Teater freezeProductions Det arktiske topmøde havde premiere i 2023, men er atter på turné og mere aktuelt end nogensinde, skriver teatret i en pressemeddelelse.
Det arktiske topmøde er teater til tiden. Debatten raser, og Grønland er i medierne og verdenspressen som aldrig før. Forestillingen, der havde premiere i 2023, er mere aktuelt end nogensinde. Ved premieren fik Det arktiske topmøde femstjernede anmeldelser, og Aviana Steinbacher, der spiller hovedrollen, blev af Weekendavisen udnævnt som Danmarks nye funklende stjerne.
LÆS ISCENEs anmeldelse her

Et topmøde om Grønlands fremtid
Kim Leine har skrevet en thriller, krydret med digte og indslag fra den grønlandske Reumertvinder Aviana Steinbacher og grønlandske tekster af den ligeledes Reumertvindende Klaus Geisler. Forestillingen er orkestreret af instruktør Hanne Trap Friis, som gennem de sidste 15 år har arbejdet med den grønlandske scenekunst i både Grønland og Danmark. På scenen oplever man sprogene russisk, amerikansk, dansk og grønlandsk, og morsomhederne og absurditeterne tager over, når magtfulde mennesker bliver truet, og får en flaske vodka oveni.
Forestillingen er et topmøde om Grønlands fremtid. Et topmøde hvor Amerika, Rusland og Danmark på skift kæmper om Grønlands gunst. Hovedtemaet er krydret med spiralkampagnen, tvangsflytningerne, Inuits ret til selvstændighed og det komplicerede forhold mellem Danmark og Grønland. En statsminister, som afslører manglende viden og indsigt, en amerikansk ambassadør, som trodser de gængse forestillinger om, hvad man nu kan sige, og et Rusland i krig.
Den unge inuit, som kraftigt siger fra overfor den pinagtige adfærd fra dansk politiks side, og som konfronterer den aldrende generation af grønlændere, der ikke har stået fast. Topmødet har 24 timer til at løse både verdens situationen, Grønlands selvstændighed, og Ruslands bejlen.

Skræmmende og vovet teater
Sjældent er et stykke teater så aktuelt og vovet – og måske skræmmende. Den unge aktivist ser ikke andre muligheder end det ultimative våben for at få de ældre, støvede og konfliktsky politikere og ambassadører op af sæderne, så de kan tage stilling til hendes lands fremtid – og nutid.
Instruktør og kunstnerisk leder, Hanne Trap Friis, udtaler: “Det arktiske topmøde udfordrer de etablerede holdninger og er i mine øjne en mavepuster til både østens og vestens syn på Arktis og Grønland. Hvor langt vil det arktiske folk og Inuit gå for at blive hørt og anerkendt, og vil Danmark og verdens politikere gå dem i møde? Med Kim Leines tekst som grundlag viser vores forestilling det nutidige politiske establishment i et helt uventet og absurd lys på et uforudsigeligt og sprængfarligt topmøde, hvor magten i nord vendes på hovedet. Det bliver både vanvittigt, rørende, dybt politisk og in your face på samme tid.”
Teater freezeProductions og Kim Leine slår nu dørene op til magtspillet i nord og inviterer til topmøde mellem USA, Rusland, Grønland og Danmark. Den danske statsminister, en russisk oligark, den amerikanske ambassadør, den grønlandske selvstyrerformand og en ung grønlandsk aktivist bærer hver sit lands fortid og nutid ind i et mildest talt uforudsigeligt forhandlingsrum. Hvem har magten, og hvem bærer nøglen til fredens dialog?

To Reumertvindere og fire nationaliteter
Teater freezeProductions har de seneste 10 år skabt teaterforestillinger både i Grønland og Danmark i tæt samarbejde med grønlandske kunstnere. Også denne gang er skuespillerne på scenen fra Grønland, repræsenteret ved de to Reumert-vindere: Klaus Geisler og Aviana Steinbacher, som flankeres af skuespiller Mette Kolding (Danmark/USA), Mikhail Belinson (Ukraine/Danmark) og Helene Kvint (Danmark).
Det arktiske topmøde havde urpremiere på Teatret Svalegangen i Aarhus d. 21. oktober 2023 og spillede for fulde huse frem til d. 4. november 2023.
LÆS mere på om forestillingen her
Kilde: Pressemeddelelse Teater freezeProductions




