På Aalborg Teater har de i år taget ordet juleforestilling helt bogstaveligt. Med Kjersti Haugens opsætning af Charles Dickens’ klassiker fra 1843 er der virkelig et hjertevarmt juleeventyr på programmet.”Til helvede med glædelig jul”, vrisser Niels Anders Manleys vredladne Ebenezer Scrooge. Der er ikke plads til glæde hos den følelseskolde gnavpot, hvis eneste mål i livet er at tjene flere penge. Han har arbejdet hårdt for sin formue og har ikke i sinde at spilde sin tid på juletamtam eller ødsle penge bort til de ”dovne” fattige. I hvert fald ikke før den juleaften, hvor genfærdet af hans tidligere kompagnon Marley kommer på besøg og varsler, at han vil få besøg af tre juleånder, som vil give ham en sidste mulighed for at ændre sit liv til det bedre.
Jørgen W. Larsens Marley ligner, som han står der på den røgfyldte scene og buldrer sit budskab mod Scrooge, en falleret rockstjerne med sit høje, vindblæste, hvide hår og sit sorte, nittepyntede lædertøj. ”Jeg bærer den lænke, jeg smedede i livet, da jeg kun tænkte på at tjene penge,” siger han og rasler med de lange jernkæder. Og hans besøg varsler en nat, der ændrer gamle Scrooges liv radikalt.
Velcastet og veludført
Skuespiller Niels Anders Manley er mange årtier yngre end den pengegriske Scrooge, han giver krop. Men det kan på ingen måde ses. Tværtimod lever han fuldt ud op til den Reumert Talentpris, han vandt i 2017. Han er overbevisende, intens og arrigt nærværende i rollen som den gamle gnier, der bl.a. gav Carl Barks inspiration til at skabe Joakim von And (på engelsk Scrooge McDuck).
Halvlangt, gråt og tjavset hår omkranser Scrooges ansigt og understreger linjerne i hans konstant nedadvendte mundvige. Hans barske og følelseskolde facon afspejles i Leiko Fuseyas scenografi, hvor alle flader er dækket af isblåt glitter, som var der et fint lag rimfrost overalt.
Scrooges rejse med de tre juleånder udvikler og ændrer ham. Først besøger han sin barndom og ungdom med fortidens juleånd i Kathrine Høj Andersens lyserødt barokklædte skikkelse. Med munterhed, højt hår, en mild røst og masser af glitter viser hun ham den fortrængte tid. Både de gode minder og de mindre gode, som da den unge Scrooge (Ferdinand Falsen Hils) mister sit livs kærlighed, fordi han er blevet besat af penge. Turen med Nutidens juleånd – en feminint danserindeklædt Stanley Bakar i flæsekjole med stor blomsteropsats på hovedet – bliver en ganske kort, men ikke desto mindre festlig visit ved julefesten hos Scrooges livsglade nevø Fred (Jacob Moth-Poulsen). Og selv om den sidste rejse med fremtidens juleånd er af den mere dystre art med kutteklædte mørke skikkelser og gravsten, så er Et juleeventyr jo heldigvis et rigtigt eventyr med en virkelig lykkelig slutning.
Fine løsninger og masser af musik
Mens scenografien er holdt ret enkel, har Leiko Fuseya i kostumerne kastet sig over det barnlige, farverige og fantasifulde udtryk. Der er knald på farverne, og der er ikke sparet på glimmer, lys og skøre kostumer, som de to kuglerunde mænd, der kommer til Scrooge for at bede ham bidrage til de fattiges jul. Farverne og de mange sjove detaljer giver hele forestillingen en let stemning, som gør den virkelig seværdig for både børn og voksne.
Et muntert, julesalmesyngende børnekor dukker op på scenen og synger: ”I denne søde juletid sker lutter gode ting”. Hist og her får de en skilling og et smil med på vejen, men da de møder Scrooge, sætter hans blotte tilstedeværelse en brat stopper for både sang og glæde.
Der er ingen varme til stede, når Scrooge er på scenen. ”Hans kontor er lige så koldt som hans hjerte”, konstaterer de fem juleånder, der forestillingen igennem træder ind og ud af scenerne. Festligt klædt i hvide, klovnelignede kostumer med enkelte farvestrålende detaljer er de fuldt synlige for publikum, men tydeligvis ikkeeksisterende for de øvrige medvirkende på scenen.
Faktisk har instruktør Kjersti Haugen løst opgaven med iscenesættelsen af Et Juleeventyr ret elegant. Langt hen af vejen følger forestillingen Dickens’ historie med kun enkelte, nødvendige justeringer. Som i antallet af børn hos Scrooges skriver, der i denne version kun har den syge, lille Tim. På Aalborg Teater møder vi desuden de fem juleånder, der bærer fortællingen frem og gør det muligt for ting på scenen at bevæge sig uden årsag. Det fungerer virkelig fint og er sjovt tænkt. Disse juleånder bidrager også til at gøre Et juleeventyr til en ekstra velklingende musikalsk oplevelse. Især med deres stemningsskabende refræn; ”Kling nu, klokke”, hvor især kontrasten mellem Anne Mette Roests fine, lyse toner og Evrim Benlis dybe bas træder frem.
Også det skjulte orkesters akkompagnement, som heldigvis indimellem får fysisk liv på scenen med en musiker eller to – klædt som de fem klovnelignede juleånder – bør nævnes. Et Juleeventyr er en både festlig og farverig oplevelse, der gavmildt fremkalder latter hos både store og små blandt publikum.
