★★★☆☆☆ Strong Enough – at spejle sig i en gudinde

Folkehuset Absalon lagde kulørte rammer til foreløbig sidste udgave af hyldestkoncerten Strong Enough til den ikke mindre kraftfulde evighedsstjerne Cher. Det er et lidt forudsigeligt, men også ret cool kvindeportrætspejl med overraskende fortolkninger af kamæleonperformerens sange. 

“Don’t care – Be Cher”

Annonce

De tre kvinder på scenen lægger ikke skjul på deres begejstring for kvinden med fødenavnet Cherilyn Sarkisian, der har været aktiv oftest under navnet Cher siden 1963. Begejstringen deles af publikum i alle aldre, der er mødt op i Absalon, der danner foreløbig sidste stop på Strong Enough Bands turné. Koncerten, som er en mere retvisende betegnelse end forestilling, blev udviklet sidste år under Sort/Hvids musikdramatikprogram, men blev allerede da rykket ud af teaterrummet og ind på bodegaer og andre folkelige samlingspunkter.

Giv den indre bitch fri

Det klæder Strong Enough godt. Ja, faktisk er Absalon måske lige stor og ny-vesterbrosk nok til helt at skabe den intime ramme, som oser ud af billeder fra de mindre spillesteder, bandet også har lagt vejen forbi. Men vi er på, ja kan næsten ikke vente, til den indledende intro af sangerindens bedrifter forløses i en potent udgave af titelsangen. Anna Bob Fredslund spiller med både armmuskler og stemmepragt, så den indre bitch får frit løb, inden sangen udtones i mere skrøbelig hvisken om, at ensomhed også findes i at være den stærkeste.

Hele performancen er bygget over denne læst, hvor Cher prises, trioen spejler sig i hende og en sang trænger sig på fulgt af et refleksivt svirp. Det fungerer aldeles fint som koncertoplevelse, men trods blinkende bordlamper, sølvlametta og et par farverige hovedbeklædninger er det så som så med de teatrale virkemidler. Mette Gregersen og Anna Bob Fredslunds skuespillerbaggrund fornægter sig ikke i de talte passager, men de fremstår ikke som karakterer, men som sig selv, fans af gudinden med de slagkraftige citater og I don’t give a fuck-attituden.

Sart og fabulous!

Det er der jo heller ikke noget galt i, for Cher er på alle måder et fuldstændig imponerende renæssancemenneske, der ikke bare har genopfundet sig selv musikalsk gennem seks årtier. Hun har også modtaget en Oscar for sin hovedrolle i Moonstruck (1988), lavet tv, produceret musik og film og er senest blevet en Twitter-personality. Eller som hun selv formulerer det: ”Måske er du ikke den smukkeste, måske er du ikke den sejeste, måske er du ikke den mest perfekte, men lægger du alle dine evner sammen – hvad bliver du så? Fabulous!”

Det stærke greb i Strong Enough er musikarrangementerne, der tør tage Chers sange nye steder hen. Især den sarte, sprogblandede fortolkning af Believe med Anna Bob Fredslunds varme stemme i kinddans med Ingvild Skansens helt spinkle autotune-sound. Så rejste de små hår sig i nakken og salen sukkede ”Åh, ja”. Men også den sødt-præcise koklokke-version af dramaet Bang Bang rammer plet – og ville også have gjort det uden fælles udskamningsråb af folk, der har såret os, trampet på os eller som vi bare ikke kan lide(!). 

Både her og i flere af sangintroerne bliver det lidt ost med ost på. Vi kan jo godt forstå teksterne selv, men konceptet er jo som sagt støbt i denne vekslen mellem sange og selvrefleksion/selvrealisering. Mere originalt tænkt og eksekveret er den fælles afspændingsseance med Walking in Memphis, fordi udenomsværkerne flettes ind i nummeret.

Damen selv på repeat

Strong Enough føjer sig ind i rækken af kvindeportrætter, der fascineres af det stærke og lysten til at skrige sin vrede ud af kroppen, men også erkender det sarte og kiksede. ”Vi vil gerne bade os i Chers lys, men ikke være i hendes sko,” som trioen rammende pointerer mod slutningen. Vi kan godt have brug for at spejle os i en gudinde, selvom vi er et helt andet sted.

Det er en både vigtig og (evig)aktuel fortælling, og Strong Enough er et underholdende og måske ikke mindst afslappet og inddragende koncept, hvor vi lader skuldrene falde og skråler med. Nogle kan alle vers, andre må have næsen i sanghæftet. Helt sikkert er det, at man fik næsten abstinenser efter at høre damen selv på repeat og højeste lydstyrke.

Læs mere om ny musikdramatik her.