Populært lige nu

Kaptajnen på skibet – Forenede Forestillingsledere, Regissører og Rekvisitører 

Forestillingsledere, regissører og rekvisitører er nogle af de mere usynlige faggrupper i scenekunsten, men de spiller en afgørende rolle i de fleste forestillinger. Ofte...
Annoncespot_imgspot_img

★★★★☆☆ Slagkraftig komedie om svensk asylbrand klæder mennesket af

Ingen går fri af kritik i Teater Momentums forestilling Selvtægt om det ærgerrige menneske. Og det er kun godt. Her er masser af stof til eftertanke. Men til gengæld bliver den aldrig rigtig sjov.

Hæder og blowjobs

Mennesket er en ynkelig skabning. Fra den tidligste barndom vil vi ses. Og når vi forelsker os, er det i en, der gør os større, end vi er. Agtelse og rigdom driver det arme dyr. Og hvis nogen bevæger sig ind på vores territorie, går der brølabe i os. Selv det mest lovende parforhold dør den dag, hvor selvbilledet konflikter med det, vi ser i den andens øjne, dagen for ’afsløringen’, og i fremmede folk ser vi til en start kun konkurrenter. Så egoistisk er menneskeabens nære slægtning af natur. Vi sætter os selv først. Og det kan ingen dialogkaffe gøre noget ved.

Var jeg i tvivl, er jeg det desværre ikke mere. I Selvtægt på Teater Momentum er säpoagenten Mo rejst til Ljungby i Sverige for at opklare en af landets mange asylbrande. Det lyder måske ærværdigt. Men det er det ikke. Mo drømmer mere om anerkendelse fra statsministeren end om at gøre nogen trygge. Han drømmer om avisoverskrifter i dagbladene (”Mo har opklaret asylbranden i Ljungby”) og en glorværdig titel som ”verdensfrelser”. Og så drømmer han om et blowjob af sin kone med en stor, fed hædersmedalje hængt om sit lem. ’At pustes op’ må være en bibetydning af ’blowjob’. I al fald er det det, Mo vil. Han vil ”penetrere” det hele. Men desværre for ham yder virkeligheden drømmen modstand. Brandsagen er ham helt umulig. Ingen i byen vil vide af noget. Og desuden er alle spor forsvundet. Nu troede han ellers lige.

Selvtægt

Mo udgør det ene spor af i alt fem, der umærkeligt krydser hinanden – og hver af dem er knyttet til en person, der har sit eget projekt. Der er f.eks. Marit, en entusiastisk kommunalpolitiker, socialrådgiver og kognitiv terapeut, der forsøger at holde byen og dens borgere oven vande. En af hendes udfordringer er Mo – mens Mo vil afsløre, vil Marit tilsløre. En anden er den alkoholiserede, arbejdsløse kvinde Kornelia, der er i behandling hos hende efter et overgreb. Marit er progressiv af værste skuffe. Sådan én, der ukritisk taler med tidens tunge, forherliger kvinder (”kvinden tager altid skylden for overgreb”) og vansirer mænd (”altid latent vold, når mænd taler”), og selvfølgelig foreslår hun også Kornelia at ”male sine følelser” for at ”konsolidere”.

Selvtægt

Til sit eget held følger Kornelia næsten hendes råd. I stedet for overgrebet maler hun asylbranden og høster likes, kommentarer og en kontakt i Berlin, og det forandrer helt hendes liv. Pludselig begynder folk at lægge ”mærke til mig”, fortæller hun. Og det gør, at hun slet ikke ”har brug for alkohol mere, kun kunst”. At indfri menneskets ærgerrige længsler er den mest effektive terapiform. Kornelia hyldes. Hun har forvandlet tragedie til kunst, øjnet ”voldens mulighed”, erfaret et poetisk potentiale i det mest rædsomme. Og den nyvundne berømmelse øger kun appetitten. Mere vil have mere, og derfor begynder hun også at sætte alt i brand i sine billeder – ”børnehaver, shoppingcentre … ”. At den slags er en attraktion, kan man gruble længe over. Men for Marit at se er der ikke tale om kunst, men ”terapi”. Formidlingen er her listig, fordi Marit afslører, hvad kunsten rent faktisk gør, og ikke hvad den burde gøre (vække afsky, empati). Kornelias kunst er terapi. Ondskab og bål og brand mætter sjælens begær efter katastrofer, omvæltninger og djævelskab. Det er den grumme længsel efter lovløse undtagelsestilstande.

