★★★☆☆☆ Ødipus Kitsch – henslængt montage om kontrol og tilfældigheder  

Ødipus Kitsch er første del i Aveny-Ts huskunstner Emil Rostrups trilogi af forsøg med at skabe erkendelse ud af sammenstillingen af oldgræske myter og kitschede udtryk. Det bliver lidt ”banalt, men true”, som forestillingen også selv konkluderer, men stilen lykkes med at ramme det vedkommende i det tilstræbt sære.

Prologen får vi i foyeren, hvor en papfigur af guden Apollon, der er udstyret med Emil Rostrups ansigt og stemme, opfordrer os til at se i stedet for at stikke øjnene ud, som Ødipus gjorde, da han opdagede, at han havde begået hybris i forsøget på at kontrollere sin skæbne – nærmere bestemt at undgå at slå sin far ihjel og ægte sin mor.

Kontrol og kontroltab

På scenen møder vi en dansende flagermus, dvs. et blindt dyr, i menneskestørrelse. Omkring hende er en endog større Apollon-figur med Emil-ansigt. Instruktøren er gud og våger over, at skuespiller Sarah Simone Jørgensen overholder de aftaler, de har gjort. Øvelokalets metalag er også present i form af en proceslinje og en analysetavle, der af og til sænkes ned fra loftet. På en skærm vises en optagelse ad den überteatrale Ødipus Rex fra 1957, mens flagermusen danser rundt til tonerne af Lykkehjulets jingle. Kitsch, det sætter vi hak ved.

Med en egen rå uskyld haster flagermusen os gennem Ødipusmyten og præsenterer elementerne i scenerummet, inden associationerne flyder frit i et felt mellem kontrol og kontroltab. Ødipus’ mor kan ikke styre, om han bliver en dreng og dermed skal slås ihjel, men i dag kan karakteren Sarah Simone Jørgensen godt få lægelig hjælp til at styre, at hun ikke videregiver en genetisk risiko til sine ufødte børn. Men kan hun også styre, at de altid skal være glade?

Som i Game of Thrones

Kunne karaktererne i myten måske have talt sammen, spørger hun, eller var Ødipus virkelig nødt til at slå ihjel bestialsk ”som i Game of Thrones”? Var Ødipus i virkeligheden et klynkehoved, der holdt skæbnen frem som undskyldning i stedet for at ”deale med tilfældighederne”? Ja, hvad hvis vi nu havde oversat det græske ord for skæbne til lykke eller tilfældighed, som det også betyder?

Spørgsmålene er mange, ligeledes indfaldene. Stærkt står det langsomme moment på polestangen, der indkapsler temaet kontrol/kontroltab, smukt klingende ud i opgivelse med de lukkede øjne i versefødderne til Storkespringvandet. Sarah Simone Jørgensen veksler ubesværet mellem blodtørstig dræber, livstræt lykkehjulsvært og famlende romantiker, og lader rå smerte blande sig med blinket i øjet.  

Ødipus – og os

Sangene om syn og blindhed inde fra det ukomfortable, men svært kitschede tøjhjerte er måske ikke nødvendige at fylde ovenpå, men fungerer ligesom lykkehjulspræmierne, fx sæbe til at vaske skammen væk, som små miniforsøg. Med det lette ubehag som motor peger de frem mod forestillingens morale om at åbne øjnene – for hvem er det nu, der er årsag til ødelæggelserne? Ødipus – og os.

Emil Rostrup fortsætter den improviserede montagestil fra Tværs tidligere på sæsonen, og lykkes igen med at ramme det dirrende i det henslængte og her måske især det vedkommende i det tilstræbt sære. ”Det er banalt, men true og en smule kitsch,” konkluderer forestillingen om sit eget budskab. Det samme kan siges om stilen, som ikke vil falde i alles smag, og som med sin kække sarthed bestemt risikerer at tone ud i det studentikose. Det bliver spændende at følge udviklingen af både trilogi og stil i de to næste dele.

LÆS OGSÅ: ISCENEs anmeldelse af Tværs