★★★★☆☆ Farmor Floras grønne fingre – grøn fortælling for de små

Farmor Floras grønne fingre er en poetisk fortælling om biodiversitet for børn fra 5-12 år, som kan opleves i Anemonens fortryllende gemakker. Det er frem for alt et farverigt, scenografisk udstyrsstykke med fantasifulde karakterer tilsat artisteri. I forbindelse med forestillingen kan børn og voksne også lave deres egne frøbomber.  

Børn får klima ind med modermælken i dag, og de regenerative forestillinger er i stor fremgang og med til at give naturen sin stemme tilbage. I Farmor Floras grønne fingre inviteres vi i øjenhøjde med planter og mikroliv sammen med pigen Bo Tanik, der viser sig at have exceptionelt grønne fingre og med stort diplomati får genoprettet økosystemet i farmors drivhus.

Børnene er veloplagte og giver gode råd fra stolerækkerne til de humoristiske og billedskønne karakterer, som hører til i det finurlige univers med lækkert lys, hvor planter også kan svinge i trapez og jonglere med bolde. Der er overskud og fart på for de tre medvirkende, Ludmilla Faber Striim, Hamun Maghsodlo og Anna Emilie Pedersen.

Verden er ikke vores

Pigen Bo Taniks far har ben så lange, at de fylder hele scenens højde. Der tegnes et portræt af en lidt naiv og snæversynet boomer. Tabt for omverdenen, men fuld af omsorg for sine mennesker. Peter Frödin giver ham en stemme fuld af liv og afmålt tørhed. Hans mor, Farmor Flora, præsenteres ved en kæmpe grøn hånd med lilla neglelak, som Anne Marie Helgers stemme tilfører verdensdamens kærlige klogskab.

Under det centrale motto: ”Verden er ikke vores, vi er verdens,” sætter Farmor Flora sit barnebarn til at passe sit magiske drivhus. Farmor Flora har brækket sin hofte efter et fald på Nørreport Station på vej fra en eventyrlig rejse til Bangladesh. Bo er flov over sine grønne fingre, men Farmor Flora er henrykt og overdrager hende et lysende magisk frø, som skal plantes, fordi hun har brug for frugten. 

En lille melodi i loop med lydunivers komponeret af Julie Østengaard sætter de summende naturkræfter i gang, da drivhuset åbnes. Planterne kalder, for de er tørstige. Meget tørstige, fordi miderne har spundet net omkring dem og insisterer på at holde alt himmelvandet for dem selv. Det er en katastrofe for vandet skal flyde og jordens ressourcer deles, hvis alle skal være frie og vilde, forstår vi.

Farverige karakterer og akrobatik

Bo møder både Ormen, Kålhoved, Høne Marie, Miden og Natskygge i fantasifulde kostumer af Helle Egsgaard og Marie Boye, aka Kollektivet Langmis, der står bag forestillingens idé og koncept. Alexandra Moltke Johansens tekster er både poetiske og ligefremme som for at fremhæve forskellen mellem naturens og menneskets væsen: ”Menneske gå imod dit instinkt og vær fornuftig,” trygler Ormen.

Så længe miderne plasker i alt himmelvandet, er der ingen grøntsager. Høne Marie kaldes ”den engang så store modstandskæmper,” i fortællingen om faldende biodiversitet. Hun har mistet sin selvtillid og skal lokkes op på barrikaderne. ”Engang flød himmelvandet frit. Her var fuldt af flora,” fortæller Natskyggen i sit prangende blå kostume og skyggende paraply.

Tabita Friis Kristensen har som instruktør overordnet løst timingen rigtig godt mellem de mange karakterers bevægelser, tekst og visuelle elementer. Nogle karakterer udfoldes med jongleren, tryllerier og luftakrobatik i stofstykker og på trapez. Det er flot som overraskende element, men knap så tydeligt, hvad det skal tilføre narrativt, og børnene er allerede meget optagede af kostumernes overvældende udtryk. 

Kunsten at dele

Moralen er, at mennesker skal føle mindre ejerskab af verden, så biodiversiteten kan blomstre. Det ser dystert ud mod slutningen, hvor en giftig røg har bredt sig i drivhuset. Miden har spundet alt og alle ind, og Bo råber: ”Alt ville være anderledes, hvis ikke du var så strid. Hvis du kunne finde ud af at dele. Så ville her være frodigt og fugtigt og fuld af blomster og liv.” Miden indrømmer, at den er ensom og retter ind.

Et sidetema til biodiversitet og det cirkulære er døden. Bo giver Farmor Flora frøets frugt, et æble, som forvandler hende til den honningurt, hun gerne ville være. Hun svinger i trapez mellem sine plantevenner i drivhuset, mens hendes søn stadig er fortabt i hverdagsrutiner som at brygge kaffe med sukker. 

Der er temaer nok at tage frem hjemme ved middagsbordet og i skolen, men underholdningselementet vejer heldigvis stadig tungest i det stærkt visuelle univers. Efter forestillingen bobler børnene over med kommentarer som: ”Det var den bedste dag.” Eller: ”Jeg var faktisk meget bange for den mide!” og ”Jeg kunne rigtig godt lide de læderbukser, den havde på.”