Direktør for Nørrebro Teater Mette Wolf fortæller her om, hvordan selvmord kan være tema og sættes på scenen, når man er et morskabsteater.
Hvilke overvejelser gjorde du dig i forhold til at sætte en forestilling om selvmord på scenen?
Nørrebro Teater er jo et morskabsteater. Vi forventes at lave noget, der er sjovt, og publikum skal kunne forvente at more sig, når de ser en af vores forestillinger, selv om der er nok så meget substans og alvor i fortællingerne. Så jeg har tænkt rigtigt meget over, om vi spænder buen i forhold til definitionen af ”morskab” ved at sætte et tema som selvmord i spil. Oveni det har jeg også haft etiske overvejelser om, hvorvidt vi overhovedet kan tillade os at bringe et så alvorligt tema på scenen i en underholdende ramme, og der er ingen tvivl om, at mange stykker netop ville falde ud fra den overvejelse.
Men forfatteren Duncan Macmillan har i Alle Gode Ting opfundet en meget unik form, der netop er underholdende og inkluderende uden på nogen måde at forklejne tematikkens alvor. Uden netop det greb, havde vi ikke lavet forestillingen.
Hvad er det for en vinkel på selvmord, I viser, og hvad skal publikum tage med derfra?
Duncan Macmillan siger om forestillingen, at det er det mest ikke-cool teaterstykke, man kommer til at se, fordi det er så banalt. Det, publikum får med sig, er budskabet: ”Du er er ikke alene. Du er ikke underlig. Du kommer igennem det. Du må bare ikke give op.”
Det banale og almindelige er for mig at se hele nøglen. For i stedet for at være et tabubelagt, mytisk og skamfuldt emne, så bliver det at tale om selvmord og psykisk sygdom hverdagsligt og håndgribeligt – og dermed også noget, vi kan tackle og forholde os til i det virkelige liv.
Er der ting, man ikke kan vise på scenen, når det handler om selvmord – hvorfor?
Det er der bestemt. WHO har sammen med International Association for Suicide Prevention udarbejdet nogle anbefalinger for mediernes omtale af selvmord. Anbefalingerne læses også op i stykket. Pointen er, at det er godt, at selvmord ikke længere er så tabubelagt som tidligere, men at det er vigtigt, at selvmord behandles etisk forsvarligt. Det mener jeg, at forestillingen lever op til. Man mærker tydeligt, at det er skrevet af en forfatter, der selv har haft det inde på livet, og som gerne vil skabe en konkret forandring for særligt de mennesker, der har oplevet at miste et menneske, der har begået selvmord.
Hvad anser du for teatrets rolle i samtalen/diskussionen omkring selvmord?
I Alle Gode Ting er formen sådan, at vi som publikum ”lever” stykket med skuespilleren. Vi trækker vejret sammen med ham. Hjælper ham med at fortælle sin historie. Vi er helt konkret aktører i hans fortælling. Så teatrets rolle og publikums rolle er at være en art støttegruppe. Et øre og en skulder. Dermed bliver teatrets rolle også at være forløser og frisætter. Det afdramatiserer på en forunderlig måde selvmord, samtidig med at det får os til at forstå alvoren – og især alvoren og det traumatiserende i ikke at tale om det.
Hvilket koncept har du bygget op om forestillingen og dens tematik – og hvorfor netop dette?
Stykket er skrevet til at have en stor grad af publikumsinvolvering. Derfor har vi også valgt at bygge vores rum helt anderledes op end normalt ved at flytte publikum op på scenen. Her sidder vi på fire sider, mens skuespilleren Frank Thiel spiller på et bart gulv i midten af rummet. Det er et meget intimt og stemningsfuldt rum – og for de fleste første gang, de sætter fødderne på en scene. Men det gør også, at vi som publikum føler os tæt på fortællingen og tager ansvar for den.
Markedsføringsmæssigt har det selvfølgelig været en opgave at få forklaret, at dette her er en komedie, selv om det handler om noget så umorsomt som depression og selvmord. Derfor brugte vi fx lang tid på at finde den rette undertitel, som endte med at blive ”En komedie – trods alt”. Vi skiftede også et billede ud af Frank ret tidligt i processen. Jeg var meget forelsket i et portræt af ham, hvor han havde en barnlig blanding af tristhed og nysgerrighed, men måtte sande, at det simpelthen blev for trist. Så derfor valgte vi et andet og mere let billede, så man hurtigt kunne afkode komediegenren.
Hvilke andre tiltag har du sat op omkring forestillingen og hvorfor dette?
Forestillingen er uden pause, men på udvalgte aftener har vi en 2. akt, som vi kalder ”En ekstra god ting”. Her kan man møde komponisten Frans Bak, der selv har en historie om selvmord tæt på sig. Han inviterer hver gang nye gæster til at optræde med ham til, hvad man kan kalde koncertteater. Det er fx Trine Dyrholm, Pernille Højmark og Kira Skov.
Vi samarbejder også med organisationen Børn, Unge & Sorg, der inviterer eksperter til at holde foredrag – og endelig har vi sammen med Gyldendal præsenteret samtaler med forfattere som Mikkel Frey Damgaard, Peter Øvig Knudsen og Karen Fastrup, der har skrevet om tematikken.
Hvad er din oplevelse af teatrets rolle, med de tiltag du har truffet, i forhold til samtalen om selvmord?
Som med alle andre forestillinger, er teatret et tilbud om at se verden igennem andre briller. Jeg oplever, at vi med forestillingen vækker genkendelse, forståelse og empati, men også, at vi giver værktøjer til samtaler, der kan fortsætte længe efter, forestillingen er slut.
Forestillingen sætter ord på og giver dem til os. Den baner vejen for, at vi kan tale sammen, men den skræller også de lag af, som hedder ’skyld’ og ’skam’, så vi kan mødes i samtalen på en ny og konstruktiv måde. Sidst men ikke mindst, så sender den os direkte ud i livet med en opfordring til konstant at huske på de gode ting i livet – og holde fast i dem.
Læs anmeldelsen af Alle gode ting her.
