★★★★☆☆ Imperiets tropper – kapitalismekritisk scifi-horror

Fix & Foxy og Blaagaard Teater kalder på både refleksion og forskræmte skrig med den foruroligende Imperiets tropper, der udgør anden del i kompagniets imperie-trilogi. Forestillingen lægger ikke nyt til Tue Bierings kendte greb, men rumsterer insisterende som en lille sten i skoen.

Imperiets tropper er anden del af Fix & Foxy’s trilogi, der startede med Dark Noon i 2019. Den havde afsæt i western-genren og gav med sydafrikanske spillere Vestens selvfortælling nye perspektiver. I Imperiets tropper befinder vi os i et sci-fi-univers med kinesiske spillere, og selvom en enkel stormtrooper fra Dødsstjernen kigger forbi, er forestillingen bygget over filmen Invasion of the Bodysnatchers.

Kapitalismens invasive væsen

Filmen skræmte livet af mig i 1978-udgaven, originalen er fra 1956. Tanken om at bliver overtaget af en fremmed, usynlig magt, der invaderer din krop, var – hvor kitschede filmene end er – ganske uhyggelig. Og det er ikke sært, at historien popper op igen i en tid, hvor vi er angste for kunstig intelligens og snakker om UFO’er igen. 20’erne minder mentalt og geopolitisk en del om 50erne og 80’erne.

Imperiets tropper har dog været et stykke undervejs og handler måske mere generelt om kapitalismens inficeren af alle livsverdener end om algoritmer og aliens – om end de første er et af kapitalismens mange udtryk og de sidste i al popkulturens tid har været brugt til at vise os civilisationens skrøbelighed.

Uhygge i IKEA-land

Vi møder Zenghao Yang, Yik-Sau Chung og Robin Khor Yong Kuan i en hvid boks, sparsomt møbleret og med et trefaget vindue, der i første omgang viser udsigten over et boligområde. Det er IKEA-land, som kunne ligge hvor som helst, men som på grund af vores hang til kategorisering i første omgang umiddelbart kan placeres i Kina, fordi de tre ligner kinesere. De taler mest engelsk, men også kinesisk, et par brokker dansk og en del tysk. De forklarer, at vi er med i et socialt eksperiment og at de, selvom de kommer fra Kina, også kommer med fred.

De planter et frø i os, som siden skal spire. Ganske som menneskene i filmen invaderes af bodysnatchers og transformeres til noget andet. Publikumsinddragelsen er behersket og vi optræder mest som vidner til historien og bekræfter, som så ofte før hos Fix & Foxy, tilbøjeligheden til totalitarisme, blot fordi vi er pæne mennesker, der gør, som vi bliver bedt om.

Ren horror og kølig refleksion

Tue Biering disrupter på sin vis sit eget koncept ved at følge filmens handling nøje, hvor han ellers ofte blot bruger titel og tema til at skabe en fortælling ovenpå inspirationskilden. Helt 1:1 er det selvfølgelig heller ikke, og kapitalismekritikken er noget mere eksplicit hos Biering end i forlægget i en tekst, der veksler mellem ren agitprop, mere udforskende dialoger og ren horror, der faktisk lykkedes såre godt. Flere gange hopper vi i sædet af de billigste trick med lyde og lys/mørke.

Ulækkerhedsfaktoren er også høj, når karaktererne transformeres, men det virkeligt uhyggelige er usikkerheden, der opstår i skiftene mellem fortælleniveauer. Den implicitte dystopiske fortælling indlejres i smalltalk og kølige samfundsrefleksioner for i næste øjeblik at eksplodere i eksistentiel desperation og grundangst for det fremmede, mens rummet langsomt fyldes af ting, man kan købe, og udsigten uden for vinduet skifter.

Når smilet lurer på læben, bliver vi konskevent rykket et andet sted hen, for der er jo faktisk ikke så meget at grine af. Imperiets tropper er en interessant, lille forestilling, der i dialog og dekoration har samme foruroligende stemning som nogle af Christian Lollikes værker, og samtidig lægger sig indlysende i forlængelse af trilogiens første del.