Teater V i Valby afholder i lige år manuskriptkonkurrencen Dramatisk Debut. I år blev den vundet af skuespiller Sophie Zinckernagels grumme og gakkede limbo-farce John Lennon er død.
At John Lennon er død, ved de fleste. At han siden sin død i 1980 har opholdt sig i limbo, vidste nok de færreste, men den er god nok. Det opdager man i Valby, hvor Sophie Zinckernagels debut-drama inviterer os ind i Lennons limbo – en stripklub på tærsklen til skærsilden.
Her går tiden i rundgang, mens Lennon tyller whisky og hvæser af den diabolske Asian Angel, der bestyrer stedet med hårde håndvåben, når hun ikke lige vrider sig dovent omkring stripperstangen og for millionte gang driver Lennon til vanvid med sin bubbi-doo-udgave af hans sødladne senhippie-hit Imagine. Efter knap 40 år med Angel er han løbet aldeles tør for drømme og kun den evige genudsendelse af sen70’ernes luksus-soap Dallas kan kalde et forsorent smil frem i hans bitre ansigt.
Evigheden brydes, da unge Fanny fra klimakrise-generationen ankommer lige til Happy Hour og skaber ravage med sine flænsede håndled. Fanny vil som mange andre unge gerne betyde noget i verden, og har bl.a. – som mange andre unge – forsøgt sig i talentkonkurrencen X-faktor. Det skulle hun nok ikke have gjort, da dommer Thomas Blachmann gav hende en tilsvining af olympiske dimensioner. Fanny forlader limbo, men er snart tilbage, og nu kører farcemaskinen i stadigt højere volter. Kroppe bytter ejer, dominans skifter køn, fødsel afløses af drab, liv af død, mens Angel apatisk-sardonisk tørrer de andre om mund og kønsdele og uden det store held forsøger at memorere teksten til Help – også fra Lennons bagkatalog.
Hjælp kunne vist alle bruge i dette hamsterhjul af horror, hvor handlingen jævnligt genstartes med små, signifikante twist, hvoraf ingen dog viser vejen ud, men blot skruer tempo eller absurditet endnu en knap. Zinckernagel gør en løfterig debut, der måske ikke rummer de største eksistentielle dybder, men alligevel får fat i livets meningsløshed i sin originale mash-up af virkelighed og popkultur-fænomener. Der er tyngde i letheden, der er noget på hjerte og der er en velkommen frimodighed til at gå planken ud.
Teksten har nok også fundet sin helt rette forløser i instruktør Emil Hansen, der hverken er bange for lang, akavet stilhed eller for blodig stroboskop-storm. Han rammer den så svære farce-timing lige på sekundet og får noget nær det optimale ud af sine 4 (+1) spillere.
Gerard Carey Bidstrup er en troværdig Lennon – først som ualmindelig dum fyldebøtte, siden får – eller rettere giver – han nyt liv. Anna Stokholm er irriterende genkendelig som den selvopfyldte selfie-unge Fanny og får fint udviklet sig frem til slutningens selv-iscenesatte frelserfantasi som øko-terrorist. Peter Zandersen laver – hvilket man jo faktisk ikke skulle tro muligt – en lammende, men loyal karikatur af ham Blachmann, mens Charlotte Munksgaard gør det, hun gør allerbedst i dette land: en forvandlingskugle af sart, sært og sygt med lynsnare skift mellem kælen sang, voldsporno og resigneret hverdagstrissen. Ingen kan som hun vrikke hoften atonalt aseksuelt, ingen kan som hun lade den skæve paryk tale, mens blodet langsomt siler ned mellem hendes øjne. Hun er fremragende, fordi hun rammer den absurde mærkelighed, som vi alle har et lille gran af – ofte gemt godt af vejen.
Tillykke til Teater V med dette syretrip, der måske ikke ender på verdenslitteraturlisten, men som snart gysende, snart latterfremkaldende begavet jonglerer popkulturens udtryk for håb og resignation. Her løftes ikke pegefingre, derimod kastes der et længselsfuldt og særdeles syret blik på tiden og verden, der nok kan vække en tanke eller to, når gispet er forstummet. Det er alt nok til 4 fuldfede stjerner og håb om mere fra Zinckernagels hånd.
