★★★★★☆ Kannibalen – blændende spil i mørket

Morten Burian og Patrick Baurichter stråler som stjerner i Johannes Lilleøres mørke kannibalfortælling, der er et fremragende eksempel på, at ny dramatik kan vokse ud af Det Kongelige Teaters eget laboratorium, KGL Dansk. 

Mørket lukker sig om os. To stemmer begynder nøgternt at fortælle den historie, der i løbet af den næste times tid mestendels vil udspille sig i de billeder, stemmerne skaber i vores fantasi. Mørket opløser fornemmelsen af tid og sted og trækker os med ind i kannibalismens ormehul. Et sted, hvor der mirakuløst også findes en altomsluttende kærlighed. 

Annonce

Bagom den sensationslystne gru

Johannes Lilleøres dramatisering af den virkelige historie om Kannibalen fra Rotenburg, Armin Meiwes, der efter fælles aftale dræbte, parterede og spiste Bernd-Jürgen Brandes i 2001, er udviklet på Det Kongelige Teaters laboratorium for ny dansk dramatik, KGL Dansk i sidste sæson. 

Ikke alle laboratorieforsøg bliver flyvefærdige, men det er helt berettiget, at Kannibalen nu bliver sat op i et samarbejde med Teater GROB, hvor den også skal spille senere på foråret. Tekstens intention om at komme bagom den sensationslystne gru og ind i de to aktører lykkedes til fulde. Ordene ligger simpelthen grundlæggende godt i munden på Morten Burian og Patrick Baurichter, og Sargun Oshanas kompromisløse iscenesættelse giver de to uhyre dygtige spillere et tæt på genialt univers at udfolde fortællingen i.  

Et dirrende kærlighedsbudskab

”Vi er ét kød,” siger Armin mod slutningen og giver dermed tekstens afsæt et religiøst skær. Forestillingen om, at man må spise et andet menneske for at have en ven, der aldrig forlader en, er umiddelbart en syg tanke, men bliver i konteksten også en sitrende og helt menneskeligt forståelig længsel. En længsel, der nok bærer magt og underkastelse i sig, men også nærhed og symbiose, fint symboliseret i Armins monomane fascination af historien om Robinson Crusoe og hans forhold til Fredag. Både offer og bøddel er forsømte drengebørn, hvis mødre forlod dem – den ene mentalt, den anden helt konkret gennem selvmord. Vi mærker de forkrøblede sjæle, mens forestillingen folder de to karakterer og deres fatale møde ud. Teksten forfalder ikke til lommepsykologi, men viser veje til at sætte sig i en andens sted. 

Det er dristigt at spille hovedparten af en forestilling i mørke, men det er det rigtige valg for en fortælling, der både kan opleves som en gyser fuld af suspense, men også som et råb fra ensomhedens brønd af tomhed og et dirrende kærlighedsbudskab. Den sporadiske lommelygte slører mere, end den afslører, og bidrager dermed til at skærpe mørkets uhygge. Vi tumler mentalt rundt i Armins Norman Bates-agtige hus, og vi drages med ind i sindets kringelkroge, hvor man så let løber vild. Vi mærker det afstumpede og brutale i Bernd-Jürgens dødsangst, men også den pagt, der for de to gør handlingen smuk. 

Ramt lige i hjertet

Da lyset kortvarigt tændes, rammes vi direkte i hjertet af den blide post-dødsekvens. Helt tæt, helt rent står de to spillere. En spinkel sang baner sig vej, et stille smil adresserer ensomheden. For hvordan er det mon at ligge parteret i en kummefryser, når man er kuldskær? Sjældent ser man så stort nærvær på en scene som i dette kærlighedsøjeblik. Armin har i dette nu fundet sin Fredag, i dette moment er de ét kød. 

Morten Burian og Patrick Baurichter stråler som stjerner i mørket. De veksler ubesværet mellem identifikation og distance, og skaber myriader af følelser blot i kraft af deres stemmer. Det lod sig ikke gøre uden en fokuseret flydende tekst og en skarp iscenesættelse, der tør tro på det enkle og på at gå durk ind i det grimme for at finde skønheden. Kannibalen har begge dele, og understreger i sit dristige mørkegreb, at enkelhed ofte er vejen til de stærkeste fortællinger.