★★★★☆☆ Scrooge: A Christmas Carol får én på sinkadusen med rap, britisk humor

Mangled Yarn Theatre besøger H2O med juleklassikeren Scrooge: A Christmas Carol i moderne metaaftapning. Det går over stok og sten på klingende britisk med humor, timing, publikumsinddragelse og et lille drys julemagisk dukkepoesi.

Den lille H2O-scene, der er blandt de efterhånden ikke så få scener, der tilbyder engelsksproget scenekunst i København, rykkede i sommers fra Litteraturhaus til Hørsholmsgade. Her kravler man et par trin ned og bliver i tidens stemning – straks indhyllet i julens dufte.

Julevarme med passende uhygge

Mangled Yarn Theatre har de seneste to år gæstet H2O med sin udgave af julefilmklassikeren Its a Wonderful Life. Men i år er det gnavpotten Scrooge fra Dickens Et juleeventyr, der bliver taget under kærlig behandling af teatrets miks af britisk humor, dukkespil og metakommentarer ad libitum.

Teatret producerer i samspil med borgere, i dette tilfælde ældre, ensomme mennesker, men det mærker man kun meget indirekte i det endelige udtryk, der kører på de høje, humoristiske nagler fra start til slut.

Selvfølgelig krydret med en passende uhygge, når de forskellige juleånder dukker op hos gnieren Ebenezer Scrooge. Han har for mange år siden glemt julens glade budskab og har kun et “Humbug” til overs til sine julefjantede omgivelser. Han skal selvfølgelig på andre tanker, og fortidens, nutidens og fremtidens juleånd leder ham på rette vej mod julens varme fællesskab.

Ring til Ghost Busters

Scrooge spilles med højtbrovtende panache af Alex Rivers, mens de øvrige tre spillere falder ud og ind af karakterer og en skiftende rolle som fortæller i et hæsblæsende, muntert tempo. Christopher Smart er rørende som Lille Tims far, men kan også give en dybt-drævende fattigmand – og synge i falset. Kelly Griffiths skifter lynsnart fra myndig mønsterborger til sørgende mor. Og Laura Cooper-Jones bedårer med sin slagfærdige fortæller og forskellige kvindfolk.

Timingen sidder, ligesom replikbehandlingen, lige i skabet. Det er en særlig fornøjelse at få Dickens på originalsproget, om end hans tekst har fået en på sinkadusen i teatrets gendigtning. Den fastholder fortællingen om julens mulighed for at finde det gode i sig selv, men pakket ind i gnistrende oneliners.

Der er hib til scenekunstens pauvre produktionsforhold og referencer – ikke bare til Vestens solide jule-kunstkatalog, men naturligvis også til Ghost Busters. Dem kan man nemlig godt få lyst til at tilkalde, når juleånderne bliver for irriterende.

Manuskriptet indfanger med sylespids præcision den jule-lede, der kan ramme os alle. “Hvorfor synger alle deres følelser i juletiden,” vrisser Scrooge og svirper videre på metavis: “Stop med at citere julefilm fra 200 år ude i fremtiden.”

Latteren kilder i maven

Vi holdes i et greb af latter, der kilder ekstra i maven, da flere publikummer inddrages i trakasserierne og endda må danse med på scenen. Men Scrooge: A Christmas Carol bliver også poetisk med sin fine brug af dukker. Særligt Lille Tim får sit eget indtagende liv, mens juleånderne mere hører til den gakkede del af dukkeverdenen. De må under ingen omstændigheder referere til Muppet Show. Disney har som bekendt “spioner overalt.”

Mens Scrooge nemt kan verfe den første æteriske ånd væk med sine rationelle deduktioner, strammer det til og kulminerer med tredje ånds lysende røde øjne til dyster underlægningsmusik. Også dette uhyre viser sig dog at være mere forvirret end farligt. Og sådan bliver det også jul på H2O med et godt bud på en engelsksproget juletradition.

Scrooge: A Christmas Carol rammer spot on til både ældre publikummer og de unge elever i aftenens publikum. De sugede sprog og forestilling ind og morede sig genert-kosteligt over risikoen for at blive budt op til dans af de charmerende no-nonsense spillere fra Mangled Yarn Theatre.