Også det venstreorienterede kunstkritikerkartel står for skud i komedien. ”Snobberne” begynder at forlange af Kornelia, at hun skal brænde billederne i en ”protest against kapitalismus”. Og når Momentum har valgt at udstyre panelet med bl.a. en eksotisk østlig accent, er det, tror jeg, for at parodiere de sexede småfraktioner, der barnligt tillægger egne aktioner (afbrænding af billeder) stor betydning. Hvor er det bare godt skruet sammen. Ingen går fri af kritik. Men fordi Kornelia er bange for at forsvinde fra rampelyset igen, må hun gøre noget ekstraordinært. Det er den barnlige drift efter at blive set, der går igen. Og hendes strategi er ”at brænde sig selv for at blive et billede” – ligesom munken i Saigon. Drømmen om en ”Kornelias Plads” er af fatal betydning.

Selvtægt

De sidste tos spor krydses tidligt. Indvanderpigen Reem og den ”højreradikale” Johan mødes tilfældigt på en internetcafé og finder ud af, de spiller på samme Counter Strike-hold. At spille med en muslim byder Johan imod. Det er brøl-aben, der giver lyd fra sig. Allerede i skolegården følte han ”invasionen”, da han fik tæsk af en flok somaliere, og nu beklager han sig over, at Ljungby kun blev spurgt om asylcentret tre dage før etableringen. Den detalje var ny for mig. Men alligevel. Det er jo mennesker på flugt, Johan? Omvendt udstilles også nogle muslimers holdning, når vi får fortalt, at Reem ikke må bære kraftig parfume, fordi den opildner mænd. Burde det ikke nærmere være mændene, der skulle lære at indskrænke sig? At Reem til gengæld heller ikke er mere frelst end nogen anden, ser vi i en scene, hvor hun fantaserer om prisen på den ring, som Johan skal købe til hende (den skal helst være ”dyr i forhold til, hvad han tjener”). Reem vil kende prisen på Johans kærlighed. Hun er optaget af hans optagethed af hende – hverken værre eller bedre end alle andre. Og sådan fordeler forestillingen fint sin sympati. Det er en svær balancegang. Men her mestres den.

Selvtægt

Simple greb og dumme grin

Igennem forestillingen er der mange gode greb. Når Johans mor første gang møder Reem, gør to synkrone kvindestemmer hendes røst skinger og gennemtrængende, og til sidst bedriver Marit – hun er virkelig et mareridt – også pladderpædagogik på publikum. Jeg elsker Teater Momentum for at ofre energi på fortællingen frem for effektmageri. Pyt med at bagvæggen giver forestillingen en snert af skolekomedie. Det kan jeg leve med, så længe narrativet og spilleglæden er der. Til gengæld bør situationerne være troværdige, og det er de ikke altid. Er det f.eks. sandsynligt, at Johan så småt forelsker sig i Reem, fordi hendes tørklæde har samme farve som hans Volvo? På mig virker det ærgerligt konstrueret – som om man ikke har vidst, hvad de skulle finde sammen om udover Counter Strike. Og samtidig bliver komedien heller aldrig rigtig sjov. Der var godt nok mange kammeratlige grin i salen. Men for mig at se gjorde skuespillerne figurerne for bevidste om deres egen dårskab. Ansigtstabet må aldrig virke overlagt. De skal ikke vide, at de er til grin – ikke ’spille’, men ’være’ dumme. Særligt Marit og Mo gik her i fælden.

Seneste

Teaterkonference 2024: Hvad skal en ny scenekunstreform?

En stor del af teaterbranchen var samlet til Teaterkonferencen...

Livet er lige her og nu – generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening

ISCENE lagde vejen forbi den årlige generalforsamling i Frederikshavn...

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Teaterkonference 2024: Hvad skal en ny scenekunstreform?

En stor del af teaterbranchen var samlet til Teaterkonferencen...

Livet er lige her og nu – generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening

ISCENE lagde vejen forbi den årlige generalforsamling i Frederikshavn...

Dansehallerne søger scene-/driftstekniker

Ansøgningsfrist: 15. april 2024
Annonce
Kasper Dam Nielsen
Kasper Dam Nielsen
er litteraturanmelder for Standart og Vinduet, medlem af forskningsgruppen Sexuality Studies og programredaktør for kunst, arkitektur og design på Folkeuniversitetet.
Annonce

Teaterkonference 2024: Hvad skal en ny scenekunstreform?

En stor del af teaterbranchen var samlet til Teaterkonferencen i Nykøbing Falster i sidste uge for at diskutere en ny scenekunstreform. Debatten forløb roligt,...

Livet er lige her og nu – generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening

ISCENE lagde vejen forbi den årlige generalforsamling i Frederikshavn Teaterforening, der i år havde indbudt skuespiller Rasmus Krogsgaard til at præsentere næste års program...