Brødrene Emil og Mikkel Rostrup står med ansvaret for den første forestilling i det nye direktørpar, Janne Villadsen og Jennifer Vedsted Christiansens, repertoire. Prometheus præsenterer en ny stil på teatret og kaster sig ind i et af tidens varme temaer, menneskets forhold til teknologi. Et tema, hvis kompleksitet blev afspejlet i vores samtale, der blandt meget andet kom omkring snydekoder i spil, sprogmodeller og smartphones.
Janne Villadsen og Jennifer Vedsted Christiansen tiltrådte som nyt direktørpar på Nørrebro Teater sidste år, og forestillingen er den første i deres eget repertoire. Brødrene Rostrup er stolte over at være dem, der får lov til at sætte en ny retning for scenen, der tidligere har haft en profil som morskabsteater. Prometheus slår nogle mere dystopiske strenge an i sit udtryk. I prøveforløbet på Nørrebro Teater arbejdes der workshopbaseret og processuelt eksperimenterende, fortæller Emil og Mikkel, da vi op til premieren mødes på teatret en tirsdag formiddag før prøvestart.
Vi tager plads på de bagerste rækker i den store sal, mens dele af holdet allerede pusler rundt nede på den tomme scene og bag teknikpultene. Brødrene har samarbejdet om en del produktioner, siden de gik på samme årgang på Den Danske Scenekunstskole. Jeg mærker hurtigt den gensidige tillid mellem dem, når de respektfuldt supplerer hinanden på kryds og tværs.
Titanernes rabbithole
”Prometheuskarakteren er spændende, fordi han hverken er helt eller skurk og kan tolkes på mange måder. Han er en figur i en meget kompleks myte, en form for teknologiens skurk, så man kan sige, vi lever i hans tid netop nu. Derfor har vi valgt at fokusere forestillingen gennem vores forhold til teknologi – gennem vores love/hate forhold til AI” svarer Emil, da jeg spørger, hvordan de ser karakteren Prometheus. Ifølge myten stjal han ilden fra guderne og gav den til menneskene – og som straf fik han hakket sin lever ud af Zeus’ ørn igen og igen.
”Jeg elsker oldtidskundskab, og det er nice at vide alle detaljerne om titanerne, men det er også et dybt rabbithole, man kan grave sig ned i, og det er ikke så spændende på scenen med en historietime. Så jeg er mest interesseret i Amalies tekst, og det spillerne gør med deres krop fysisk,” forklarer Mikkel om det kunstneriske holds tilgang til opgaven. Amalie Smith har skrevet en del af stykkets tekst, mens andet er improviseret frem, som brødrene plejer at gøre.
Det er også et dybt rabbithole, man kan grave sig ned i
”Denne gang ville vi gerne undersøge, hvad der sker, når al tekst ikke er skuespillerimproviseret, så forsøget her er at få nogle højnede litterære tekststykker ind,” forklarer Emil og fortsætter: ”Jeg startede med at interviewe spillerne om temaet sidste år, som jeg altid gør. Amalie fik de interviews, og så gik teksterne frem og tilbage mellem os. Men vi laver designet før teksten. Vi har et rum, men vi har ikke nogen tekster, og vi ved ikke, hvilke karakterer, der kommer på scenen.”
Mikkel nikker og uddyber processen: ”Vi kalder tit rummet en sandkasse, fordi det er en anden proces at starte der end i et tekstligt prøverum, hvor man pudser og pudser på et udtryk, og så rykker det ind i en færdig kulisse. For os gælder det om at sætte holdet og give alle elementer, scenografi, spillere, lyd, lys og tekst, en lige position. Her har vi også samarbejdet med et meget ja-hatsagtigt hus, der forstår behovet for sandkassen, så scenografi, kostumer og rekvisitter har været færdige superhurtigt.”
Er der en Reumert på vej til robothunden?
Resultatet er en forestilling, der ikke er plotbaseret. ”Vi bruger begrebet YouTube-dramaturgi, som taler meget til vores egen generation. Der er ikke plot i YouTube. Man skifter bare indenfor en tematisk ramme og går dybere og dybere i det i en form for kollektiv underbevidsthed,” forklarer Emil. Mikkel supplerer: ”Hvis du kunne lide denne scene, foreslår vi denne bagefter. Det er en associationsrække, hvor man får impulser, man kan undre sig over er valgt ud til én, men det virker.”
