Populært lige nu

Kaptajnen på skibet – Forenede Forestillingsledere, Regissører og Rekvisitører 

Forestillingsledere, regissører og rekvisitører er nogle af de mere usynlige faggrupper i scenekunsten, men de spiller en afgørende rolle i de fleste forestillinger. Ofte...
Annoncespot_imgspot_img

★★☆☆☆☆ Bizart og ikke særlig sjovt

Mor og far sidder i Grøften er en bizar satire, der handler en del om lort og døde børn. Forestillingen er skabt som fejringsindslag i forbindelse med Tivolis 175års-jubilæum, men hvor sjovt er det lige at skulle grine at børn og kvinder, der bankes til plukfisk? Showet er syret og sært – men mest af alt umorsomt.

Det er godt nok nogle sølle eksistenser, som står på scenen i Tivolis satireshow anno 2018. De har alle deres gang i den gamle Have, hvor de drikker, skider, synger, dør eller forsvinder. Det er sært og syret skruet sammen, og der er nok skelet en del til humoren i film som De grønne slagtere. Dengang var det sjovt, men fremmer den latrinære og hårdtslående komik latteren på scenen? Næ egentligt ikke. Er det vedkommende eller fortæller det noget aktuelt om verdenssituationen? – hmmmm tjaa! Den kan måske fortælle, at verden er rent af lave – og det er vel også en form for statement, men hvorfor vælge en fejring af Tivolis 175års-jubilæum og en sommerkomedie til dette?

Mor og far sidder i Grøften Mor og far sidder i Grøften. Tivoli, Glassalen. Foto:
Miklos Szabo

Helt konkret handler det om menneskeligt forfald, fortalt i små afgrænsede historier. Der er fortællingen om mor og far som sidder i Grøften (restaurant i Tivoli red.) og drikker sig i hegnet, mens deres ene tvilling forsvinder, hvilket de aldrig fatter i deres dobbeltseende brandert. Der er tragedien om familien, hvis dreng er død og datteren Dorte myrdes. Historien om de fattige, som i hine tider muntrede sig med at slå børn til smadder med store hamre, og dialogen mellem to børn, hvis enes mor nu kan tage solbrillerne af ”for hun er ikke mere gul og blå inden under”. Og så er der fortællingen om kvinden, der dagligt får tæsk af sin mand med bøjler fra klædeskabet. Udover volds-komikken er der et latrinært spor, som åbner aftenen med Mia Lyhnes karakter, der surmulende fortæller om, dengang hun lagde en lort i Ballongyngen. Et tema som siden følges op i toilet-sketchen med ”tisse-konen” og ”ballonmanden”, hvor der lydhørt skides og fiskes et tørklæde op af efterladenskaberne, og baghyler-humoren, der får sig et fur i ”syng-med-sangen” om Pjerrot, der ”stod bøjet over Tivolisøen og fik fingeren, selvom den var en smule tør”.

Mor og far sidder i Grøften Mor og far sidder i Grøften. Tivoli, Glassalen. Foto:
Miklos Szabo

Det synes både bizart og mærkværdigt, at vi skal grine af al den vold, lort og dødslidelse? Er verden virkelig nået til et så eksistentielt lavpunkt, at der ikke længere er noget oprigtigt eller nærværende at kommentere på? Det er svært at tro på – ikke mindst med Rytteriet – Live i Tivoli in mente, som for få måneder siden, skildrede nogenlunde samme typer fortabte eksistenser, men med modsat fortegn, forsvarede personernes drømme og håb, og brugte latterens løssluppenhed til at skabe sammenhold, mens de spiddede samfundets aktuelle urimeligheder med eftertænksom satire og fik os til at knuselske Tivoli for al den glæde, der er at finde i haven. Men det er tydeligvis ikke intentionen her, hvor karaktererne mest går til grunde og fortællingen konstant dekonstrueres.

Mor og far sidder i Grøften Mor og far sidder i Grøften. Tivoli, Glassalen. Foto:
Miklos Szabo

Gør de det så godt på scenen? Ja skuespillerne kæmper en brav og hædersværdig kamp for at få liv i de alenlange og temmelig tempoflade scener. Det er fx imponerende, hvordan Peter Frödin gentagende gange får kaldt grinet frem hos publikum med sine skæve og komiske grimasser. Mens Anders W. Berthelsen charmer med sin sød-sjove facon, Kirsten Lehfeldt overbeviser med sin karakterstærke og komisk rutinerede greb om satiren, og Mia Lyhne får skabt en række sjove ”sure” karakterer, så man ler. De er et velfungerende hold og sammen med orkestret gør de det fint – men resten går da ”helt i lort”.

Seneste

Teaterkonference 2024: Hvad skal en ny scenekunstreform?

En stor del af teaterbranchen var samlet til Teaterkonferencen...

Livet er lige her og nu – generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening

ISCENE lagde vejen forbi den årlige generalforsamling i Frederikshavn...

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Teaterkonference 2024: Hvad skal en ny scenekunstreform?

En stor del af teaterbranchen var samlet til Teaterkonferencen...

Livet er lige her og nu – generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening

ISCENE lagde vejen forbi den årlige generalforsamling i Frederikshavn...

Dansehallerne søger scene-/driftstekniker

Ansøgningsfrist: 15. april 2024
Annonce
Rie Hammer
Rie Hammer
Rie Hammer, chefredaktør ISCENE. Tidligere ansvarshavende redaktør på teatermagasinet Teater1. Fra 2001-2006 anmelder og skribent på gratisavisen Urban og har sideløbende skrevet stykker for børn og unge. Rie Hammer er formand for Foreningen Danske Teaterjournalister, formand for Forenede Kritikere samt juryformand for Årets Reumert.
Annonce

Teaterkonference 2024: Hvad skal en ny scenekunstreform?

En stor del af teaterbranchen var samlet til Teaterkonferencen i Nykøbing Falster i sidste uge for at diskutere en ny scenekunstreform. Debatten forløb roligt,...

Livet er lige her og nu – generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening

ISCENE lagde vejen forbi den årlige generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening, der i år havde indbudt skuespiller Rasmus Krogsgaard til at præsentere næste års program...