På Republique får publikum i Misundelse mulighed for at sætte ord på og dele deres oplevelser med dødssynden. Det bliver forestillingens styrke og svaghed.
Vi sidder med høretelefoner på i en stor rundkreds på Republique i København. Vi er ca. 40 personer, publikummer, til teatereksperimentet Misundelse iscenesat af Tue Biering. ”Det er ikke teater, og det er ikke terapi”, får vi at vide af den guidende kvindestemme i høretelefonerne. Det er måske et sted midt i mellem?
I hvert fald er publikums deltagelse og egne erfaringer med en af de usleste følelser, ’ikke at kunne unde andre det, man ikke selv har’, størstedelen af indholdet i teatermanegen. Og gruppeterapiens bekendelsesform bliver rammen. Misundelse er del af Republiques serie om de syv dødssynder, hvor fx frådseri og vrede tidligere er blevet behandlet.
Mord
I rundkredsens midte, teatermanegen, udspiller enkelte handlinger sig. En publikummer guides af stemmen i høretelefonerne til at gå ind og tage flødebollerne i køleskabet og spise dem foran alle andre, mens en anden bliver bedt om at finde palmebladet frem og vifte den flødebollespisende om hovedet.
”Er I misundelige?”, bliver vi spurgt af stemmen.
Misundelsens urhistorie om Kain, der slår sin bror Abel ihjel, fordi Kains egen røg fra offerbålet til gud, modsat Abels, ikke stiger til himmels, bliver iscenesat med teaterrøg og et dyrekranie holdt frem mod en anden deltager.
For misundelsen, den grimme følelse, som man helst vil fortrænge og alle kender til, kan snige sig ind på én, og kan give udslag i så voldsomme gerninger som fx drab. ”At bagtale og mobbe er en anden form for mord”, lyder det i høretelefonerne.
Positiv misundelse
Desværre når vi ikke så langt i vores bekendelser, da jeg var inde og opleve Misundelse på Republique. For det er måske også forestillingens akilleshæl, at det er os, publikum, der skal levere indholdet. Vi er for tilbageholdende med vores bekendelser til, at det bliver rigtig alvorligt; til at vi virkelig får undersøgt, hvad misundelse er. Bekendelserne holder sig overvejende til at levere den positive side ved misundelsen. At vi gør os umage for at blive ligeså gode, som den vi misunder. ”Jeg blev bedre til fodbold”.
En pointe som ’forestillingen’ en smule (og nok typisk Tue Biering) provokerende meget tydeligt, men også en smule entydigt, lægger frem: Samfundets drive kommer af misundelsen.
Men Misundelse på Republique fungerer, idet den gør os opmærksomme på, at vi alle undertiden rummer en af de usleste følelser – det er menneskeligt at være misundelig. Og det kan måske gøre det nemmere at italesætte og håndtere den, og måske forårsage mindre mobberi og bagtalelse i fremtiden.
