★★★★☆☆ Det hemmelige bibliotek 2 – Bodil Alling styrer smuk sorgfortælling med skøn fantasi

Teatret Gruppe 38 findyrker sin poetiske billedverden i den runde manegeforestilling Det hemmelige bibliotek 2 med en rørende, men lidt uforløst fortælling om to børn, der rejser til verdens ende for at finde deres morfar.

Bodil Allings dybe, finurlige stemme byder publikum velkommen inde under en rund teltpavillon. Alle tilskuere sidder i en cirkel langs en manegekant, og når lyset slukkes, forstår vi hvorfor. Inde i midten er der nemlig alt det, der er med til at fortælle historien – og oppe under teltdugen ser vi tegninger af drengen, pigen og hunden. Altså dem, det hele handler om.

Det hemmelige bibliotek 2 er en videreførelse af Det hemmelige bibliotek 1, nu med en målgruppe på børn fra 6 år og deres voksne. En del af projektet er fra et projekt om læseglæde og læselyst, og forestillingen har en sjov rammehistorie om et bibliotek og bibliotekaren Lasse Sutsko. Han slæber sine sutsko hen ad gulvet, når han kører nye bøger på rullevogne ned i kælderen, hvor de møder nogle gamle bøger. Sådan som kun Bodil Alling kan fortælle med skælmske betoninger og overraskede blikke.

En gyngestol, der knirker

Herfra åbner selve fortællingen sig. Det hemmelige bibliotek 2 handler formodentlig om at forlige sig med døden og om at miste. Men sådan vil børnene næppe opleve forestillingen. Ikke umiddelbart i hvert fald. For historien handler først og fremmest om en pige og en dreng, der kommer hjem til deres morfar, der altid plejer at sidde i gyngestolen og gynge, så den knirker.

Men denne dag er gyngestolen tom. Derfor bliver børnene og deres hund Strut nødt til at rejse af sted for at finde ham. Omtrent som når Gerda rejser ud for at finde Kai i H.C. Andersens eventyr Snedronningen. Eller som når Selma Lagerlöf indleder sine Kristuslegender med at fortælle om den femårige pige, der mister sin elskede farmor.

Det skønne ved teaterforestillingens budskab er, at alt er muligt i barnets fantasiverden. Man skal bare drømme vildt nok. Som Bodil Alling siger det: ”De rejser mod nord, hen over fodboldbanen.”

Vild løgnehistorie

Herfra løber fantasien direkte ud i herlige løgnehistorier og vidunderlige drømme. På teltdugen ses de skønneste illustrationer af de to børn og deres hund. De er tegnet med forbløffede øjne og blæsevejr i halstørklæderne af Claus Helbo og sat sammen med vilde og blomstersmukke videoanimationer af Olivier Guillemain. Netop sceneloftets runde form får instinktivt tilskuerkroppen til at følge blikket, som om rejsen foregår hele vejen rundt om jordkloden. Og hvem ved? Måske er det netop det, der sker.

Det hemmelige bibliotek 2 er vitterlig en medrivende historiefortælling – visuelt spændende og musikalsk støttet af alverdens musik og lydeffekter, fra valsemusik til bimlende klokker og ulvehyl. Alligevel virker formatet ret avanceret. Ikke mindst for de børn, der ikke er synderligt sproglige. Forestillingen kræver i hvert fald utrolig meget koncentration.

Til gengæld nyder de voksne alle de sproglige overdrivelser, som siver ud af fortællingen. Som for eksempel den vilde løgnehistorie om et spyd fra stenalderen til at dræbe elefanter med. Heldigvis punkteres fortællingen af helt dagligdags oplysninger. Som når Bodil Alling fortæller: ”Mor og far råber fra altanen, at børnene skal komme hjem og gå i seng.” Hun har fuldkommen kontrol over sin fortællerstemme og kan ændre dynamikken ved bare at dreje sit tonefald en anelse.

Poetisk raffineret

Som teaterudtryk for de 6-10 årige er forestillingen poetisk raffineret og med mange nænsomme hentydninger. Dramaturgisk mister fortællingen dog noget af spændingen undervejs. Måske fordi historien om den døde morfar undertrykkes så effektivt, at børnenes savn efter ham næsten fortoner sig i alle deres spændende oplevelser på rejsen. Forestillingen ender i hvert fald ret brat og en smule uforløst.

Men som altid præsterer Bodil Alling skøn fortællekunst – med stærk stemme og røntgenblik ud mod tilskuerne. Helt ud til morfars nye land og tilbage igen.