Populært lige nu

Annonce

★★★★★☆ Godnat, Alfons Åberg – søvndyssende historie i sjov og velspillet genfortælling

Alfons Åberg-historierne er næppe revolutionerende litteratur, men Godnat, Alfons Åberg fra 1972 om ikke at kunne sove er fint dramatiseret og omhyggeligt, ømt og underholdende fremført af Linda Elvira.

Annonce

Alfons Åberg er en af nordens mest elskede børnebogsfigurer. En tænksom og fantasifuld lille dreng, som lever et helt almindeligt hverdagsliv sammen med sin lidt distræte, men kærlige far.

I Gunilla Bergströms bøger er der ingen store dramaer, men hver historie handler om de genkendelige situationer og begreber i livet såsom ventetid, fantasi, venskab, fødselsdag osv. Historierne kredser om barnets perspektiv – nysgerrigt, ærligt og uden filter – om at være bange, være alene, finde på lege og finde sig selv midt i hverdagen.

Næsten 30 bøger om Alfons Åberg skrev og illustrerede Gunilla Bergström i perioden fra 1972 til 2020. Og det er den allerførste i serien – Godnat, Alfons Åberg fra 1972 – som skuespiller Linda Elvira nu tager ud med. Og for hende ser det ud til også at være begyndelsen på en serie, som i hvert fald foreløbigt tæller to Alfons Åberg-forestillinger, der kan bookes hos hende.

Godnat Alfons Åberg
Linda Elvira i Godnat Alfons Åberg, The Art Container. Foto: Thomas Magnussen.

En alt for overbærende far

Godnat, Alfons Åberg handler om at sove. Eller måske rettere om ikke at kunne sove. Alfons sidder i sin seng, og natlampen er tændt ved siden af ham. Far læser en historie for ham og siger godnat.

Annonce

Men lige da han får sig sat i lænestolen med sin pibe og dagens avis, kalder Alfons på ham. Han er tørstig. Far tripper ind til ham med vand og putter ham igen, men straks som han har sat sig tilbage i lænestolen og slået avisen op, kalder Alfons. Han skal tisse. Og sådan må far pendulere frem og tilbage.

I hvert fald ender det med, at far render frem og tilbage for Alfons, indtil han dejser omkuld på gulvet af træthed

Har man fulgt med i Alfons Åberg-historierne, så er far kendt for at være overbærende og tålmodig. Måske endda lidt for god af sig. I hvert fald ender det med, at far render frem og tilbage for Alfons, indtil han dejser omkuld på gulvet af træthed. Visse forældre havde nok trukket en streg i sandet lidt tidligere.

Annonce

Til sidst må Alfons erkende, at far ikke længere kommer, når han kalder, og han må lægge sig til at sove. Måske er læringen her, at man godt kan sove, hvis man skal, og den pointe følger skuespilleren fint op med en lille talk efter forestillingen med børnene om, hvad man kan gøre, hvis man ikke kan falde i søvn.

Godnat Alfons Åberg
Linda Elvira i Godnat Alfons Åberg, The Art Container. Foto: Thomas Magnussen.

Velskabt dramatisering

Linda Elvira spiller rollen som far med humor og ømhed. Det blide gemyt, vi kender fra bøgerne og tv-udsendelserne, er fornemt formidlet igennem hendes karakterisering. Og hun spæder forestillingen op med fysiske gags, der er ganske morsomme og virkningsfulde på børnene.

Linda Elvira spiller rollen som far med humor og ømhed

Samlet set er historien velfortalt, og scenografien og rekvisitterne er ganske gennemførte. Jeg undrer sig lidt over, hvorfor Linda Elvira og The Art Container har valgt at kalde disse Alfons Åberg-forestillinger ”dramatiserede oplæsninger”. Det synes at være lidt reducerende for den helhed, der faktisk bliver præsenteret – en regulær teaterforestilling fuldt udstyret med scenografi, kostumer, rekvisitter og musik.

Ja, historien er jo, som den er fra Gunilla Bergströms hånd, og den er måske ikke det største dramatiske værk i børnelitteraturen. Ikke desto mindre er behandlingen af historien aldeles vellykket, og den er fornøjelig for de voksne såvel som underholdende og genkendelig for de små i børnehavealderen.

Seneste

Nyhedsbrev

Udforsk videre

Morten Hede
Morten Hede
Morten Hede driver sit eget medie, mortenhede.dk, har tidligere skrevet for Jyllands-Posten, er forperson for Danske Teaterjournalister og medlem af juryen for UP Comedy Festival