Henrik Szklanys dobbeltforestilling på Aalborg Teater rører både hjerte, lattermuskler og de krumme tæer med sin krasse og kærlige fortælling om alle dem fra venterummet på kommunens socialkontor.
-”Det er ikke noget for John med sådan et negerbarn”
-”Det hedder mulat”
-”Ja, fint skal det være”
Replikskiftet falder i starten af Revolution i kommunen, der udgør den nyskrevne anden del af Henrik Szklanys ode til udkantsfolket fra socialklasse 5. Alle dem fra venterummet på kommunens socialkontor. Politisk korrekt er det langtfra, til gengæld er det lige på kornet og med stor kærlighed til alle de John’er, som mange af os kender, men måske ikke helt vil kendes ved. Det er jo en anelse pinligt, når den fjerne onkel bliver racistisk over søndagsfrokosten.
Tristesse med spirende håb
Men på Aalborg Teater er vi med hjemme hos Anita og John, der sammen med deres sammenbragte familie gror på os i al deres afmagt over for paraden af sagsbehandlere og livets krav i almindelighed. Der er meget langt fra Anitas ramponerede, imiterede lædersofa til Tech College i Holbæk, hvor hendes søn Lars måske skal læse til glarmester. Det lyder trist, det er trist, ja faktisk er det endda ”endnu mere sørgeligt, fordi det er jul”, som Lars bemærker i første del, Alle mulige ting til salg”, der kredser om tvangsauktion af huset, de bor i, Anita og søster Beates barndomshjem.
Men midt i al tristessen gror det spirende håb, håbet om at byde overmagten trods og ikke mindst håbet om kærlighed, som også findes i hjem med syntetiske tæpper, pølsemix og tv’et på tomgang. Forældreevnen er ikke stor, men kærligheden til børnene er – og dermed også forståelsen af, at man ikke altid selv er den, der er bedst til at tage sig af sit eget barn. Det forstår Lars, og det forstår Anita også til sidst. Vi andre ser til med en klump i halsen, mens familien i overført og helt konkret betydning hældes ned ad brættet i Laura Rasmussens tilsyneladende socialrealistiske scenografi.
Latter, snak og kærlighed i stuen – NU!
Der er langt til Holbæk, og vi er også langt fra reality- og satireklicheer om marginaliserede mennesker. Dertil sprudler Henrik Szklanys manus for meget med sin brede variation fra underspil til højspændt drama, fra lavpandet sexisme over ren poesi til opfindsomme sammenblandinger af sproglige niveauer. Sproget giver karaktererne krop og kant, så de fremstår som mennesker, ikke typer. Flot foldet ud i Martin Nyborgs sikre iscenesættelse af et ekstremt velspillende hold.
SE OGSÅ: Trailer med Nabo-John – Alle mulige ting til salg
Marie Knudsen Fogh er alma mater Anita, der styrer løjerne fra stolen i midten af stuen med hasholien inden for rækkevidde. Altid beredt, selv om livet ikke byder hende mange snapse. Knudsen Fogh er elskelig, men kan også eksplodere i skræmmende vrede. Lars Topp Thomsen stråler som Nabo-John med stykkets bedste replik: ”Det er latter, snak og kærlighed i stuen – NU!” At man ikke kan kommandere kærligheden frem, afficerer ikke John, der går på med krum hals, til det lykkes.
En moderne patchworkfamilie
Jacob Moth-Poulsen er Anitas lettere omsorgssvigtede søn Lars, der selv heroisk kæmper med forældreopgaven. Han er et studie i bøvet kejtethed med fint modspil fra Karla Rosendahl Rasmussen som Asperger-klunseren Ester, der med svigtende øjenkontakt forsøger at overbevise kommunens udsendte om, at ”vi er en moderne patchworkfamilie”. Kommunedamen Caroline har i Bolette Nørregaard Bangs sitrende fremtoning nu også sine egne problemer på hjemmefronten, men hun tilhører jo en anden socialklasse, og går under radaren. Sidste kvinde i kurven er Anitas søster Beate, som Camilla Gjelstrup flot bærer fra forkrampet offer over forurettet hævnfurie til religiøst vakt. De to søstres endelige opgør før en gryende forsoning er drama fra øverste skuffe.
SE OGSÅ: Trailer fra Revolution i kommunen
Alle mulige ting til salg er fra 2018, mens Revolution i kommunen netop har haft urpremiere. De kan ses hver for sig, men jeg vil klart anbefale at se dem i kronologisk rækkefølge, hvilket der er mulighed for frem til jul, hvor de begge spiller. Del et hænger bedre dramaturgisk sammen end del to, men sammen er de en krønike, man flytter ind i, med et imponerende ensemble, der i den grad formår at forløse manuskriptets iboende kvalitet som en både troværdig og æstetisk forstærket fremstilling af livet, som det leves steder i Danmark, som vi nok alle kender til, men hvor mange sjældent kommer. Det skulle vi nok gøre lidt oftere i stedet for at grave grøften dybere.
Læs mere om forestillingerne her.
