★★★★★☆ Hjørring Revyen 2025 står syleskarpt

Hjørring Revyen 2025 har genfundet energien og er tilbage med et generøst show, der holder intensiteten hele vejen med plads til både ekstravaganza, vemod og præcis samtidssatire med det unikke Hjørring-gakkeri, der i år doseres med perfekt balance af instruktørduoen Jens Frausing og Trine Gadeberg.

“Tiden er ikke til lir,” lyder en af stroferne i åbningsnummeret i dette års Hjørring Revy, der elegant leger med den danske krisebevidsthed. Vi aner alvoren, men går ikke ned på komfort og dekadence. Så mens vi loves en “helt enkel revy,” skrues der hele tiden op for netop lir. Energisk, lystfuldt og selvironisk, som resten af revyen også på bedste vis viser sig at være.

Ulve, incels og folk af reserven

Jan Svarrer står bag åbningsteksten og sætter også andre fine fingeraftryk med blandt andet de jazzede, tvetungede ulve, der “bare lig’ vil sige,” at de er Ikke noget problem. Om end Kasper Le Fevres ulv har lidt svært ved at holde sig på måtten. Det samme gælder Rasmus Søndergaards incel i hans egen og Kasper Gattrups barske Bjørn er okay. Bjørn er faktisk slet ikke okay, men får fyret så meget moderne misogyni af, at ikke bare hans venner, men også bandet forlader rummet. To stærke, meget forskellige numre, der adresserer tidens debatter.

Rasmus Søndergaard har selvfølgelig også sin elskede, lumre døvetolk med i år, der med stigende kropslig desperation forsøger at oversætte det glade, aktivistiske budskab “Ud med woke”. Han brillerer også i en række mindre roller med sin sans for det slebne indolente. Særligt skøn er han som venlig, kagesulten sønderjysk reserve i holdets pjattede, men satirisk originale take på forsvarets mandskabsmangel. Her møder vi også skjoldmøer, hjemmeværnsfolk og rollespillere.

Marie Mondrup debuterer flot i Hjørring med flere bramfri karakterer og sin bragende musikalitet, der klæder holdet godt. Hun er Klimaets Dørmand, som man nødigt ville møde i mørket på den genbrugsplads, hun hersker over. Mondrup leverer også med glans den svære vise om at blive forladt og skulle agere som single i Lærke Sanderhoffs isnende I en sanseløs rus.

Original Trump-satire

Endnu en eftertænksom vise er lagt i munden på Preben Kristensen. Han foredrager Leif Fabricius’ Vendsyssel besat fra sin seng, for det handler om onde drømme om Putin. Drømme, der snart kan vise sig sande. “Han vil ha’ den krudtfabrik, Troels har købt / selvom den ingen kugler har støbt”, lyder det med endnu et svirp til den danske forsvarsindsats.

Årets smukkeste vise giver Trine Gadeberg os dog med sin egen Molen, som er et farvel til en far, der forsvinder ind i glemslen. Enkelt og rørende leveret fra toppen af Camilla Bjørnvads imponerende blå-orangechangerende scenografi. Sammen med lys og videodesign skaber den en særdeles flot og levende kulisse.

Trine Gadeberg leverer også til max i et helt andet gear med sin obligatoriske Pelle-sketch. Den handler i år om Slik eller ballade. Pelle har klædt sig ud som Trump til Halloween, og det huer ikke hans mor. Hun vil hellere vil lægge “145 % told på alt det mundlort og fake news, der vælter ud af hans mund.” Pelle er mere optaget af, at Trump skal være “julemand på Grønland.” Og bliver også selv ganske ferm til at bruge termen “fake news”. Det er en Pelle i topform med tyngde i satiren, der også runder “stormvejret i madrassen” og spiralsagen – “og så blev der bare dårlig stemning.”

Trump står også for skud i Kasper Le Fevres De allerstørste. Hans ord bliver sat sammen med citater af præsidenter før ham. Det er et enkelt, men virkningsfuldt greb, når udsagn som “eating dogs, eating cats” eller “grab them by the pussy” spændes op mod “All men are created equal” eller “Tear down this wall”. Imens kører den ene mere vanvittige meme-inkarnation af Trump som sushi, donut eller hund bag Le Fevre, der leverer underspillet præcist og dermed trækker alvoren bag grinet frem.

Det særlige Hjørring-gakkeri

Hjørring holder som altid det musikalske niveau højt og har i år også lige smidt et gospelkor på scenen i Esben Thayssen Nissens morbide Når du dør. Den sender os til pause på en høj note, mens vi senere skal ned i det tunge groove med Hjem til Hirtshals.

Det æstetiske gennemførte nummer står flot ud som en unik hyldest til det lokale. Det forbinder sig samtidig tematisk til finalens “støttesang til kontanternes bevarelse” med En lille konvolut. Der er åbenbart stadig gang i den sorte økonomi nordenfjords, for “det er ik’ noget vi bruger / det med moms og kvitteringer”.

Hjørring Revyen har stadig en del traditionelle sketch med punchlinen placeret under bæltestedet og typisk med temaer hentet fra parforholdet. I år rammes mixet perfekt mellem den type sketch, den skarpe satire, de vemodige viser og det helt særlige Hjørring-gakkeri. Ud over reservetropperne giver de os også en svensk ungdomsbande af Astrid Lindgrenkarakterer, der med Pippi i front lover “Död över Köpenhamn”.

Instruktørerne Trine Gadeberg og Jens Frausing har skabt et flot flow i en revy, der holder intensiteten hele vejen i et dynamisk flow med plads til både ekstravaganza, stilhed og satirisk præcision. Hjørring Revyen 2025 er tilbage på banen med et generøst show, der samtidig får adresseret samtiden på sin helt egen måde.