Seminar om Fremtidens musikdramatik på Sort/Hvid bød på visionære tanker og udviklingspotentialer for musikdramatikken i et genrebredt felt fra performancescenen til publikumsudvikling i Berlin.
Dansk Teater 300 År markerer fejringsåret med en serie af seminarer kaldet Tænketanke, hvor de sammen med en række af branchens aktører sætter fokus på scenekunsten i samtiden. I torsdags var temaet fremtidens musikdramtik og dagen løb af stablen på Teater Sort/Hvid, der var medarrangør sammen med Nordic Opera.
Salen var stort set fyldt, da Janicke Branth, der er kurator i sekretariatet hos Dansk Teater 300 År, sammen med kunstnerisk leder af S/H, Christian Lollike, og kunstnerisk leder af Nordic Opera, Merete Sveistrup, bød velkommen. Sammen glædedes de over det store fremmøde. Merete Sveistrup pointerede, hvor vigtigt det er at have en dialog – og som det store fremmøde viste, er der et behov for at mødes og inspirere hinanden.
Peger på nye måder at være i verden på
Dagen startede godt ud. Første oplægsholder var performancekunstner og filmskaber Madeleine Kate McGowan, der har en fortid som performer hos Signa. I efteråret 2021 skabte McGowan Solastalgia – en science fiction-musical udformet som et 48 timers langt ritual. Forestillingen blev opført som en del af åbningsprogrammet for Sort/Hvids nye scene for musikdramatik, og Madeleine McGowan fortalte om tilblivelsen af værket, arbejdsmetoden bag og de kunstneriske visioner, som ligger til grund for hendes arbejde.
McGowans undersøger, hvordan kunsten kan være med til at pege på nye måder at være i verden på og forstå de udfordringer, vi står over for lige nu, fx klimakrisen. For kunsten kan konstruere verdener og dermed være med til at pege på alternative samfundsmuligheder og tilhørsforhold.
”Vi er midt i en klimakrise og i gang med et kollaps. Kunstværket er et værktøj til at være i krisen og turde se på den direkte,” lød det fra McGowan, som også på årets Bæredygtighedsseminar under CPH Stage brugte kunsten i et spoken word format til at formidle barske data fra den igangværende klimakatastrofe.
Et musisk værk, der sætter fokus på klimakatastrofen
Solastalgia har også afsæt i den igangværende klimakatastrofe. Selve titlen Solastalgia er en neologisme, der beskriver en form for følelsesmæssig eller eksistentiel sorg forårsaget af miljøændringer. Værket omfatter mennesker, hvis landskaber og livsvilkår er blevet påvirket af den igangværende klimakatastrofe, eller en præ-traumatisk stress forårsaget af en angst med afsæt i de konkrete miljøforandringer.
I forestillingen skabes et samfund, der er etableret på den anden side af et altomfattende klimakollaps. Folk er nomader, og en række kvinder holder sammen og skaber små ritualer, hvor de synger sorgen ud for folk. McGowan, der selv er halvt irsk, er inspireret af den irske tradition keening, hvor kvinder, som grædekoner, kan give sorgen form. Hun ville med Solastalgia undersøge, hvordan der kunne skabes et rum, som kunne udtrykke reel sorg, mens værket undersøger dén måde at være på i verden med lyd.
Dokumentar som afsæt for manuskriptet
Manuskriptet til Solastalgia var et miks af performernes egne oplevelser fra rejser rundt i lejre – McGowan har bl.a. selv været i Grækenland og oplevet de syriske lejre uden NGO’er og regulativer, hvor flygtninge må købe vand til 100 dollars dunken. De dokumentariske fortællinger blev flettet sammen med fiktionen og en del af karakterernes historie, som publikum kunne møde, når de gik ind i universet.
Publikum købte et pas til performancen og kunne komme og gå efter behov i alle 48 timer. De kunne deltage i ritualer, synge med på sangene, snakke med performerne og være en del af universet på lige fod med performerne.
”Jeg er oplært hos Signa, og noget af det, jeg har taget med videre, er måden, du som gæst har indflydelse på værket og dets storyline,” fortalte McGowan, og fortsatte:
”En af sangene var fx en kanon, og publikum fik mulighed for at synge med. Du sad måske med en performer, som lavede supper, mens hun fortalte om at være flygtning fra Afrika, da hun begynder at synge. Alle performerne havde mikroportere på, og der var højtalere placeret i hele salen, så sang, musik og lyd løb rundt i rummet. Du kunne måske høre hendes stemme tæt på, mens andre hørte den langtfra i højtaleren og dermed samle op på samtalen senere. Den soniske bevægelse i rummet blev forestillingens univers og soudscape.”
Publikumsudvikling på Komische Oper i Berlin
Dagen tog et kvantespring fra musikdramatiske mikrouniverser til store institutioner, da Ulrich Lenz, der er chefdramaturg på Komische Oper i Berlin, fortalte om kunstnerisk aktualitet og igangværende tiltag for at række ud til nye publikumsgrupper.