Vi dyrker det grimme eller måske kan man sige, at det smukke opstår i det grimme
Selvom det måske virker tilfældigt, er montagen i forestillingen nøje valgt ud. ”Det er ikke kaos overhovedet,” ler Emil og understreger, at det også handler om en grimhedens æstetik. ”Vi dyrker det grimme eller måske kan man sige, at det smukke opstår i det grimme. Vi vil ikke skabe smukke billeder i klassisk forstand, men lade skønheden komme ud af materialets kaos,” siger han.
Det gælder også nede på den tomme scene, som vi går ned og kigger på undervejs. For ude i siden gemmer sig en gigantisk bunke teknologisk skrot, som nemt kan associeres til parrets bevidste strategi om skabe skønhed ud af det uperfekte. Dernede står også den robothund, der er med i forestillingen. ”Det er vores mål, at den skal vinde en pris,” ler Emil, mens Mikkel præciserer, at det var skuespiller Nicolai Jørgensen, der satte målet om at vinde en Reumert for samspil med hunden. Om det lykkes, vil tiden vise, men målet understreger i sig selv vores ambivalente, (de)humaniserende omgang med AI-teknologi.
Prometheus er Pirate Bay
Vi vender tilbage til stykkets tema, som i forestillingen aktualiseres både abstrakt og mere eksplicit som en kamp mellem tech-moguler, som Elon Musk, og magtguder, som Trump, som mennesket i forestillingen bevidner kampen imellem.
”Ilden er bare spændende som begreb. Der er ildkugler i alle religioner og kulturer, og den er så essentiel for os. Det er den første teknologi, mennesket får. Det er en voldsom gave, noget guddommeligt, vi har fået i hænderne og måske ikke helt kan kontrollere,” siger Emil og refererer til den teknologioptimisme, som vi stadig har – måske trods bedre viden.
Det er en voldsom gave, noget guddommeligt, vi har fået i hænderne og måske ikke helt kan kontrollere
”Prometheus er som den første hacker eller Pirate Bay. Ilden er ligesom filer og memes. Ild er ikke en knap ressource – den kan deles. Det er et flot billede i sig selv,” siger Mikkel og peger dermed på den energi og det håb, der ligger i ny teknologi. Det gør, at vi bliver ved med at fascineres af den og ønske mere, selvom vi utallige gange har oplevet, at teknologiens frihed ofte bliver forvandlet til en forretningsmodel.
”Jeg tror altid, folk har været dystopiske overfor ny teknologi, men vi er allerede cyborgs, for vi kan ikke klare os uden vores redskaber. Så det handler ikke om, vi har teknologi, men om, hvordan vi bruger den, og hvem der bestemmer over den. Smartphones har ændret vores måde at være på helt kropsligt, og det går op for os 10 år efter, de kom. Vi har også snakket om, hvordan det påvirker os som mennesker, at vi hele tiden skal effektiviseres med teknologi. Det er ligesom snydekoder i spil. Det bliver nemmere, men man ødelægger oplevelsen af spillet og livsglæden bliver ikke større,” reflekterer Emil videre over det komplekse tema.
Har vi glemt, hvad det er at være menneske?
”Der er en form for ansvarsfralæggelse i det, og måske har vi glemt, hvad det er at være menneske i tiden efter den industrielle revolution, hvor vi er blevet mere og mere maskiner. Lige nu har vi bølgen med AI, og den giver os muligheden for lære noget om os selv. Vi har et ansvar, og vi kan tage valg,” siger Emil og fortsætter:
”I dag står vi i en tid, hvor vi ikke bare kan sige, at det er gudernes ild, så det er ikke rigtig vores skyld, hvis noget går galt. Vi ved mere, så vi bliver nødt til at forholde os til, hvad mennesker kan, som maskiner ikke kan. Og det er jo netop at tage valg og være etiske, empatiske væsner. Det er spændende. Hvad er vi egentlig, når maskinerne begynder at overtage det, vi troede vi var bedst til,” spørger han.
