★★★★★☆ Whiteout – fortryllende desorientering slipper dansen fri

AVIAJA Dance ved Sarah Aviaja Hammeken har før gjort sig bemærket med stærke, poetiske værker om menneskelige grundfølelser og jordens elementer. I Whiteout i Dansehallerne trækker hun tæppet væk under os i en hvirvlende sne- og følelsesstorm. Dansen kender ingen grænser i dette ingenmandsland af næsten uvirkeligt, flydende og svævende bevægelser.

Blackboksen er mørk og ladet med magisk spænding, da vi træder ind i en snestorm af hvid røg over hele scenen til rungende, summende lyde fra fjerne galakser. En kvinde i sort står som forstenet midt på scenen. En mand står næsten udvisket i døren. To andre skuer i vantro mod scenen, og det kommer vi også snart til. Her danses i en dimension, der er “out of this world”.

Aviaja Hammeken har stor international erfaring, men har altid været særlig inspireret af sin grønlandske baggrund. I dette værk bruges vejrfænomenet “whiteout”, hvor sneen fyger og udvisker alle fornemmelser for retning. Koreografen bruger desorienteringen som analogi for sorg, tab og skam i forbindelse med selvmord.

At miste fodfæste

Åbningen er fortryllende. Den forstenede skikkelse på scenen synker i knæ, bøjer bagover og forsvinder ned under det hvide, fygende snetæppe. Danseren Eydís Rose Vilmundardóttir lader sin krop opsluges så sanseligt og magisk, at man næsten får åndenød. I én stor bue, bryder kroppen disen til stående igen med fænomenal styrke. De andre kommer til, og sorgens lammelse udfoldes med sitrende nerve og hakkede bevægelser.

Scenerne har hver deres klare kunstneriske retning og symbolisme, men er holdt så abstrakt og lyrisk, at publikum selv må fortabe sig i det dansede whiteout for at finde vej. Når Elias Khanamidi støtter og bærer Eydís Rose Vilmundardóttir på hænder og fødder, smelter kroppene sammen og udviskes i virtuose variationer så organiske, at det bliver esoterisk. Måske er han død, men vil løfte hendes smerte?

Danserne klæder hinanden. Elias Khanamidis sorgfulde karakter overbeviser os det ene øjeblik om, at benene er lamme for i næste sekund at vende sig skødesløst i luften med hovedet nedad. Márton Debreczenyi excellerer i fjerlette, luftbårne rullefald og spind med dynamisk, hurtige skift. Og Amanda Rubio Sánchez tilfører en dramatisk nerve overfor Vilmundardóttirs dirrende, poetiske sårbarhed.

Fortryllende iscenesættelse

Sarah Aviaja Hammeken og koreografisk assistent, Amanda Rubio Sánchez, har undersøgt det alvorlige emne med støtte fra de faglige konsulenter, Paarisa og DRISP, og Dansk Center for Selvmordsforebyggelse. Det er interessant, at flere unge koreografer går videnskabeligt til værks og lader emnet være bærende for udtrykket frem for en særlig teknik. Her med god hjælp af dramaturg Siri Paulsen.

Brian Cord’homme har skabt et indtagende lysdesign, der sammen med haze udfolder et drømmende, uvirkeligt univers. Et rum “in the cracks” mellem den ydre og den indre verden. Parnuuna Thornwoods giver alt det hvide kant med sine sanselige, sorte lag-på-lag-kostumer. De bærer både sorgens farve, men kunne også være en yogis eller en zenmesters klæder som symbol på mennesket i sin reneste form.

Prisvindende Gerth Lyberths medfortolkende kompositioner har en tilsvarende urmenneskelige klang, der afspejles naturligt i hver en bevægelse. Den rummer sorgen og håbet i rytme og melodi tilsat både rungen, grammofonknas og naturlige lyde fra vand og fugle. Det er som et komplet måltid med alle smage og teksturer.

Relationer der bærer

Hvordan kan hverdagen bare fortsætte sin uhindrede gang, når verden lige er forsvundet i sorgens whiteout? Tre dansere marcherer rundt og rundt i cirkler på scenen, mens Amanda Rubio Sánchez næsten trampes ned. Hun forsøger at hægte sig på dem, komme på vognen igen. Uden at stoppe rækker de hende en hånd til at hvile hagen på, eller en ryg eller arm – og slæber hendes krop efter sig.

De ofte åbentstående munde er effektfulde symboler på at være ved at blive kvalt og være i chok. Men håbet vinder, og hænder mødes til en kæde, der kan symbolisere værdien af de menneskelige relationer. Ned fra loftet bliver en fjer til mange, og danserne, som heldigvis kun er rullet i sved og ikke i tjære, får nye små dun på armene, så vingerne snart kan bære igen, som et lille mytologisk perspektiv.

Whiteout minder os om værdien i relationerne, trods kærlighedens pris. Danserne viser sømløst hele skalaen fra det krampagtigt stivnede til det mest bløde og empatisk svævende. De udvisker elegant alle grænser mellem trin og stilarter og rører i stedet ved selve sorgen. De svæver, flyder og sitrer sig gennem krisens desorientering i et magisk whiteout, der sætter nye standarder.