Landet uden drømme er en gudsbenådet dejlig monolog, der i varme vendinger, store ord og en foruroligende dystopisk undertone husker os på, at fremtiden skabes af os selv – netop nu. Kan vi tro på det, og tør vi tage ansvar for at skabe fremtiden selv? Spørgsmålene lurer usagte, mens skuespiller Lise Lauenblad med stor sympati og indfølt publikumskontakt lader os tro på det gode i livet.
”Jeg er kvinden fra fremtiden og I skal ikke være bange – for alt bliver godt!”. Så enkelt er budskabet fra kvinden i den abrikos-varme kjole, der står i det tomme, hvide rum. Her er ingen scenografi, men blot et menneske, der med stor iver forsøger at få os til at se lidt lysere på livet. Og der er noget om snakken, for kun 5 % af den almene befolkning tror, det går godt i fremtiden, og med den prognose er der jo ikke mange til at drive verden videre mod lysere tider.
Men kvinden tror på det, og ”fremtiden er hverken knald-hvide vægge med blændende LED-lys eller kvinder i stramt sexet sci-fi tøj”. Det er en verden der ligner den vi kender – bare paradisisk rar.”
Tror vi på det? Ja, for Tue Bierings satirisk legende, underfundig og eftertænksomme tekst rammer direkte ind i den virkelighed og verden vi sidder i netop nu. Og det handler om os. ”I er sådan et par, der er nyforelskede” siger skuespiller Lise Lauenblad og ser på et par blandt publikum, mens hun i en velafbalanceret blanding af direkte henvendelser, varme smil, selvrefleksion og fakta om verdens tilstand får formet et univers, vi kan spejle os i. Og lige da vi er ved at være fyldt op af ord og rendyrket positivisme, tager forestillingen en radikal drejning.
Kvinden står pludselig nøgen på scenen og smører sig ind i en tyktflydende grå muddermasse, hvorpå hun lader sig genføde, svøbt i slim og kropsmudder, mens hun ordløst forsøger at finde fodfæste på det glatte gulv. Hun rejser sig som et væsen, der taler til os på tværs af tid, som husker os på at fremtiden, den formes nu – og det er os, som skal skabe den.
Det er vedkommende og overbevisende flot sat i scene af Tue Biering, der med skuespiller Lise Lauenblad i front får skabt en lille perle af en forestilling. For Lise Lauenblad stråler af empati, og går lige i hjertet på publikum, når hun med beroligende jysk dialekt og positive energier lader os tro på det gode i livet. Og viser sig som en fascinerende fysisk skuespiller, da hun med billedstærk og ikonisk præcision lader kroppen tale som det ordløse ur-væsen. Her er teater, der taler til både intellektet og sanserne i en fascinerende og velafbalanceret form.
Slutningen skal ikke røbes her, men med instruktør Tue Biering ved roret er der selvfølgelig overraskelser i vente. En helt igennem god forestilling med meget på hjertet og troen på, at vi kan flytte fremtiden mod lysere udsigter.
