Om et par uger er der atter monologfestival på Gruppe 38 i Aarhus. Festivalen Enestående præsenterer for syvende gang på fjorten år monologer i forskellige formater. Vi har talt med festival kurator Niels Andersen om attraktionen i formatet og med den belgiske skuespiller Valentijn Dhaenens, der spiller de tretten roller i festivalens åbningsforestilling Van Paemel-familien.
”Det særlige ved Enestående er kærligheden til monologen. Den genre trækker tråde tilbage til dengang, menneskene sad ved bålet og fortalte hinanden historier. Det er vigtigt at dele historier og monologer får ligesom fortællekunsten publikum til at lytte, fordi de får en anden kontakt med spilleren og kan danne deres egne billeder,” fortæller Niels Andersen med glød i stemmen, da jeg spørger, hvad det er monologformatet kan.
En skuespiller alene på scenen
Hans egen kærlighed til genren rækker langt tilbage i tiden: ”Jeg lavede en lignende festival, Drømmenes Torv, i midt-00erne, da jeg var chef på Svalegangen. Jeg så dengang mere end 100 forestillinger om året og blev særligt fanget af dem, hvor der stod en skuespiller alene på scenen. Gennem festivalen Ilt faldt jeg over mange internationale soloforestillinger og i 2013 foreslog jeg Bodil Alling (kunstnerisk leder af Gruppe 38, red.) at lave en festival,” forklarer han.
Jeg så dengang mere end 100 forestillinger om året og blev særligt fanget af dem, hvor der stod en skuespiller alene på scenen
Enestående er en biennale, der afvikles hvert andet år, foreløbig syv gange. Både Niels Andersen og Gruppe 38 havde mange internationale kontakter, og han bidrog også med erfaring i at trække producenter til Aarhus for at opleve dansk scenekunst. Festivalen har aldrig et særligt tema, repertoiret lægges ud fra en lang bruttoliste af gode forestillinger, hvor de endelige valg også er afhængige af praktik og økonomi. De senere år har fokus også været på bæredygtighed.
”Det er klimamæssigt og økonomisk tungt at flyve kunstnerne hertil, så siden 2017, hvor Aarhus var europæisk kulturby, har vi udbudt nogle af forestillingerne til andre teatre, så andre steder kan få glæde af dem. I år skal Van Paemel-familien fx også til Randers Teater og Teater V i København,” forklarer Niels Andersen.
Universelle temaer i historisk tekst
I den belgiske Van Paemel-familien spiller skuespiller Valentijn Dhaenens forestillingens tretten karakterer og interagerer løbende med sig selv på en skærm. Van Paemel-familien er et kendt historisk flamsk teaterstykke, som de fleste belgiere ifølge Valentijn Dhaenens har set eller i hvert fald hørt om. Stykket skildrer en fattig fæstebondes familie, der kæmper mod social uretfærdighed i det landlige Belgien omkring år 1900.
”Stykket fungerer godt internationalt, fordi det behandler universelle temaer. Det er en familietragedie og kritiserer samtidig skarpt ulighed og undertrykkelse. Børnene i stykket forsøger på hver deres måde at slippe ud af tidens fastlåste klassestrukturer.
Det minder folk om, hvordan migration altid har været en vej ud af fattigdom
I Sydkorea oplever man i dag massiv migration af landbobørn til byerne, og dér så mange stykket i det perspektiv. Da vi spillede i Edinburgh kom mange irske publikummer og fortalte historier om deres egne bedsteforældre, som mindede om fortællingen i stykket. Der er også et stort “American Dream”-element i fortællingen, hvor nogle af børnene lykkes med at migrere til USA med båd. Det minder folk om, hvordan migration altid har været en vej ud af fattigdom,” fortæller Valentijn Dhaenens.
