★★★★★☆ Hopla. Bravo. Skifter – byens smukkeste og skarpeste kabaret

Holdet bag Riddersalens kabaret, der i år hedder Hopla. Bravo. Skifter, gentænker for anden gang genren og lykkes med et på samme tid hudløst og energisk, men ikke mindst verdensvendt og overlegent musikalsk dyk ned i eksistensens sorte huller.

Lykkens gudinde anråbes i åbningsnummeret O Fortuna i Joachim Holbeks distinkte arrangement, men der er lang vej til det lyksalige glædesnu i Riddersalens sitrende, kulsorte genistreg af en kabaret, der for tilskueren lykkebringende bringer konceptet endog dybere end sidste års herligt burlesk-snaskede Jolly Weltschmerz.

Kun det bedste er godt nok

I Hopla. Bravo. Skifter vil holdet gerne gøre det så godt. Ja, faktisk er “kun det bedste godt nok”, som de pålægger sig selv efter at have sendt en tak til alt, der gik forud, og messet “Vi kan, hvad vi vil” og “Yes, you can” i kabaretens inciterende dobbeltåbning, der sætter scenens tematiske og musikalske udtryk i en optur af trommende whiskers og forcerede trin, der håber det bedste.

De har os med det samme i denne perfekte storm af original musikalitet og bævrende livsangst. De har os, fordi livsangsten måske nok tager afsæt i en disharmoni i eksistensen, men aldrig bliver overfladisk koket og aldrig forfalder til navlepilleri i en verden, hvor konflikter af helt konkret eksistenstruende art står i kø.

Det er svært at være menneske, som Jens Gotthelf næsten nøgternt formidler i Anna Juuls samfundskritiske tekst i en af de scener, hvor en skuespiller opgivende forlader rummet og taler til kamera. Men man er stadig et menneske i verden sammen med andre.

Hvor er det nu nu?

Kameratalerne binder ligesom mantraet om, at kun det bedste er godt nok, kabareten sammen med den røde tråd, der balancerer det individuelle med fællesskabet, og dermed giver den en akut og nærværende eksistentiel uro som et statement om at være lige her og nu. Det “nu”, der er så svært at fange, men som forplanter sig i hele salen, da de ens, sorte parykker falder og Mette K. Madsens blide Fremtidens mennesker rækker hånden ud og holder øjenkontakten.

Mens vi bevæger os fra “simpelthen ikke godt nok” til “godt nok”, får vi ud over skambelagt riverdance også Mette K. Madsens herligt Vegas-parodierende udgave af Eurythmic’s Sweet Dreams, Karin Bang Heinemeier hysterisk morsomme vekslen mellem sprød og vaselinecremet stemme i en næsten halbalsagtig version af I wanna dance with somebody, Michael Slebsagers svimlende, svævende smukke Boyhood og den melankolsk-forsmåede La’ det være om ekskærester med læbestift og laksko.

Det er et hamrende stærkt musikalsk hold, atter animeret af den eminente kapelmester Thomas Dinesen med den talende mimik, og denne gang fint suppleret med Agnes Olanders sjælfulde sax. Arrangementerne er sylespidse og lægger nye lag ind i de kendte numre.

De mennesker, vi er

Musikaliteten flyder gennem alle numre, hvad enten det er holdets karakteristiske rytmiske gisp, talekorets Insta, Insta, Vulva, Shampoo om internettets glæder eller de velvalgte livssmertetekster så forskellige som Hanne Højgaard Viemoses nihilistiske Menneskets hæslige ansigt til Mette K. Madsens sublimt-råbende levering af Tom Waits og Kathleen Brennans I don’t wanna grow up.

Catia Hauberg Engels scenografi er umiddelbart ganske diskret, men folder sig undervejs ud i dårende billeder af stor, enkel skønhed og suppleres på den komiske side af Sigurd Dissings rablende morsomme dukkekonstruktion.

Forestillingen har en knivskarp dramaturgi, der udnytter genren optimalt og baner vejen for Charlotte Munksøs ambitiøse iscenesættelse af en spillestil, der veksler mellem det betuttede, det indædte, det selvudleverende spørgende og det megalomane for at samles i det mellemmenneskeligt elskende. Hopla. Bravo. Skifter forener således det hudløse med en energi og kompromisløshed, vi sjældent ser. Den taler til os som de mennesker, vi er, og er uden diskussion den smukkeste og skarpeste kabaret i byen. Punktum.