Det banebrydende Maxim Gorki Theater i Berlin har markeret sig med politisk slagkraft og markant mangfoldighedsprofil. Deres skuespillere kommer fra Tyskland, Tyrkiet, Rusland, Bulgarien, Afrika og Mellemøsten, og forestillinger tematiserer aktuelle politiske tilstande. De er et af Europas førende teatre, mener fremtrædende tysk kritiker – men hvad er det, de gør, og kan det eksporteres til Danmark? ISCENE tegner et portræt af det banebrydende Maxim Gorki Theater.
Hvorfor må Hamlet ikke være sort?
Det dengang kontroversielle spørgsmål blev stillet af den lige så kontroversielle tyske teaterinstruktør Rene Pollesch i de sene 1990’ere og er siden dukket op med jævne mellemrum i forskellige varianter. Hvorfor skal kanoniske teaterroller som Hamlet og Othello altid spilles af hvide, heteroseksuelle mænd, spurgte den toneangivende instruktør retorisk. Og hvorfor bliver det taget for givet, at han kan tale for og repræsentere alle mennesker – sorte, hvide, brune, gule – hunkøn, hankøn og alt det ind imellem?
Pollesch’s kritik af normerne for, hvordan man fremstiller menneskelig identitet i kunsten kickstartede en kulturdebat, der med de senere års tiltagende migration til Europa kun er blevet mere relevant. For hvordan spejler man bedst et samfund, der i stigende grad er præget af mangfoldighed? Af individer, som ikke nødvendigvis føler sig repræsenteret af den heteroseksuelle, hvide mand som førsteelsker og den unge, lyshårede kvinde i rollen som hans udkårne?
Tysk teater er kendt for at være konfronterende og politisk i en grad, der kan give de fleste danske scenekunstnere baghjul. Men på den berlinske by-scene Maxim Gorki Theater er man længere fremme end størstedelen af Tysklands resterende teatre, hvad angår repræsentationen af den post-migrantiske verden, vi lever i. Debatten som begyndte i 1990’ernes berlinske teatermiljø har i dag fået et nyt knudepunkt for vor tids måske vigtigste kunstneriske spørgsmål: Hvordan repræsenterer kunsten en virkelighed, der ikke længere kan læne sig tilbage i faste nationale og seksuelle identitetsmønstre?
Teater, der spejler befolkningsdiversiteten
Maxim Gorki Theater blev grundlagt som scene for russisk og sovjetisk teaterkunst – den såkaldte socialistiske realisme – i 1952 i det tidligere DDR. Indtil Berlin-murens fald i 1989 var dets formål at repræsentere det stalinistiske systems dogmer om opbyggelig, sovjetisk kunst. Siden grundlæggelsen har teatret dog udviklet sig fra stalinistisk nationalscene til kontroversielt og moderne storbyteater. Ikke mindst takket være de nuværende kunstneriske ledere, den tysk-tyrkiske kurator og kultur-entrepreneur Shermine Langhoff og den tyske dramaturg og instruktør Jens Hillje, som overtog posten i 2012. Sammen har de to formået at give det gamle DDR-teater en renæssance, der er dets placering i Berlins historiske bymidte mere end værdig.
Den cremefarvede, majestætiske bygning fra 1827 med de guldindgraverede bogstaver ligner ved første øjekast måske nærmere et klassisk, borgerligt teater end en eksperimenterende og spraglet scene for en ofte aktivistisk scenekunst. Maxim Gorki Theater er da også et af den tyske hovedstads fire offentlige ”byteatre” og støttet af bystaten Berlin. Ikke desto mindre går det ganske andre kunstneriske veje end de andre byteatre – Schaubühne, Deutsches Theater og Volksbühne. Siden Langhoff og Hillje overtog den kunstneriske ledelse, er Maxim Gorki Theaters besøgstal steget kontinuerligt med 127.000 gæster i 2017, og det er lykkes at tiltrække et yngre og mere sammensat publikum, end de tidligere lederes støvede Chekhov-fortolkninger formåede at gøre.
Ifølge Maxim Gorki Theaters pressechef skal betegnelsen ”byteater” da heller ikke kun forstås som et signal om økonomisk formåen, men i helt konkret forstand: Gorki (som teatret kaldes i folkemunde) vil spejle befolkningsdiversiteten i Berlin, hvor 28 % af de 3,5 millioner indbyggere har migrationsbaggrund. Teatrets målgrupper er følgelig ikke bare de ”typiske” teatergængere, men derimod lige så forskelligartede som produktionerne, der bliver spillet på både tysk, engelsk og arabisk (altid med engelske og/eller tyske undertekster) og ofte en blanding af de tre – eller flere – sprog.
Gorkis program rummer foruden teaterforestillinger om politisk betændte emner innovative formater som kunstneriske og politiske diskussionsfora, dokumentarfilmsvisninger og den populære ”efterårssalon” – en tre uger lang udstilling og performance ”imod politisk generalisering”. Som fast teaterklummeskribent sidder den tyrkiske journalist og tidligere chefredaktør for den regeringskritiske avis Cumhuriye, Can Dündar, som nu lever i eksil i Berlin. Og Shermine Langhoff, ytrer sig ofte i den politiske offentlighed – senest om Tysklands spændte forhold til Tyrkiet.
Den obligatoriske sorte skuespiller
Maxim Gorki Theater er altså en kulturinstitution, der helt igennem opfatter sig selv som politisk. I centrum står spørgsmålet om identitet og tilhørsforhold, som udforskes gennem det postmigrantiske teater, det har gjort til sit speciale. ”Postmigratisk” refererer til det faktum, at mennesker med vidt forskellige nationale og seksuelle baggrunde og erfaringer for længst er et faktum i de fleste europæiske samfund. Og det er scenekunsten opgave at følge med denne udvikling, mener man på Gorki.
