★★★☆☆☆ W.O.M.B. (Worth of my body) – Moderskabet er værdigt til mangfoldig respekt

Koreograf Julienne Doko har med W.O.M.B. i samarbejde med danserne Meire Oliveira og Naa Ayeley skabt et værk, der hylder det at skabe liv. Gennem afrobrasiliansk og moderne dans til pulserende rytmer og klassisk musik, udstiller danserne deres egne kroppe og stiller spørgsmål ved moderskabets forskellige kulturelle kropsopfattelser. 

Mørket løfter sig, og vi ænser tre kvindeskikkelser liggende i barnets stilling i hver deres cirkel af citroner. Yogastillingen i det svagt belyste rum synes at billedliggøre livmoderen og det voksende foster, der gradvist bevæger lemmerne mere og mere til elektronisk pulseren som en gigantisk hjertelyd. Vi forstår livets frugter fra livgivende kroppe, der går i flitsbue af smerte. 

Rummet belyses af gyldne, bløde spots, hvor der skal skabes fokus. Det giver indtryk af et begrænset rum, fysisk som en livmoder og psykisk som moderskabets omsluttende cirkel. Vi er suget med ind i det nære og basale, som vejrtrækning, puls og de repetitive handlinger, der opretholder liv, men samtidig forandrer kroppe.  

Accepten af smerten, kroppen og forandringen

Citronerne ligger nu i to lige baner vertikalt mod publikum. Det skaber et nyt rum eller måske en hel livsbane til hver af de tre dansere med hver deres spejl i den fjerneste ende mod bagscenen. De ser sig selv, og spejlene belyses og skaber felter på gulvet. Mod forscenen sænker sig et gyldent, metallisk skinnende torsokunstværk af hver dansers indstøbte krop, skabt af billedkunstnerne Jules Fischer og Mette Hammer Juhl. Grundkostumerne er brune, korte tights og toppe, der giver kroppen plads til at være i fokus.

Moderskabet portrætteres som den enkelte kvindes personlige rejse gennem kroppens og psykens mærker. Efter tur ser vi hver kvindes smerte og forsoning med forandringen af kroppen udtrykt i symbolske omfavnelser og kropslige samtaler med den hængende torso. Herfter ifører danserne sig hver deres nye torsokostume, der viser den forandrede krop i al dens sårbarhed. Forsonende ord af digteren Lesley-Ann Brown projiceres på bagvæggen til slut og skal læses nedefra. Moderskab skaber forandring.

Koreografisk kulturel bredde med fokus på torso og vejrtrækning 

Koreograf Julienne Doko er inspireret af afrobrasiliansk og moderne dans og inkluderer dansernes internationale og kulturelle baggrunde. Især dansernes arbejde med torso, arme og hænder er præcist, hurtigt og udtryksfuldt. Vi kan næsten ane de desperate bevægelsesbaner af energi aftegnet i luften og høre de rytmiske gentagelser af klaskende slag på krop eller gulv. 

Åndedrættet er fra begyndelsen fundamentet for dansen. Med hårde, rytmiske stød fungerer det som cues til bevægelser, stemninger, livgivende fødsler og kvindernes indre liv. Det kan også være svært at trække vejret gennem et moderskab i en sort krop uden sit eget kulturelle bagland. Så selvom kroppens mærker er svære at se på dansernes fitte kroppe, er man ikke i tvivl om meningen.

W.O.M.B er dermed også et råb ind i en kultur, der har andre opfattelser af graviditet og moderskab. Er jeg værdig til min krop, når jeg har fået ”strækmærker” frem for ”forfædrenes tatoveringer”, som det kaldes i Julienne Dokos afrikanske kultur. Den ensomme forsoning i den første del af forestillingen bevæger sig efterhånden mod et større fællesskab mellem kvinderne, der gennem duetter og en fælles cirkel af citroner nærmer sig mangfoldighed, fællesskab og håb. 

Identitet og respekt i en mangfoldig, international dansekultur

Narrativet og fremdriften træder ikke så klart frem i denne kropslige kvindeskildring af mødres liv, og til tider går det næsten i stå mellem de ellers meget energifyldte indlæg. Til gengæld fortæller dansen i sig selv om sammenhænge og overgange i sin vekslen mellem længere repetitioner og ny udvikling i forskellige stilarter.

På samme måde rummer musikken både afrobrasiliansk-, klassisk symfonisk- og elektronisk musik. Fra et fjernt hjørne af scenen spiller musiker og komponist Gert Østergaard Pedersen på elegant vis både congas, trommesæt og elektronisk musik live. Lyden fungerer rigtig godt, og både lyd og lys fortjener en kreditering i programmet.

Denne aften i Dansekapellet kan man heller ikke undlade at nævne den helt unikke varme og livlige stemning i foyer og sal. Der var mødre på scenen og endnu flere i salen og stående ovationer til premieren. Der er håb om, at Julienne Doko får sit ønske opfyldt, og at dans i Danmark ikke kun er til højtiderne, men er godt på vej til at blive en stor del af vores mangfoldige, fælles identitet.