★★★★☆☆ Traum – en sprudlende, sanselig rejse ind i identitetens afkroge

I Traum på Aarhus Teater dissekerer huskunstner Nathalie Mellbye den skrøbelige fornemmelse for grænsen mellem os selv og andre, drøm og virkelighed. Gennem pumpende dans, elektronisk musik og kinky kostumer hvirvles tilskueren ind i et sansemættet univers, hvor fornuften sprænges af natlige længsler og lyster. 

Publikum er placeret rundt om og nede i en efterladt, tom swimmingpool. Grønne gevækster æder sig ind på de kliniske klinker som vildskabens undertrykte kraft. I poolens midte udfoldes en hemmelig, erotisk klub, hvor maskeklædte nonner i latex smyger og vrider sig til pumpende musik, og alt er indhyllet i et lummerrødt lys. 

Sammen med Kjartan Hansens indestængte læge Alfred, ifører publikum sig hvide masker. Under maskens anonymitet er Alfred klar til at gå i nul. Klar til at lægge sin identitet fra sig og udleve sine natlige lyster, imens hans kone sover hjemme i den ægteseng, han lige har forladt. Lige som den hvide lægekittel, er masken en vidunderlig sluse ud af selvet, der både skaber og skjuler identitet. Eller er det i virkeligheden Alfreds rolle som ægtemand, der er en maske?

Et ægteskab dissekeret

Traum er på overfladen en dissekering af et kriseramt ægteskab. Alfred og konen Frida, spillet med veltimet, frustreret flabethed af Nanna Bøttcher, deltager i et erotisk maskebal, som åbner for fortrængninger og konflikter, der presser deres samliv mod afgrunden. Forlægget er Arthur Schnitzlers Traumnovelle fra 1926, som fører os ind i parrets ulmende begær tilsat syrede drømme og natlige erotiske eskapader.

Bjørn Rasmussens nyfortolkning skruer op for det sjove, tvetydige og abstrakte. Handlinger, navne og karakterer byttes om, fordobles og sammenfiltres. En kropskomisk, veloplagt Carla Eleonora Feigenberg glider fx ind og ud af rollerne som dominerende fortæller, lægehungrende enke og parrets mystiske ungdomsbekendtskab, Nattergalen. Det er derfor ikke tydeligt, hvad der egentlig er drøm, og hvis drøm vi i så fald befinder os i.

Originalen moderniseres velfungerende med tekststykker fra lægefaglige bøger og en universitetsopgave om ordet ’fuck’. Sammen med SOLEN ER SEXETs melankolskt-saftige musikalske univers løftes handlingen ud af den konkrete konflikt og stiller gennem drømmens rus spørgsmålet: Er vi i virkeligheden mest os selv, når vi er ude af os selv?

Et studie i stemninger

Det sproglige univers er legende, poetisk og konkret. Livmødre, slimhinder, sår og endetarmsåbninger bliver en både kinky og klinisk metafor for identitetens skrøbelige forankring i kroppen. Ordene flyder mellem dansk og engelsk, gentagelser og forvrængninger i det rationelles kamp mod erotikkens stormfulde brusen, der mærkes fysisk som en tung bas, der ryster sæderne.  

Når ordene slipper op, skaber forestillingen sanselige billeder og pumpende stemninger. Fire dansere fra Holstebro Dansekompagni bevæger sig som en ubesværet masse i intense sekvenser, der går fra store armbevægelser i jakkesæt og festhatte over ’death drops’ i tårnhøje hæle og simuleret BDSM sex til hvirvelvinde af mosklædte væsner.

Drøm, minder og begær flyder sammen i medrivende beats og virkningsfulde billeder, som når rummet pludselig lyser op i neonfarvede væsker, eller halvnøgne kroppe presser sig mod scenografiens tågede ruder. Det er flot, frækt og forvirrende.

Gensyn med 90’erne

Forestillingens dekadente forfaldsæstetik og hallucinerende virkelighedsleg føles som et nostalgisk gensyn med 1990’erne, hvor værker som Fight Club og Generation X også satte spørgsmålstegn ved sprogets evne til at beskrive virkeligheden og identitetens faste kerne. Man kan derfor spørge, hvad vi skal med Traums erotiske og lettere freudianske genbesøg med disse temaer i dag? 

Men man kan også bare læne sig tilbage og nyde den sanselige overflod. Når bassen pumper, kroppene gnides mod hinanden og lyset blinker i fortryllende farver, handler det først og fremmest om at mærke noget. Eller som Alfred siger, mens han betragter sig selv i spejlet: ”Jeg føler noget nu, om noget, meget”.

Traum fungerer på den måde bedst, når den ekspressive sanselighed tager os ud af sindet og med på en rejse ned i længslernes kropslige dynd.