Populært lige nu

Åbningsreception af København Danser Studios: “Et rigtigt hjem til vores dansende familie”

København Danser Studios blev i torsdags indviet med en åbningsreception med bobler i cafeen, åbningstaler og oplæg på dansegulvet fra lejerne hos København Danser....

Udsultet scenekunst får et markant løft i finansloven, men er det nok til en reform?

Nyheden om finanslovsforliget, som giver knap 200 millioner kroner til en scenekunstreform over de næste fire år, skabte umiddelbart glæde og optimisme i stort...
Annonce

★★★☆☆☆ En strøm af toner – Carl Nielsen-feberen raser i charmerende teaterkoncert

Hakkehuset og Klassisk4 præsenterer teaterkoncerten En strøm af toner. Her bliver Carl Nielsens liv forvandlet til livlig pantomime, men bag de muntre greb forbliver Anne Marie den tavse i fortællingen.

Annonce

Vi bliver åbenbart aldrig færdige med Carl Nielsen. Forrige år åbnede Carl Nielsen-museet en ny udstilling, sidste år kom en stor kulturhistorisk biografi. Og i år har Odense Museum lanceret et forskningscenter, der skal holde fortællingen om Danmarks største komponist levende. Nielsen-feberen raser.

Det gælder også i teaterkoncerten En strøm af toner, skabt af Hakkehuset i samarbejde med Klassisk4. Her bliver Carl Nielsens erindringer fra barndommen på Fyn og det stormfulde ægteskab med billedhuggeren Anne Marie Carl Nielsen omsat til en sprælsk pantomime om den skrøbelige balance mellem kunstnerisk skabertrang og kærlighedens krav.

Kammerensemblet i En strøm af toner. Foto: Karin Hyldborg.
Kammerensemblet i En strøm af toner. Foto: Karin Hyldborg.

En hel skala af følelser

De er nok det mest fascinerende kunstnerpar i den danske kulturhistorie: den omrejsende og talentfulde billedhugger Anne Marie og den på én gang folkekære og fandenivoldske komponist Carl.

Det føles da også, som om teaterkoncerten først rigtig går i gang, da den unge Carl, spillet af Mikkel Baungaard Thomsen, møder den kønne Anne Marie spillet af Karin Sjöholm. Hun kan vække en “hel skala af følelser” i den lidenskabelige komponist.

Annonce

Hun kan vække en “hel skala af følelser” i den lidenskabelige komponist

Det kan tydeligt høres i musikken – forskellige fragmenter af Nielsens kompositioner – som leveres med en sprudlende indlevelse af kammerensemblet bag skuespillerne. Til de æggende toner fra Maskerade smelter arbejdsrus og forelskelse sammen i en ordløs montagesekvens, der morsomt skildrer, hvordan forholdet i fuld fart udvikler sig til ægteskab og børn.

En strøm af toner. Foto: Karin Hyldborg.
Anne Marie med baby i En strøm af toner. Foto: Karin Hyldborg.

Kunst eller kernefamilie?

Men kunsten vejer tungere end kernefamilien. En bratschist fra ensemblet træder ind som barnepigen, der tager sig af børnene. De er reduceret til viskestykker i brødkurve i et humoristisk, symbolsk greb – mens Anne Marie er væk på sine mange rejser. Latteren breder sig i publikum, da Carl støder ind i bratschisten, og de indleder en affære. Men det skal koste ham ægteskabet.

Annonce

Kunsten vejer tungere end kernefamilien

Mikkel Baungaard Thomsen tegner et kontrastfyldt portræt af Carl Nielsen, som midt i den brændende lidenskab rammes af melankoli. Ængsteligt længes han efter moderlig omsorg og synger Solen er så rød, mor, liggende afmægtigt på ryggen.

En strøm af toner. Foto: Karin Hyldborg.

Den tavse billedhugger

Alle Thomsens replikker er Carl Nielsens egne ord, blandt andet fra erindringsværket Min fynske barndom. Over for ham spiller Sjöholm tavst de betydningsfulde personer i Nielsens liv – brødrene, moderen og Anne Marie.

Selvom grebet er interessant, skaber det en uligevægt mellem Carl og Anne Marie. Hun lader sig ikke koge ned til en tavs bifigur i hans liv. Teaterkoncerten når ikke ind til kernen af deres – for samtiden – usædvanlige forhold, men ender i stedet som en tam opsummering.

Hun lader sig ikke koge ned til en tavs bifigur i hans liv

Til sidst, da Carl dør, stiller hun ham op som en af sine skulpturer. Han lever videre – ikke kun i sin musik, men også i hendes kunst. Men netop sådan ender Anne Marie endnu engang i hans skygge.

Selvom En strøm af toner charmerer, forbliver skildringen af Carl og Anne Maries turbulente kærlighed uforløst.

Seneste

Nyhedsbrev

Udforsk videre

Jakob Gustav Winckler
Jakob Gustav Winckler
Ekstern lektor på musikvidenskab på Københavns Universitet og freelancejournalist. Skriver fast om musik og scenekunst for forskellige danske medier. Cand.mag. i musikvidenskab.