★★★★☆☆ TVÆRS – generøst, intimt rum 

Det er svært at fange essensen i radioprogrammet TVÆRS, men på Aveny-T lykkedes det overmåde godt for det unge hold, der i et kalejdoskopisk format formidler svære tanker og følelser og giver lyst til at lytte. Det er jo lige det, TVÆRS kan.  

Hvad er kernen i TVÆRS? Radioprogrammet, der i 50 år har skabt et rum, hvor unge bliver hørt og rådgivet. I de første mange år med socialrådgiver Tine Bryld bag mikrofonen, siden tog andre over. Kan man genskabe programmets ånd, finde ind til kernen, give det dramatisk form?  

Svaret er ja!

Slik er billigere end terapi 

Fire unge spillere forklarer, at vi skal se nogle af deres øvelser, fordi det ikke lige er sådan at fange essensen i TVÆRS. Først ringer de til DR, men ender efter en lang trykkemenu som nummer 17 i køen. Svaret kommer tydeligvis ikke fra programmets moderplatform, der modsat Tine Bryld ikke sidder klar ved telefonen.  

Tobias Leander tager ordet. Med en stille og stadig mere absurd hyldest til slikskålen, der kan dulme hans ensomhed og al den vrede, der bobler i ham og bryder ud i præcist markerede eksplosioner. Kontrol og kontroltab i ét, det er mesterligt smerteligt spillet. Anna Hawa Kamuk Mnasi tager over med et angreb på alle dem, der bruger hende som en black token. Hvorfor får hun ikke lov til at tale om forelskelse? Det får hun nu, romantisk svævende og potent hoppende.  

Jeg vil gøre Firenze queer 

Lucia Vinde Dirchsen holder ikke raseriet under låg. Hun vil ikke accepteres, hun vil ikke tolereres. Hun vil være larmende og besværlig, hun vil gøre Firenze queer. Med frenetisk energi holder hun os fast, så form og budskab går i ét og bliver uafviseligt. Ludvig Brostrup er sidste levende billede. Det billede kommer i pixels, der “er varmere end noget andet i dette rum,” som hans hjerteskærende replik fra cyberspace lyder. Her kan han møde sit unge jeg i et skriftbaseret Hogwarts-univers – det var før J.K.K. Rowling blev persona non grata, som det en passant pointeres – og her kan han adressere sin angst gennem sine avatars. Frysende, forkomment, atter et nøgent indblik i en andens verden.  

Og det er jo i al sin komplicerede enkelhed det, TVÆRS kunne, og formentlig fortsat kan for nye generationer. Forestillingens første del skaber det intime rum, hvor vi lytter – altså rigtig lytter – til fortællinger, vi måske kan spejle os i eller i hvert fald blive klogere af. Min ungdom var ikke, som ungdommen er i dag. Forestillingen er nok heller ikke tænkt til mig, men den åbner med en overvældende generøsitet døre til temaer, som jeg har svært ved at forholde mig til, og som kun unge mennesker kan sige noget meningsfuldt om.  

Nye stemmer  

Anden del udspiller sig som en metakommentar, hvor instruktør Emil Rostrup og spillerne i en lydoptagelse kredser og kredser om opgaven med at indfange TVÆRS. De famlende overvejelser bag kulissen er både prætentiøse og hylende sjove at lytte til, og optagelsen bliver dermed en anden form for intimt rum, vi kan kigge ind i. Hør min tvivl, hør min megalomani, hør mine kiks og overanalyseringer.  

Imens nusser de fire spillere rundt. Af og til i sync med det, instruktøren siger på båndet, af og til blot optaget af deres egne ting. Til sidst sker en magisk sammensmeltning af scene og sal, da spillerne lover “ikke at spille mere, vi vil bare gerne møde jer”.  

TVÆRS er noget helt særligt i dansk radio- og ungdomskultur. Forestillingen om TVÆRS er også særlig. Den kræver som radioprogrammet, at man åbner sig mod det, man ikke forstår. I sig selv, i verden. Gør man det, får man noget igen. I øjeblikket, i de konkrete fortællinger, men også som en tro på scenekunstens altid foranderlige magi, når nye stemmer dukker op og taler på nye måder.