Del

I et nyt og spændende samarbejde mellem AFUK Scene i København og DYNAMO Workspace i Odense, bliver der sat fokus på nycirkus, når der inviteres til tre festlige og fantastiske dage med DynAfuk Circus Days 2.-4. juni.

Programmet for DynAfuk Circus Days finder sted i København på Vesterbro og i Kgs Enghave, hvor AFUK Scene har til huse, men samler forestillinger fra hele den danske scene såvel som internationale artister. Her er det muligt at opleve alt fra færdige forestillinger, gadeteater, uddrag af værker, work-in-progress visninger til et alternativt koncertformat.

Stand-up nycirkus i 17 kapitler

DynAfuk Circus Days skydes i gang med en stærk, international forestilling af dansk/franske La Compagnie KS, Idyl – en hverdagsfabel.

KS står for Katja Andersen og Sylvain Monzat – en artistduo, som også danner par i privaten, og som i forestillingen lægger alle hemmeligheder på bordet. Fra Sylvains irriterende tendens til at fortabe sig i jongleringen til Katjas behov for at iscenesætte ømme og kunstneriske dansescener – satirisk og til tider ondskabsfuldt, men også fuld af kærlighed.

Gennem 17 kapitler bliver publikum på bedste standup-manér ført igennem deres parforholdshistorik fra den første forelskelse til voldsomme skænderier. Med jonglering, reb, dans, musik og sjove monologer er Idyl – en hverdagsfabel et solidt bud på en romantisk komedie på cirkusmanér.

Idyl – en hverdagsfabel kan opleves 2. og 3. juni på AFUK Scene, Enghavevej 82.

Gratis, udendørs nycirkusprogram

DynAfuk Circus Days præsenterer også Circus Streets: Et stort gadeteaterprogram med nycirkus for lokale beboere, børnefamilier og nysgerrige tilskuere i alle aldre. Her vil nycirkuskompagniet GLiMT AMAGER opføre en stedsspecifik forestilling, hvor ekvilibristisk akrobatik, live musik og gakkede påfund snor sig mellem træerne på Bavnehøj Allé.

Herefter præsenterer danske Cikaros/Teater Kimone den moderne klassiker PÅ BÆNKEN, hvor den velkendte grønne Københavnerbænk spiller en central rolle i samspil med de to artister Signe Løve Anderskov og Henriette Aarup. I en skæv og finurlig akrobatisk duet med overraskende koreografier og til lyden af Chopin mødes krop, bænk og by.

Circus Streets får også et internationalt islæt, når italienske Claudio Levati dukker op med sin absurde klovneperformance MeMix. Levati er en etableret og anerkendt gadeteaterartist, som rejser rundt med sine forestillinger over hele Europa, og nu går turen altså til legepladsen ved Tranehavevej. I det sjove, grænseoverskridende og interaktive one-man show bliver publikum mindet om ikke at tage sig selv alt for seriøst. Der er garanti for masser af fjol, energi og craziness.

Oplev uddrag af værker

I et cirkus-potpourri med uddrag fra værker, der både er i deres spæde startfase og langt i produktionsforløbet, sætter DynAfuk Circus Days fokus på det nye, der rører sig under navnet Circus Shorts. Ud fra et open call til cirkusartister er tre visninger blevet udvalgt til at give publikum et indblik i det nye og upcoming på nycirkusscenen.

Her kan man opleve SPIDER WOMAN af Christine Bonnichsen Søndergaard, Sóley Freyja Eiríksdóttir og Jacob Rasmussen, hvor tre kroppe bruger deres arme, ben, reb og ledninger til at skabe et sammensat landskab af lyd, billeder og refleksioner frembragt af den mytologiske Spider Woman. Et overjordisk væsen, der i balance med orden og kaos væver et mystisk spind af tråde.

BARE VENT er en work in progress-visning af det nyligt etablerede Teater Gry (2020), som det garvede teaterpar Gitte Gry og Folmer Gry Kristensen står bag. Med inspiration fra klovneri er BARE VENT en absurd romance om det vigtige i livet. To personer, der kæmper med at finde livets melodi, mødes i et poetisk og melankolsk univers. Det kræver nærvær og tilstedeværelse, men medfører også håb og skuffelser. Og en stor sårbarhed.

Og til sidst præsenterer cirkusartist Villads Bugge Bang og flamingodanser Rebeca Ortega et uddrag af forestillingen Rendez-Vous. Det var ved et tilfælde, de to kunstnere mødte hinanden i 2017 i København, hvor Villads Bugge Bang blev tiltrukket af lyden af Rebeca Ortegas flamingosko. Uden at veksle et ord begyndte de at danse sammen i timevis, og det var dette første møde, der foranledigede forestillingen Rendez-Vous. Her undersøger de, hvordan vi undgår misforståelser, når vi ikke taler det samme sprog, og udforsker evnen at udtrykke kærlighed, empati og taknemmelighed, trods deres vidt forskellige baggrunde i hhv. nycirkus og flamenco. En nonverbal forestilling, hvor talende kroppe ledsages af live musik af Kristian Møller Munar.

DynAfuk Circus Shorts kan opleves 4. juni på AFUK Scene, Enghavevej 82.

Elektronisk musik møder politisk poesi

Sidst men absolut ikke mindst bevæger DynAfuk Circus Days sig over i et musikalsk spor, når duoen MØR afslutter mini-festivalen med koncert og udgivelse af ny single og musikvideo.

MØR bevæger sig i et spændingsfelt mellem elektronisk pop, performance, poesi og kampråb. Musikken går fra det hårde og beskidte, til det skrøbelige og smukke. Teksterne omhandler temaer om undertrykkelse, handlingslammelse og privilegieblindhed. Men også den omsorg, der ligger i at hengive sig- at læne sig ind i og omfavne andres virkelighed- at turde tro og drømme. MØR består af Mika Forsling og Anika Barkan.

MØR performancekoncert kan opleves 4. juni på AFUK Scene, Enghavevej 82.

DynAfuk Circus Days – nyt samarbejde

Nycirkusbranchen i Danmark er af en ydmyg størrelse. Dels fordi vi ikke har en videregående uddannelse, og danske artister må søge udenlands for at uddanne sig, men også fordi nycirkus ikke er slået igennem som en alment kendt genre inden for scenekunst.

Derfor faldt det DYNAMO Workspace og AFUK Scene naturligt at gå sammen om at præsentere DynAfuk Circus Days i et forsøg på at råbe højt om nycirkus som genre under CPH STAGE, at skabe noget opmærksomhed for upcoming artister og forhåbentligt at øge den offentlige interesse for nycirkus som genre.

Læs mere her.

Kilde: Pressemeddelelse