Dét skal nok gå godt! Men hvordan? Ja, det er det store mysterium. Velkommen til en hyggelig omgang shakespearsk forelskning og forveksling i Shakespeare in love på Østerbro Teater.
Det er jo ikke fordi man – jeg mener: jeg – går utilfreds eller uopfyldt fra det gamle gasværk på ydre Østrebro – nej, slet ikke, for vi har været i charmerende selskab med den forelskede Shakespeare. Men alligevel går vi ud i den sene forårsaften med rynkede bryn, hånden på hagen og et spekulerende drag om munden. For hvad hørte og så vi, hvad lærte vi, andet end at kærligheden overvinder alt?
Katrine Wiedemanns iscenesættelse af Shakespeare in love er gennemført god, præget af intelligente og kreative løsninger, hvor gækken bliver slået løs i en omgang lattermild folkekomedie, storartet forløst med sans for den prægnante gasbeholders rumlige gave til scenografien. Stedet er skabt til store forhold og store følelser.
Selvfølgelig udnytter Maja Ravns scenografi den medfødte arenaform, der skønt nok viser tilbage til teaterrummet på Shakespeares tid. I rundingen overfor den nybyggede høje tribuneskrænt (god plads, gode sæder!) har hun placeret en masse slaskedukker i menneskestørrelse. Der står de som publikum på balkonen i Globe Theatre – eller hvad handlingen nu fordrer af dem. Smart nok kan de levende skuespillere stå i skjul som mannequiner mellem dukker, inden de pludselig bryder ud i fagter og replikker. Det er underholdende og elegant, serveret med legende lethed. Vi labber det i os og venter på mere.
Shakespeare in love – baseret på den litterært set umådeligt velskrevne Hollywood-basker af samme titel fra 1998 – er et velversioneret skuespil, der hylder heltens geni. Som en hommage til Shakespeare er stykket udformet som både en forvekslingskomedie og et skæbnedrama om to elskende, der skal overvinde alverden for at kunne få hinanden. Og dertil også et skuespil om et skuespil, en biografisk fantasi om den formidable dramatiker, der så at sige skrives ind i sit eget værk, bliver sin egen kunst, sin egen rolle. Mand og værk, kunst og liv – det hele hænger sammen i fin overensstemmelse med den kunstnermyte, vi reproducerer og vedligeholder. Det er mildest talt godt fundet på og overbevisende udført.
Det er en kriseramt Shakespeare, vi møder. Ordene flyder ikke fra ham, som de skal. Hvad skal han finde på? Pengemænd og teaterdirektører hiver og flår i ham, presset er enormt, skriv, skriv, skriv, men inspirationen er væk. Men da 2. akt begynder, hører vi pennens skratten på papiret, og henover det store scenegulv ser vi linie på linie af Shakespeares håndskrift udfolde sig som skrevet med lyspen af en usynlig kæmpehånd. Skriveblokeringen er forbi. Nu skal der for alvor ske ting og sager.
Mærkeligt nok er det ikke hoved- og titelrollen, Shakespeare selv, stjernen Thure Lindhardt, der bærer forestillingen. Ringe er han ikke, bevares, ikke noget der minder om ringe, men ved gud heller ikke specielt karismatisk. Ikke et sekund tror man (jeg!) på, at der kan strømme ægte poesi og drama fra ham. Til gengæld hænger min opmærksomhed ved Shakespeares modstykke og forløser, dramatikeren Christopher Marlowe, den hjælpsomme kollega og konkurrent, som spændende Patrick Baurichter portrætterer godt og gådefuldt. Den karakter ved meget mere om kunst, end Shakespeare. Og vist også meget mere om kærlighed. Uden ham ville Will være ilde stedt i forsøget på at nå ind til Viola.
LÆS OGSÅ: Thure Lindhardt: Derfor er min yndlingsreplik hos Shakespeare…
Ja, Viola, den smukke adelskvinde, der brænder for teateret, men er afskåret fra det, fordi kvinders renhed i den tid ikke måtte besudles af scenen. Alle kvinderoller blev dengang spillet af mænd, og i sit begær efter teatret, klæder Viola – her spillet levende og let, og sjovt når det behøves, af Mille Hoffmeyer Lehfeldt – sig ud som en mand (et overskæg gør underværker!) for at komme til audition hos Shakespeare. Så er banen kridtet op til forelskning, forveksling, forelskning, forveksling. Og naturligvis er der en uoverstigelig trussel i form af en trolovelse til anden side. Viola skal giftes med den usympatiske Lord Wessex, flot spillet af Mikkel Arndt, og rejse bort til hans besiddelser i Virginia. Tør vi tro på, at alt falder på plads til sidst? At teaterfolkene får lov til at spille teater? At de elskende får lov til at elske?
Ja, ja, stykket lover love til Shakespeare. Retfærdighed sker fyldest og der er kærlighed i vente til de retfærdige, der er under belejring af deres hjerte. Det er stykkets optimistiske, herlige logik: Det skal nok gå godt! Sådan lyder det flere gange fra Henslow (Flemming Enevold, lidt mindre god, end han plejer at være), der har kommissioneret et stykke hos Shakespeare. Men hvordan skal det nok gå godt? lyder spørgsmålet så. Og så det vidunderlige svar: ”Det ved jeg da ikke! Dét er mysteriet!”
Ja, mysteriet er, at det går godt, selvom man ikke helt ved, hvorfor og hvordan. Amor omnia vincit, som man jo siger. Det samme gælder for stykket i stykket. Da alt går allermest galt, dukker redningen op, alle regler brydes, og katastrofen – udebliver! Hvilken sejr for kunsten, kvinden og kærligheden! Hvilken triumf for Will, som ånden havde forladt, men kun for en stund, for skriveevnen vendte tilbage, da forelskelsen satte en brand i ham (og tak til Marlowe, der møder en alt for ond skæbne.)
Shakespeare in love garanterer for en god aften i teatret. Men udstyrsstykket deponerer ikke de store tanker hos sit publikum. Jo jo, Will var et geni, og vi skal tro på kunsten og kærligheden. Men kommer det bag på nogen? Ikke på mig. Heller ikke på dig. Derfor: Katrine Wiedemann har lavet den perfekt forudsigelige charmerende forestilling, der hygger gevaldigt om sit publikum uden at træde en eneste tanke over tæerne.
Læs mere her: www.osterbroteater.dk/forestilling/shakespeare-in-love/