★★★☆☆☆ Djævleprojektet: Svær at blive klog på!

Jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg skal mene om Djævleprojektet på Husets Teater. Jeg har også mine tvivl, om det er helt på sin plads at have en stjerne-vurderet holdning til et eksperiment, som ændrer sig så radikalt hver aften.

Skuespiller Morten Burian står på en næsten tom scene. En midaldrende mand i midtvejskrise, som forsøger at (gen)finde sig selv og scenekunstens magi – flankeret af Michael Sunding på tangenter. Hver aften har han en ny gæst med på scenen, og sammen vil de lade skuespillerens forvandlinger finde sted og undersøge, om kunsten kan forny os. 

”I begyndelsen var ordet, tanken, kraften,” messer Burian højtideligt. Han låner fra Biblen og de store skrifter. Han taler om Faust og Hamlet, som er aftenens magiske faderfigurer for skuespillerens forvandling og midtvejsmandens erkendelser.

Tør vi lade kunsten forandre os?

Burian spørger retorisk, om vi ”tør lade kunsten forandre os?” Han ruller med øjnene og lader tungen sprælle ud af munden. Er det mon ironi eller alvor? ”Det er ment som spas,” tænker jeg, da Burian med højlydt begejstring, store fagter og fed, funket Hammond byder velkommen til aftenens gæst – skuespiller Simon Bennebjerg. 

De sidder på et par stole omkring et bord. ”Hvornår er du en go’ skuespiller?” spørger Burian, Bennebjerg. ”Når jeg føler mig fri og mærker min krop,” lyder svaret. Alvoren indtager rummet, men der er noget rastløst over den i forvejen meget korte spørgeseance. Burian virker ikke oprigtigt interesseret i Bennebjergs svar, og samtalen flagrer uforløst uden den store indsigt i skuespillerens værksted. 

Mestrer teatermagien

”Ført var der ingenting, så var der noget,” forkynder Burian. Bennebjerg er bænket på en stol og ser på, mens Burian træder i karakter. Først som Goethes Faust med stok, kappe og høj hat. Han transformeres fra en moderne mand til en forbitret alkymist fra det forrige århundrede. Siden bliver han Hamlet, som han har spillet på engelsk, tysk og dansk, og vi får da også ”at være eller ikke at være” på alle tre sprog.

Forvandlingen er overvældende. Burian mestrer skuespillets magi til perfektion. Han har ordet i sin magt, så vi lytter og føler den besjælede karakter. Her er den rene oplevelse af kunstens magi. Først er der intet, men der opstår noget, når kunsten tager over, og skuespilleren træder i karakter. 

Hæmorider og herpes 

Simon Bennebjerg kommer på scenen til slut. Han har hæmorider og herpes på genitalierne og er bange for at miste sin kæreste. Der er imidlertid ingen tid til fordybelse i de personlige indspark, hverken fra Bennebjerg eller Burian.

Der tales bekymret om at være en midaldrende mand, som måske – måske ikke – har mange roller at spille på. Samtalerne fra virkeligheden strander i ufokuseret støj, uden vi bliver særskilt klogere på de to mænd eller på, hvordan det er at være menneske i dag. 

Først da Bennebjerg træder i karakter, sker magien. Han viser med fin indsigt, hvordan hans personlige nervøsitet bliver en del af karakteren, når han stryger hænderne over sine kinder for at vinde lidt personlig omsorg. Det er rørende og relevant for skuespillerens værksted.

Svært at blive klog på

Det er svært at blive helt klog på, hvad det er Djævleprojektet vil os, undtagen når Burian er i karakter, for da sitrer skuespilmagien. Men modspillet mangler, og banaliteterne fra virkelighedens verden står i vejen for at skabe indsigt.

Djævleprojektet vil så meget, men har så travlt. Hvornår er det alvor, og hvornår er det sjov? Jeg fandt ikke svaret undervejs, men det er spændende og forfriskende, at Husets Teater tør tage scenekunsten ud af sin vante kontekst og undersøge, hvornår skuespillerens magi opstår. Og det fik vi jo selv syn for.