COVID-19 fylder en del, men heldigvis bliver der også plads til de velkendte mavesure og elskelige karakterer i Café Livas julecabaret, der som altid swinger som bare fanden med sit helt eget twist på tidens dårskaber.
“Nu er det jul, så stik mig en bajer
Det ska’ vær’ guld, lig’som det plejer”
Ligesom julen kommer fast d. 24. december, er Café Livas julecabaret også på plads år efter år med faste figurer, der altid har nyt på hjerte, faste sketch-skabeloner, der varieres ad libitum, og et musikalsk overflødighedshorn, hvor vellyd ofte klinger på brunst, men hvor julens rene kærlighedsbud som regel også får lov at lyse i et kort øjeblik i den afsluttende hymne til gadens frie fugle, der selvfølgelig skal have guldøl til jul.
James Bond og Blofelds kat
Cabareten er denne gang musikalsk pakket ind i Bond. James Bond. Let anslået i optaktens filmindslag om Nissen på havets bund. Vidste man ikke bedre, kunne man næsten tro, at det er en af Danmarks sidste mink, der lurer på nissen, men det er naturligvis ærkeskurken Blofelds kat.
Katten kommer siden på scenen i aftenens bedste nummer, Der’ ingen Bond, der binder mig, cabaretens traditionelle medley, der i Thomas Pakulas arrangement virtuost og vanvittigt velklingende kombinerer julesange og salmer med Bond-universets toner. Det i år rent maskuline ensemble trækker i den grad snapsen hjem, når der er sat musik til numrene, mens der er lidt mindre saft og kraft i nogle af taleteksterne, end vi har vænnet os til på Liva.
Det skyldes måske, at COVID-19 næsten får lov til at fylde for meget. For vist er der sjovt, at Søren Brostrøm indpoder os, at ”sex er sundt”, men det gakkede får ikke helt fat i monologen, hvor han udvikler sig til sexhungrende julefrokostmonster. Så går det straks bedre i den faste gavebodssketch, hvor Karsten Jansforts kunde godt kunne tænke sig en hjælpepakke til konen, og for Jacob Morilds obligatoriske præst, der i år prædiker over Morten Østergaards brev til Kvinfo, hvor Sofie Linde tæller alle krænkelser i mandtal, mens Mogens Jensen vogter sine mink og Venstre står vagt om grundloven, der ”aldrig, aldrig må brydes”. Aktuel og elegant 3-i-1’er.
LÆS OGSÅ: ISCENEs jubilæumsinterview med Jacob Morild
Tæt på den musikalske himmel
Skøn er en anden klassiker, tv-køkkenet, der er blevet til Den store bageknyst, hvor to herrer lidt ovre den bedste alder og med en pæn portion livsbitterhed gør deres bedste for at frembringe en marcipangris. På togturen hjem fra julefrokost har Jansforts saligt smilende og Morilds determinerede branderter i år fokus på bio-universitetet og driviseffekten – eller hvad det nu hedder alt sammen – før der går total sølvpapirshat og konspirationsteori i de to pangstive herrers køretur. Gennemført sjov er Morilds velmenende, men utryghedsskabende Jesus fucking Kristus, der er til møde med Jansforts ikke mindre velmenende sagsbehandler.
Men ellers er det blot at nyde firkløverets passivt-aggressive Vinterværd med tværfløjte, rasleæg og obligatorisk mobberi, det morbide Studentikoskors hyldest til julefrokosten, Jansforts uovertrufne dansktophit med pænt anmassende tilbud om en tur i kanen og den helt eminent velswingende Sikket syn om de tre vise mænd.
Der er et par lidt sløve tekster, men der er flere med vid og bid, og musikalsk er vi som altid på Liva tæt på himlen. Det bliver trods COVID-19 også jul i år.
Læs mere her.