Vores allersidste superkraft er empatien
”Vores allersidste superkraft er empatien,” mener Mikkel, men peger straks derefter på det paradoks, at vi også bruger empatien på teknologien. ”Et enkelt ”tak” eller ”du er god” bruger en enorm mængde energi, og alligevel prioriterer vi at spørge AI pænt og takke. Vores robothund er virkelig sød, men havde den nu haft andre former end en hund, fx som en indkøbsvogn, ville vi måske tale mindre pænt til den, men når det ligner en hund, får jeg lyst til at sige tak.”
Grammatikkens afgrænsede verden
Der ligger meget research af blandt andet AI bag forestillingen, og Emil er særlig fascineret af den litteratur, der beskriver, at vi bor i grammatikkens verden.
”Alt begynder at ligne en sprogmodel, hvor det er vigtigere, hvor kommaet står, end hvad budskabet er. Der er sådan en lammelse i tiden, en håbløshed over, hvordan det hele skal gå, og så sætter vi vores lid til en teknologisk virkelighedsforståelse, som er baseret på grammatik. Jeg tror, det i sig selv skaber apati, fordi vi får oplevelsen af, at vi ikke kan gøre noget, fordi sprogmodellen har forudbestemt, hvad der skal ske. Vi har ikke de tanker med 1:1 på scenen, men man kan fornemme dem i improvisationerne,” forklarer Emil.
Vi skal som kunstnere også være opmærksomme på, hvor meget teknologien ensretter os
Researchen har også gjort brødrene opmærksomme på, hvor meget algoritmerne påvirker deres eget arbejdsfelt. ”På en måde skal man bare være stolt af at ramme bølgen i tiden, men vi skal som kunstnere også være opmærksomme på, hvor meget teknologien ensretter os, fordi vi får vores ideer fra de samme sociale medier, hvor vi bliver eksponeret for de samme billeder,” konstaterer Emil. Mikkel supplerer: ”Man vil jo altid gerne ud på ubetrådt land, og vi fik ideen med hunden for længe siden, men nu har nogle andre brugt den for et par måneder siden i Tyskland. Det er fedt og peger på, at de samme tanker om teknologi ulmer verden over, og selvfølgelig også at teknologi hurtigt bliver billigere, så alle får råd til at bruge den.”
Røven i klaskehøjde
Vores tid er ved at løbe ud. Brødrene skal videre til produktionsmøde. Men inden runder vi deres samarbejde, der allerede har ført dem gennem mange genrer og teatre, men hver gang umiskendeligt kan genkendes i deres visuelle udtryk og det, Emil kalder ”fandenivoldskhed”.
”Vores processer er blevet skærpede, men jeg tror ikke, det har så meget at gøre med, at vi er brødre. Sådan tror jeg også, det ville have været at samarbejde med en anden om nogle udfordrende forestillinger,” lægger Mikkel prøvende ud på mit spørgsmål om broderskabets betydning for samarbejdet.
Vi tør presse hinanden lidt mere og tør stole på, at vi kan løfte en forestilling
”Vi udfordrer os selv ved at samarbejde om forskellige genrer, men har jo oprindeligt skabt en kunstnerisk praksis sammen på skolen. Det, at vi er brødre, gør måske, at vi tør presse hinanden lidt mere og tør stole på, at vi kan løfte en forestilling som Prometheus på en scene, hvor publikum har været vant til noget andet,” supplerer Emil og understreger, at lyddesigner Kevin Eagle er en del af deres arbejdstrio.
”Jeg synes, vores processer er blevet skarpere, og vi er langt i denne proces i forhold til tidligere. Vi er blevet bedre til at nå i mål,” siger Mikkel, inden Emil binder sløjfe om samtalen og forventningspresset: ”Ja, vi skal nyde, at vi kan lave den type forestilling her på så stor en scene, og så så må vi jo se, hvordan det går. Man er nødt til at være modig og sætte røven i klaskehøjde.”
LÆS mere om Janne Villadsen og Jennifer Vedsted Christiansens visioner her
Prometheus spiller på Nørrebro Teater 20. september – 11. oktober 2025.
