★★★☆☆☆ Pippi Langstrømpe – overgearet familieforestilling drukner i lydeffekter

Sjvusch! Boing! Wuusch! Der er skruet helt op for de tegnefilmslignende lydeffekter i Tamara Sonja Aijamathiesens iscenesættelse af Pippi Langstrømpe på Aalborg Teater. Og det er en skam, for lydene og den overgearede spillestil skygger for de fine skuespilpræstationer og Ditte Marie Walter Tygesens sjove scenografi.

”Hvis du allerede kendte svaret, hvorfor spurgte du så?,” spørger Pippi den betuttede lærer. 

Vi kender hende alle sammen. Den rapmundede pige med de orangerøde, struttende fletninger og det kække smil. Og som hun står der på scenen med spredte ben og hænderne i siden, så ligner Ida Mia Appel fuldstændig den Pippi, som børn og voksne kender fra Astrid Lindgrens bøger.

Legende scenografi

Genkendelsen hjælpes godt på vej af Ditte Marie Walter Thygesens skønne scenografi, der med sine grove penselstrøg og klare farver fuldstændig ligner universet fra bøgerne. Det samme gælder kostumerne med malede detaljer og en stivhed i teksturen, som var de alle skåret ud i pap – eller et lignende, lidt blødere materiale som neopren. 

Hele det visuelle udtryk har noget muntert og legende over sig, som matcher Pippis kækhed helt perfekt. Villa Villekulla er som et stort, toetagers papdukkehus, der kan drejes omkring, så vi på skift både kan se ind i huset og ud i haven foran huset.

Også Lærke Erhard Huniches Annika med det korngule hår og de perfekt puffede kjoleærmer og Patrick A. Hansens Tommy med matroskraven og de knæhøje strømper er som taget ud af bøgernes univers. 

Ingen stopknap

Så langt fungerer sceneversionen af Pippi Langstrømpe virkelig fint, men desværre har instruktør Tamara Sonja Aijamathiesen og forestillingens dramaturg tilsyneladende manglet en stopknap i iscenesættelsen. Den vil alt for meget på én gang. 

Flere af de korte, finurlige historier fra Pippis liv er kommet med i forestillingen. Vi ser hende bage stakkevis af pandekager, skøjte omkring på gulvet med skurebørster under fødderne og sove med hovedet under dynen og fødderne på hovedgærdet i sengen. Vi får også lov at se, hvor stærk og frygtløs Pippi er, når hun løfter sin hest højt op over hovedet. Eller når hun klatrer op på taget af Villa Villekulla for at undslippe de to politimænd, der skal indfange hende og sende hende på børnehjem. 

Men alle markante bevægelser i forestillingen er tilsat overdrevne, tegnefilmslignende lydeffekter. Som ”Svusch, svusch” når Tommy og Annika hurtigt drejer hovederne fra side til side. Eller ”boing, boing, boing,” når Pippi bogstaveligt talt ryster de personer, hun giver hånd, mens hun rabler hele sit fulde navn af sig. Desværre næsten uhørligt grundet selvsamme lydeffekter.

Den gode historie burde være nok

De støjende lyde i kombination med den lidt overdrevne, karikerede spillestil og de mange visuelle sanseindtryk betyder desværre, at den overordnede oplevelse af forestillingen bliver for hæsblæsende og overgearet. Det er som om, teatret har frygtet, at den gode historie, de fine skuespilpræstationer og den sjove scenografi ikke var nok i sig selv. 

Aldersgrænsen er sat til at være fra 4 år, hvilket nok også er i den lave ende for en forestilling på 75 minutter. Især hvis man på forhånd ikke stoler på, at den fortælling, der sættes i scene, er stærk nok til at fastholde publikums interesse hele vejen igennem. 

Det sagt, så er Pippi Langstrømpe på Aalborg Teater, der allerede er helt udsolgt, stadig en familieudflugt værd. Iscenesættelsen vil nok især tiltale børn i 6-8 årsalderen – måske med lidt forudgående læsning af Lindgrens bøger for at få historierne på plads.