★★★★☆☆ Timerne – helstøbt livtag med den flydende identitet

Timerne er endnu en vellykket litteraturadaption, der kommer til Det Kongelige Teater fra Holland. Forestillingen har afsæt i Michael Cunninghams roman fra 1998, men taler ind i tidens identitetsagendaer og byder på fremragende skuespillerpræstationer i en meget velgjort kunstnerisk ramme.

Det er en dag i en kvindes liv. Eller rettere tre dage i tre kvinders liv. Amerikanske Michael Cunningham skrev Timerne (The Hours, 1998) ovenpå Virginia Woolfs Mrs. Dalloway (1925), og er som den bygget over en dags refleksion over, hvordan vi bruger livet, timerne. Eline Arbo har gendigtet romanen til scenen og opførelsen på Det Kongelige Teater bygger således ovenpå urpremieren på Arbos teater, Internationaal Theater of Amsterdam i 2021.

Timerne, der går

Alt er gult. Ikke skrigende, men afdæmpet, støvet gult. Scenen er rund. Den drejer som tiden, der går, og tillader de tre kvinder fra tre tider at være tilstede samtidig. Virginia Woolf skriver på romanen, der skal blive til Mrs. Dalloway i 1923. Laura Brown bager en kage til sin mands fødselsdag i 1949. Clarissa Vaughn arrangerer en fest for sin elskede ven Richard i 1998. Alle tre opfyldt af at løse opgaven så perfekt som muligt. Alle er de rastløse og utilpasse i deres liv. Kunne det være blevet noget mere, noget andet? Kunne timerne være brugt anderledes?

Imellem dem deres fortæller. Manden, som er Lauras søn og Clarissas ven, men som også er forfatteren Michael, der forsøger at mærke og forstå kvinderne ved at fortælle dem frem. Han træder som de andre bifigurer i kvindernes liv ud og ind af den snurrende cirkel. Kun kvinderne er fanget i den.

En perfekt ramme for fremragende skuespil

Det kunstneriske hold går igen fra Holland og Timerne bærer på en god måde præg af at være en form for gentagelse som en veludført fælles vision med et skarpt dramaturgisk skåret manus, et komplet visuelt udtryk, iscenesættelsens koreograferede rastløshed og musikkens sitrende dryp af sfærisk sørgelighed og strejf af lys.

I denne perfekte ramme får skuespillet lov at fylde i Eline Arbos sensitive iscenesættelse. Karen-Lise Mynsters Virginia Woolf er netop så travende dyster, så glimtvis lykkelig, som Woolfs tekster selv. Den fluktuerende og sårbare livsbølge, der mere end enkelte begivenheder tegner menneskets liv, fordi den – modernistisk som den er – lader det subjektive flyde i en bølge, hvor mennesket er mere end én ting.

De umulige længsler

Josephine Park giver rasende nerve til den amerikanske husmor anno 1950’erne, Laura Brown. Al hendes længsel projiceres over i kagen, der jo aldrig kan blive god nok. Øjnene lyner og hendes lille, femårige søn krymper sig og forstår alt for meget. Hun vil bare læse, forsvinde ind i litteraturen, i Mrs. Dalloway, og lukke verden ude.

Clarissa Vaughn har jo egentlig det, de andre ikke har i deres tider. A Room of One’s Own, som en anden Woolf-titel lyder. Hun har job, datter og partner og kan gøre, som hun vil. Alligevel nager tvivlen og hun fastholder den gennem sin dedikation til vennen, den nu aids-syge Richard, og det kys, de engang gav hinanden ved hytten ved søen. Sofie Gråbøls Clarissa er præcist så underspillet, at sprækkerne i hendes perfekte liv, rammer som syle. De to andre kæmper ikke bare mod egne dæmoner, men også i tider, hvor feminismen har trangere kår end i 90’erne.

Marie Bach Hansen og Mads Rømer Brolin-Tani vandrer ind og ud af tider med præcist tegnede bifigurer. De kærlige ægtemand, den forsmåede elsker, søsteren, konen og den ulykkelige nabo, der alle er mulige veje at gå. De to lægger samtidig det musikalske spor, der dirrer foruroligende under fortællingen og samtidig løfter dens livtag med identiteten med ind i nutiden.

Erfaringen af flydende identitet

Olaf Johannessen spiller den svære fortællerrolle nedtonet og overkommer dermed den udfordring, det altid er at sætte epik på scenen. Han forstærker også Lauras historie som hendes lille angste søn Ritchie, der kryber sammen i sofaen og ikke vil lade mor gå, og han krukker gribende igennem som den voksne Richard, der omtåget af sygdom og medicin tager sit liv, som også Woolf endte med at gøre.

Selvmordet som mulighed er en af fortællingens motorer. Kysset er en anden. Begge symboler på en anden vej, et andet valg. Det første tilsyneladende definitivt, det andet umiddelbart håbefuldt. Men så enkelt er det ikke i Timerne, der nok er uhyre velgjort som romantekst betragtet, men i sig rummer erkendelsen af det uperfekte og trods sin mentale tidsbundethed til afsættet i 90’ernes aids-epidemi i Eline Arbos iscenesættelse af et fremragende skuespillerhold bliver relevant i dag ved at tale ind i denne moderne erfaring af flydende identitet.