”Gorki beskæftiger sig med det samme spørgsmål, som Pollesch gjorde i 90’erne, men går et skridt videre og insisterer på en ensemble-diversitet, der er ny i teaterverdenen”, fortæller teaterkritiker og redaktør for det landsomspændende, tyske teatermagasin Nachtkritik, Christian Rakow. Med ”ensemble-diversitet” henviser han til den gængse tyske teatermodel, hvor et fast hold af skuespillere – et ensemble – er ansat på et teater i lange perioder og ikke, som på mange danske teatre, skiftes ud ved hver ny produktion. På Maxim Gorki Theater spejler ensemblet den postmigrantiske virkelighed: Fire ”bio-tyske” (mennesker med tysk, etnisk ophav) skuespillere og 14 med migrationsbaggrund – blandt andet tyrkisk, russisk, bulgarsk, arabisk og afrikansk – står på scenen i forestillingerne, der tematiserer spillernes egne sociale og politiske migrationserfaringer. Ifølge Christian Rakow gør dette enkle, men konsekvente greb Gorki til noget helt særligt i det europæiske teaterlandskab.
”På Gorki er man konsekvent og har ikke bare den ene obligatoriske sorte skuespiller i et ellers hvidt ensemble. Når hele ensemblet er ”blandet”, bliver det automatisk mere naturligt, at Othello ikke nødvendigvis er hvid. Og så behøver publikum ikke spørge: “Hvad skal det nu betyde, at den eneste sorte skuespiller spiller Othello?”. I stedet ophæver man grænserne for, hvem der kan spille hvilke roller, og spejler samtidigt den samfundsmæssige udvikling, der følger med migration”, siger teaterkritikeren.
Udover det faste ensemble, har Gorki siden 2015 haft et særligt eksil-ensemble bestående af skuespillere, der er flygtet fra blandt andet Syrien, Palæstina, Saudi-Arabien og Tyrkiet og nu lever i eksil i Tyskland. I dag har Gorki overtaget den rolle som Tysklands kunstneriske bannerfører, som det legendariske Theater Volksbühne spillede i 90’erne, mener Christian Rakow.
”Gorki står i dag for en forbindelse mellem en næsten burlesk-agtig kropslighed og en meget stærk, samfundsmæssig diskurs på et højt teoretisk niveau. Men forestillingerne er ikke i lige så høj grad dekonstruerede, som Frank Castorfs eller René Polleschs – og de er heller ikke lige så lange. Desuden er de mere underholdende”, siger han.
Et godt eksempel på det er det prisbelønnede stykke The Situation af den israelske instruktør Yael Ronen, som er en fast del af teatrets program. Her udforskes den postmigrantiske virkelighed iscenesat som en tysktime for indvandrere i Tyskland på underholdende vis gennem snap dialog, stand-up og flamboyante dansenumre. Eller forrige sæsons Roman Army, hvor repræsentanter for Berlins roma-miljø blev inviteret på scenen for at fortælle deres historier i en aggressiv eksplosion af sange, monologer og protesttaler.
Et dansk Gorki?
Selvom Danmark (endnu) ikke i lige så høj grad som Tyskland er præget af migration – eller hvad integrationsminister Inger Støjberg ville kalde ”kultursammenstød” – er idéen om det postmigrantiske teater ikke helt ukendt i det dannebrogske kulturlandskab.
På Syddansk Universitet blev der i 2016 søsat et forskningsprojekt til at undersøge de kunstneriske konsekvenser af ”den postmigrantiske situation” og det faktum, at moderne, europæiske samfund består af flere og flere mennesker med migrationsbaggrund. Forskeren bag projektet Moritz Schramm udtalte i et interview til ATLAS, at ”kulturlivet i Danmark i fremtiden vil frembringe flere perspektiver, end der er plads til i den politiske debat og offentlige diskurs”. Moritz Schramm anser det for at være en nødvendighed at beskæftige sig med migrationens indflydelse på kunsten – også i Danmark.
Hvor Maxim Gorki Theater for længst har kastet idéen om en ”etnisk tysk identitet” anno før vor tids migrationsstrømme overbords som en brugt redningsvest, var forrige teatersæson her til lands dog i høj grad præget af danmarkshistorie og det at være dansk. Selvom der bestemt også er ”postmigrantiske” tiltag at finde i dansk teater – for eksempel i Tue Bierings Dark Noon på Østerbro Teater i den kommende sæson – er dansk kunst, vil nogle nok mene, ikke på samme måde konfronteret med en mangfoldighedskultur, som man er det i nabolandet mod syd. Men, ifølge Christian Rakow, kan både udenlandske og tyske teatre lære et og andet af Gorki og dets anerkendelse af tidens postmigrantiske virkelighed.
”Jeg synes personligt, at de spørgsmål der bliver stillet omkring identitet på Gorki gør noget ved den måde, jeg som hvid, heteroseksuel mand tænker over, hvad der er mainstream, og hvad der er marginaliserede spørgsmål. For mig er det godt at blive udfordret i mit ståsted både kunstnerisk og identitetsmæssigt. Og stykkerne på Gorki er så relevante, at man som teaterkritiker er nødt til at gå til alle premierer”, siger han.
Om fremtidens danske teater vil have lige så mange Mohammed’er som Jens’er i rollerne som Hamlet og Othello, vil tiden – og regeringens integrationspolitik – vise. I mellemtiden har nysgerrige teatergængere rig mulighed for at få en forsmag på det postmigrantiske teater på det næste Berlin-besøg. I denne sæson har Gorki nemlig både tysk kolonialisme i Afrika, War or Peace-festival om ofre for den syriske borgerkrig og kvinde-standup fra Istanbul på programmet.
