skal røres i petriskåle. Alle skal blæses i ansigterne, og alle skal se det lille monster i syltekrukken. Og så skal der pludselig køres med fjernstyrede biler, der forestiller plastrydningsrobotter på havet.

Påklistret miljødagsorden

Dybest set er alt dette blot effekter omkring forestillingens kerne, der er en højtlæsning fra den ene af de medvirkendes mormors skibslogbog. Den beskriver oplevelserne på en sørejse fra Danmark via Sverige til Finland, og undervejs støder mormoren på et sømonster.

Egentlig bliver vi for overvældede af alt det andet, der sker, til rigtigt at kunne forholde os til mormorens rejse og de faktuelle historier om miljøtekniske opfindelser, der flettes ind i fortællingen. Hvad har det hele med hinanden at gøre?

Abstraktionerne bliver for overdøvende for helheden, og så bliver miljødagsordenen underligt påklistret – særligt med en påhæftet pædagogisk plastrydningsworkshop til sidst. Men oplevelsen – for det er en oplevelse – er ud over det sædvanlige.

Her har det dansk-finske samarbejde imellem Teater Tidsrum og Nordic Puppet Ambassadors virkelig noget at byde på. Og æren må nok tilskrives hele holdet, der tilsammen får lyde/musik, lys- og skyggebilleder, rum og stemning til at virke uvirkeligt og dragende på os.