★★★★☆☆ Vi fortsætter… lader langsomheden kalde indre billeder frem

Aaben Dans er rykket ind i Centralmagasinets rå lagerlokale i en bygning nær Roskilde Fjord. Vandet spiller en markant rolle i Vi fortsætter…, der konsekvent bruger langsomhed til at skabe ydre og indre billeder af eksistens og katastrofe.

De ligger spredt i brændingens rodede bunker af tang, mens vi baner os vej til pladserne langs tre af væggene i Centralmagasinet tæt ved Roskilde Fjord. Det gamle magasinrum har stadig markører som skilte, men illusionen om at befinde sig i en raseret natur opstår med det samme.

Uendelighedsbevægelser

Længe er der stille. Dryp og susen omslutter sos. Så bevæger en fod sig op. Strakt peger benet mod himlen, før foden uendeligt langsomt maler en cirkel og trækker kroppen ormende efter sig. Til lyden af bobler i et stille vand flyder Sophia Mage i mikrobevægelser et sted mellem nydelse og smerte forstærket af de lukkede øjne, der lader os se uden at se ind.

Så bevæger den næste sig, så endnu en og så den sidste. I hvert sit bevægemønster kommer de over gulvet. En i seje vrid, en med næsten svævende lethed, en skubbende sig trægt frem. Hele tiden i bevægelser uden ende. Bevægelser, der udgår fra en kropsdel og synes at kunne fortsætte for evigt. Det eneste, de efterlader er en sko her, en anden der. Alt er i oplæsning, men bevægelsen bliver ved.

Encellede væsner i det store univers

I det dunkle halvmørke, der changerer med Elke Lalemans farvede lyssætning, flyder de rundt som encellede væsner i det store univers, som embryoer i livmoderen. Det er kroppen, der mærker. Det er kroppen, der opdager. Øjnene er stadig lukkede, mens kroppene finder nye veje og ansigterne med de lukkede øjne alle higer efter det gyldne lys, der som morgengryet skinner på dem et kort nu.

Så søger de sammen to og to. Fortsat i et sejt, sneglende tempo. Keren-or Ben Shachar og Kristian Bastholm Refslund finder ind i kraftfulde stående balancer, mens Ole Birger Hansen og Sophia Mage fortsat er tæt på gulvet i mere opløste formationer. Tæt på publikum bevæger parrene sig i hver sin side, inden lyden af en takkende trommestik sætter tempoet i vejret og skaber en samlet hvirvlende bevægelse over gulvet.

De flår hinanden afsted, kastes atter afsted som elementarpartikler, der banker ind i væggene bag os og med voldsom kraft slynges ind i brændingen, mens suset på  Mads Emil Nielsens suggerende lydspor stiger til orkan. Så falder de sammen i en fælles liggende, rullende bevægelse for atter at stige til et bevægelsens crescendo af vildskab.

Vugge med i brændingen

Da bryder en knitrende radiostemme ind, så flere, der blandes til en kakofoni af katastroferapporter. De fire stivner og åbner øjnene. Nu ser de. Ud på katastrofen. Tiden står stille i afmagtens gru, inden den atter går i gang og livet (måske) går videre. Vi efterlades omsluttet af et kors håbefulde sang og bølgende evighedsbevægelser på de kolde, hvide vægge.

Vi fortsætter byder ikke på et overraskende koncept som fx den mere tværæstetiske De fortabte fra sidste sæson. Den er en mere koncentreret, lille forestilling, der forfølger muligheden i bevægelsen, og tvinger publikum til selv at åbner sit indre øje og følge med ind i universet.

Måske er balancen mellem den meget lange opbygning og den dramatisk-kaotiske sekvens før slutningen lidt skæv. En så langstrakt intro kalder næsten på mere af det eksplosive, når det endelig får lov at bryde igennem. Omvendt skal man måske bare synke ind i langsommeligheden, vugge med i brændingen og give plads til spillet mellem de ydre og indre billeder, som de fire karismatiske dansere skaber af Thomas Eisenhardt og Kamilla Wargo Breklings vision.