★★★★★☆ Kunsten at være okay – livsangst kan også være sjovt

Måske er tiden snart til andet end eksistentielle gennemlysninger af livets ulidelige lethed, men indtil da byder Nørrebro Teater på en helstøbt forestilling om netop det med Nanna Cecilie Bangs Kunsten at være okay.

Kan angst manifestere sig som dynamikken i Olsenbanden? Kan man være den lidt desperate ottende dværg, der synes, det er lidt voldsomt med hende Snehvide?

Annonce

Selvfølgelig, vi er jo i Nanna Cecilie Bangs univers, der i Kunsten at være okay atter tager temperaturen på sin generations angst og ensomhed med humoren og kulturelle referencer som murbrækker til sneak peeket ind i andres klaustrofobiske tanker. Her rimer opgang på både popsang og dødsgang for det ensomme menneske, der igen er omdrejningspunktet for dramatikeren.

Own din farve

På scenen står et skov af træer. Hvide som papirklip lyser de poetisk elegante i det grønne rum, mens månen stiger bag dem. Ud kommer først Ena Spottag Fog og prøver med undskyldende, men håbefulde håndbevægelser og mimik at sætte lidt flere ord på titlen Kunsten at være okay. Måske er det en form for personlig guide til at græde diskret i det offentlige rum, måske et spørgsmål om at vide, hvem man er. Så kommer de andre nødtvunget frem af træernes skjul. En og en. En må bæres ind, andre stikker af igen. Det er sommer og alle er i gult-orange badetøj, men det betyder jo ikke, at man ”har psyken til at owne nogen farver overhovedet”, som det på karakteristisk Bangsk formuleres.

Mikkel Becker Hilgart har skrevet et digt, som han fremfører med stigende aggression og korrekt fodstilling. Han vil bare ikke møde nogen, han kender. De øvrige bliver inspirerede og bidrager med egne digte og haiku af varierende vanvidsgrad, inden scenen skifter til overnatning i soveposer under åben himmel med Isa Marie Henningsens tåkrummende beretning om et kærlighedsmøde, der afsluttes med sex i Ørstedsparken. ”Jeg er nok sådan en, man kun kysser en gang”, som hun med en anden typisk Bang-formulering slår sit eget selvværd ihjel med.

Uh-hu-hu

Årstiderne skifter i Julian Toldam Juhlins skærende smukke scenografi, hvor istapper dingler fra mikrofonledningen og svaner på Søerne kan samle en op i et blomsterhav, når tristheden bliver for stor. Thomas Buttenschøn spiller med på skønheden i sine poppede kompositioner, der dog heldigvis viser pludselig kant i glimt og sågar tager pis på Rasmus Seebachs uh-hu-hu-fraseringer.  Bag instrumenterne sidder allestedsnærværende Viktor Dahl, der er garant for musikalsk medfortællende soundscapes. Således også her.

Marie Dalsgaard lider enhver småbørnsmors pinsler og giver de små tørt på med sin aldrig svigtende, diabolske sans for det groteske. Ari Alexander er smerteligt rørende for almindelig til det her sted, mens Lea Thiim Harder flirter med en tilskuer og lader sin store stemme fylde. Andrea Øst Birkkjær gennemlever en virkelig kikset fest, vi alle har været til på et tidspunkt, mens Mathias Bøgelund fra start giver “et pænt nej tak herfra” til det meste. 

Skriv nu en dialog!

Kunsten at være okay har ni mennesker på scenen, men former sig som en kæde af monologer kun holdt sammen af de gensidige gestiske og mimiske reaktioner på de andres fortællinger. Nanna Cecilie Bang er et generationstermometer for at føle sig afkoblet, som Line Knutzon var det i 90’erne. Men enhver form bærer faren for at stivne i sig selv, og jeg kunne ønske mig, at Bang snart udfordrede sig selv og begyndte at skrive dialoger, hvilket nok er muligt, selvom temaet er ensomhed og oplevelsen af at stå udenfor verdens gang. Måske tidens alvor også kalder på fokus på andet end individuelt eksistentielt navlepilleri?

Det sagt, er Kunsten at være okay en helstøbt, visuelt og musikalsk magisk forestilling, der i Niels Erlings veloplagte iscenesættelse kalder på både genkendelig smerte og stor som lille latter. Det er et blæret hold af vanvittigt dygtige spillere, der alle som en mestrer den på én gang både under- og overspillede stil, der sætter et lille stik i os, mens vi samtidig ler af menneskets usvigelige evne til at gøre det svært for sig selv.