★★★★☆☆ Det arktiske topmøde – sprængfarligt politisk drama undviger kompleksiteten

Teatret Svalegangen og Teater freezeProductions sætter sammen fokus på spørgsmålet om Grønlands plads i verden i Det arktiske topmøde, der er skrevet af den tidligere modtager af Nordisk Råds Litteraturpris, Kim Leine. I de iskolde omgivelser koger temperamenterne hurtigt over i kampen om fortiden og fremtiden for verdens største ø, men forestillingen kommer ikke forbi de fastlåste positioner.

Formanden for Grønlands Selvstyre, Isak, spillet af Klaus Geisler, den danske statsminister, Sofie, spillet af Helene Kvint, og repræsentanter for de arktiske stormagter, USA og Rusland mødes i Grønland for at diskutere landets fremtid. Alt er klart til det diplomatiske møde, da en gruppe grønlandske aktivister forvandler topmødet til en gidseltagning.

Aktivisterne kræver, at Grønlands øjeblikkelige selvstændighed skal ratificeres af de fremmødte nationer og internationale organisationer, ellers vil situationen ende med et blodbad. Deadline: i morgen kl. 12.00.

Herefter udvikler Det arktiske topmøde sig til en kamp på ord mellem de deltagende. Beskyldninger og opportunistiske løfter fyger gennem luften i en kakofoni af storpolitik og personfnidder, som de har gjort så mange gange før. Denne gang er der bare én altafgørende forskel: den unge grønlandske aktivist har vetoret.

Solidt drama

I Hanne Trap Friis’ instruktion udgør de fem spillere et forfriskende ensemble, som flot komplimenterer hinanden. Aviana Steinbachers selvsikre autoritet krydser klinger med den russiske oligark, Maxim, befriende spillet af Mikhail Belinson, og Mette Kolding udfylder rollen som den amerikanske diplomat, Linda, med en forførende myndighed, der tangerer en genkendelig arrogance.

De enkelte scener er for det meste både velskrevne og varierede, og Det arktiske topmøde fungerer som solidt dramatisk håndværk, hvor de storpolitiske diskussioner spændes op mod scener, hvor karaktererne afslører deres mere personlige sider, og der er plads til både druk, flirt og familiedrama.

Signe Krogs afmålte scenografi formår med sin enkelhed i både farvevalg og komposition at understrege både Grønlands og forhandlingslokalets kølighed.

Den uforsonlige indignation

Forholdet mellem Grønland og Danmark er blandt de mest betændte og komplicerede emner. Vreden, bitterheden, skammen og en eklatant mangel på gensidig forståelse præger og hæmmer den offentlige debat, hvor kompleksiteten ofte negligeres og automatreaktionerne sidder løst.

En teatersal med alles fulde opmærksomhed i 90 minutter kunne være det perfekte sted at facilitere en mere nuanceret diskussion af de politiske løsninger, men desværre virker forestillingen uinteresseret i den konkrete situations kompleksitet og forfalder for ofte til romantisering.

Det arktiske topmøde springer for let hen over de realpolitiske spørgsmål, som emnet lægger op til. Spørgsmål om Grønlands geopolitisk strategiske position, landets økonomi og administration bliver enten berørt lidt en passant, eller ganske simpelt affejet med henvisning til den magt, der ligger i at være gidseltager frem for gidsel.

Indignationen, der er personificeret i den unge aktivist, får endelig den taletid, hun altid burde have haft krav på og som kan være nok så berettiget, men når situationen er helt fastlåst fra begyndelsen, udebliver den frugtbare diskussion.

Iskold poesi

Forestillingen er langt mere interessant, når den dykker ned i de personlige sider, som når Aviana Steinbacher med en blændende sans for poesi drager publikum med ind den grønlandske myte om ravnen, der bragte lyset og døden til mennesket. Det er bjergtagende fremført, og det afslører et langt større register, end hendes rolle tillader i samspil med stykkets øvrige karakterer.

Det samme gør sig gældende i hendes inderlige monolog om den skizofrene følelse af at være splittet mellem forskellige identiteter. Både tekst og levering er så betagende og rent, og det er i de momenter, at jeg ikke alene bliver berørt, men også klogere på emnets kompleksitet.

Alt i alt er Det arktiske topmøde et stykke velskrevet dramatik fremført af et velspillende hold skuespillere, men en en bedre balance mellem de forskellige fortælleniveauer og især en mere åben tilgang til temaets problematik havde klædt forestillingen.