Højreekstremister eller demokratisk valgte islamister? Pest eller kolera? Godt tænkt teater.
Det er helt basalt en god idé at omsætte Michel Houellebecqs Underkastelse til teatermonolog, for den raffinerede roman rummer noget af det mest alarmerende tankestof i nutidig europæisk skønlitteratur. Og i Anja Behrens scenetilpasning står romanens påtrængende spørgsmål til dig og mig som et stejlt knejsende kors, der eftertrykkeligt skal komme til at miste sin potens.
Og spørgsmålet er altså dette: Hvad vil du helst leve i, et nationalistisk, højreekstremistisk samfund under ledelse af Marine Le Pen, eller i et religiøst reduceret demokrati under Det Muslimske Broderskabs præsidentskab?
Underkastelse. Foto: Karoline Lieberkind
Pest eller kolera, som man siger. Og heldigvis (eller desværre?) ikke publikumsinddragende aktionsteater, hvor vi skal afgive vores stemning. Hver især kan vi så luske hjem gennem den sibiriske kulde og spørge os selv, om Michel Houellebecq skaber et urealistisk vrængbillede, eller om hans fremskrivning af et Frankrig, der om få år får en muslimsk præsident, er inden for det muliges ramme. Hvorfor skulle det ikke kunne ske, at Socialisterne allierer sig med muslimerne for at holde Front Nationale (som her forleden tog strategisk navneforandring til ‘Le Rassemblement National’, National Samling) fra fadet? Og hvis det skulle virke usandsynligt, er det jo netop litteraturens og teaterets privilegium – og opgave – at dreje vores vrangvillige ansigter mod troldspejlet.
”Jeg går ikke ind for noget, jeg er skide ligeglad”
Lars Brygmann taler til os med en påfaldende lethed, henkastet og nærmest improviserende, helt blottet for den patos, som tit karakteriserer litterære monologer. Som han står der i sit hverdagstøj og sjusket hår, ligner han virkelig den ensomme litteraturprofessor, der har mistet alle idealer og illusioner og nu bare æder færdigretter og ser netporno. Som han siger: ”Jeg går ikke ind for noget, jeg er skide ligeglad”. Så vidt er det kommet, at han ikke har lyst til at kneppe, han vil hellere dø. Men mens han venter på at dø – for han er for meget en kryster til at tage ansvar for sin egen død – kan han underholde sig med valgkampen, selvom han naturligvis også er skideligeglad med politik. Heldigvis har højreekstremisternes fremgang gjort det hele mere interessant. Og da Det Muslimske Broderskab bliver større end Socialisterne, sker der endelig noget.
Underkastelse. Foto: Emilia Therese
Anja Behrens har plukket og prioriteret fra Underkastelse med sikker sans for romanens lange sigtelinjer. Vi hører om tilspidsning af modsætninger med konfliktoptrapning i gaderne og om, hvordan den nye franske regering fører religions- og kulturkamp på uddannelsesinstitutionerne. Kun muslimer må undervise på universiteterne. Til gengæld er det ikke svært at konvertere. Det er bare et spørgsmål om – underkastelse.
Nu hersker Koranens love, kvinderne hører til i hjemmene (arbejdsløsheden daler!), polygami er lovlig og daglig bøn obligatorisk. Katolicismen rører muslimerne ikke for alvor ved, for islamisterne kan sagtens acceptere ægte troende, det er de sekulære og ateisterne, der byder dem imod. Hvad jøderne angår, venter man bare tålmodigt på at de selv vælger at udvandre til Israel. Og så venter nye mål forude. Næste mål er en muslimsk præsident for hele EU. First we take Manhattan…
Underkastelse. Foto: Emilia Therese
Skærekagesymbolik
Det her kunne sagtens have været en helt stram mørkemonolog i beskæring af et skarpt spot. For min skyld kunne dygtige Lars Brygmann have holdt sig inden for den samme kvadratmeter, for det hele ligger i ordene. For min skyld kunne han have været sparet for at kravle rundt på Nathalie Mellbyes kæmpekors. Og vi behøver ikke at blive bespist med overtydelig skærekagesymbolik, hvor korsets erektion bliver fældet med motorsav (!).
Til gengæld er den dristige tilføjelse af et tavst kvindekor en visuel gevinst. De syv piger i perfekt afstemt koreografi illustrerer teksten på en måde, der forener det religiøse med det erotiske. Det litterære elements soliditet og pigernes poesi står stærkt. Korsets fald bliver stikkende i halsen.
På vej hjem melder spørgsmålet sig: Højreradikal ekstremisme? Konvertering (underkastelse)? Eller selvmord? Michel Houellebecqs genistreg er at lade sit antidemokratiske dystopia komme til magten via netop demokratiet. Forklædt som frelser vandt demokratiets fjender med demokratiets egen metode. Ud med dekadence og ind med renhed. Den slags har vi jo set før i historien. Det kan selv en kynisk litteraturprofessor med livslede være til fals for. Godt tænkt teater. Kun en smule fortænkt.