Alene på scenen
Hans kompagni SKaGeN & De Studios er kendt for at lave stærke, nutidige fortolkninger af ældre litteratur, som sjældent er historisk korrekte. Han peger da også på, at de besluttede at producere netop denne tekst som et humoristisk svar på den belgiske regerings opfordring til at udbrede den flamske arv og være stolte af den hjemlige kultur:
”Valget af stykket kan ses som en slags joke, hvor vi drillende udfordrer regeringens ønske om, at teater skal fungere som et historisk museum. Så i dette tilfælde har vi faktisk gjort alt for være historisk præcise. Kostumerne er nøjagtig som i 1900 og ikke ét ord er fjernet fra det oprindelige manuskript. Jeg spiller endda på egnens gamle dialekt, som selv moderne flamske publikummer har svært ved at forstå,” smiler han.
Han glemmer nogle gange, at han er alene på scenen og nyder bare at være omgivet af alle historiens farverige karakterer
Han glemmer nogle gange, at han er alene på scenen og nyder bare at være omgivet af alle historiens farverige karakterer: ”Det er som om, det ikke er mig, der fremstiller dem. Nogle gange tænker jeg endda, at nogle af de filmede karakterer spiller bedre eller dårligere fra den ene aften til den anden. De føles virkelig levende for mig. Det er magisk,” fortæller han om det usædvanlige format, som Niels Andersen også faldt for.
Det nysgerrige publikum i Aarhus
”Jeg så Van Paemel-familien på Edinburgh Festival Fringe, hvor den vandt en stor pris, og valgte den fordi den har et interessant format. Her på Gruppe 38 har publikum udviklet sig med teatret, blandt andet fordi Bodil har insisteret på at nedbryde grænsen mellem børne- og voksenteater,” forklarer han og fortsætter:
”Aarhus har altid været en by med mange festivaler, og Trevor Davies og Lars Seebergs indsats med at bringe international kunst til byen under Aarhus Festuge har også været med til at vænne publikum til at være nysgerrige. Så jeg er ikke bange for at kuratere noget, der ser smalt ud på papiret, for der skal nok være publikum til det.”
Jeg er ikke bange for at kuratere noget, der ser smalt ud på papiret, for der skal nok være publikum til det
Han peger på den spanske dukkefører Javier Arandas forestilling Født af et syskrin som et eksempel på en helt anden type monolog, der viser bredden i festivalen: ”Det er en smuk og flot forestilling, som jeg så i Göteborg sidste år. Javier skaber karakterer med sine hænder og fortæller absurd komisk og sandt om livet med et strejf af galskab. Det er i meget lille skala, men med stort perspektiv,” fortæller han.
Livsforandrende kulturmøder
Niels Andersen ser overordnet festivalformatet som et pust udefra: ”Festivaler kan noget forskelligt. De præsenterer publikum for noget, vi ikke ser til daglig i Danmark, og som også kan inspirere det danske scenekunstmiljø. Vi har været meget begejstrede for kunstnere fra Belgien og Holland, hvor der sker meget i disse år og den begejstring vil vi gerne dele med både publikum og branche,” forklarer han.
Valentijn Dhaenens har arbejdet internationalt siden 2012, hvor han begyndte at turnere med soloforestillingen BIGMOUTH. Siden da har han præsenteret syv forskellige forestillinger på Edinburgh Festival Fringe, som han oplever som en fremragende platform for scenekunst, der vil turnere internationalt:
At opleve både forskellene og lighederne i, hvordan en forestilling bliver modtaget, har været livsforandrende for mig
”Det har været en åbenbaring for mig at turnere rundt i verden med forestillinger i blandt andet Hongkong, Iran, Indien, Korea – og længere forløb i USA, Storbritannien og Canada. For første gang kunne jeg dele mine følelser og tanker uden for mit eget sprog og min egen kultur,” siger han og uddyber:
”At opleve både forskellene og lighederne i, hvordan en forestilling bliver modtaget, har været livsforandrende for mig og givet mig en dybere forståelse af, hvordan verden hænger sammen. Som én med begrænsede sociale evner har det også beriget mig personligt at kunne interagere så ubesværet gennem min kunst. Det sætter ens arbejde i et helt andet perspektiv,” afrunder han om perspektivet i at lade sin kunst møde andre kulturer.
Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Enestående/Gruppe 38 med fuld redaktionel frihed for ISCENE.