”Det er som store tankere, der hverken er til at vende eller få til at reagere hurtigt og derfor har svært ved at gribe aktuelle politiske situationer. Men kunsten skal reagere på omverdenen. Musikteatret kan godt reflektere den aktuelle virkelighed og det kan operaen også være med,” sagde Ulrich Lenz, der i årevis har arbejdet i store operainstitutioner.
Der er dog en del udfordringer forbundet med opera som en aktualitetsgenre. Husene er bygget til en klassisk publikum-scene kontakt. De har store sale, hvor der ofte skal sælges op mod 1000 sæder pr. aften. Planlæggelse af repertoire er en langvarig proces, hvor librettoen først skal skrives og øves, så en opera om Ukraine ville først få premiere i 2024 – hvis man er heldig, som Lenz pointerede.
”Operaen er ikke en genre, der er velegnet til at være dokumentarisme. Musikteatret er ren emotion. Det kommer gennem maven til hjernen – det er magien ved musikteater. Du kan sende gemte meddelelser ind på anden vis,” lød det fra Lenz, som gav eksempler på både moderne og klassisk musikdramatik, der har været en aktuel kommentar til samtiden.
Klassikere kan være aktuelle samtidskommentarer
Som eksempler på værker fra fortiden, der kan inspirere nutiden, nævnte Lenz opsætningen af musicalen West Side Story på Oper Graz i 2001. Forestillingen var repertoirelagt år forinden, men ramte lige i slipstrømmen af terroren i New York den 11. september, da konflikten mellem de to grupper blev en spejling af den aktuelle konfliktoptrapning mellem de to lande. Lenz nævnte også Benjamin Brittens operaklassiker Peter Griemes fra samme operahus, som endnu et eksempel på musikteater med en kommentar til samtiden, da outsideren Peter Grimes blev iscenesat på lignende måde som fangen fra Abu Ghraib, der balancerer på en kasse med hætte og elektroder fra hænderne. Billeder, der sniger sig ind i vores hjerne, og dermed lader musikteatret vise, hvad vi ved.
Publikumsudvikling mod nye grupper i operaen
Herefter flyttede Lenz fokus og fortalte om en række publikumsudviklingsprojekter, hvor Komische Oper over en årrække har arbejdet for at få nye etniske publikummer til at interesserersig for opera.
”Tyskland er et land med emigranter, og de er en vigtig del af det tyske samfund, Berlin er en stor del af. Opera skal være en institution for hele samfundet. Men hvor mange går i operaen?” lød det retoriske spørgsmål fra Lenz, før han fortsatte:
”Der bor 200.000 med tyrkisk baggrund i Berlin. De fleste er født i Tysklad. De har boet her i både tre og fire generationer og er fuldt integrerede, men de går ikke i operaen. Dels er det ikke en del af deres kultur. Dels ser de operahusene, som lukkede slotte, de ikke kan træde ind i. De mener, opera er for dyrt, for kedeligt, for gamle historier med musik, de ikke kan lide.”
Så på Komische Oper tekstede de alle operaer på tyrkisk og igangsatte projektet Selam Opera, der skulle fortælle flere kulturer, at opera kan være spændende og også noget for dem. Én af de ansatte, der selv har tyrkisk baggrund, tog ud og mødte en masse mennesker. Drak te med dem og inviterede dem. ”Hvad er der for vores børn,” var det klassiske spørgsmål. Der var ikke rigtigt noget. For at komme med i operakoret skulle man kunne spille et instrument, og det var ikke umiddelbart en del af den tyrkiske kultur, at børnene kunne dette. Derfor blev reglen fjernet, hvorved de fik en masse nye med i børnekoret.
Opera i lokalmiljøet
Der skulle selvfølgelig også være roller, så de iscenesatte Ali baba and the Forthy Thieves af Taner Akyol, og lod børnene synge på både tysk og tyrkisk. Det affødte flere klager om, hvorfor der skulle synges på tyrkisk, og hvorfor skulle der være tyrkiske tekster i operaen, når nu de fleste alligevel taler og læser tysk? Men der er en direkte forbindelse fra vores sprog til hjerter, så selvom man taler og læser tysk, så er det en anden følelsesmæssig oplevelse at forstå librettoen på sit originalsprog. Sådan lød begrundelsen fra Lenz, der kunne tilføje, at Komische Oper nu er blevet kendt i hele miljøet.
Udover disse tiltag tilbyder operaen også små operaopførsler i lokalmiljøet og kører ud og giver gratis forestillinger i bymiljøet. Desuden tilbyder operaen koncerter med tyrkiske stjerner.
”Diversiteten er blevet bedre efter ti år, men der er stadig ikke den diversitet, vi ønsker. Vi er i en læringsproces, hvor vi konstant udvikler os. Lav fejl, vær ydmyg og lad være med at tøve, fordi I er bange for at lave fejl,” lød det afslutningsvist fra Lenz.
Misforstået tematik
En del af ambitionen med dagen var at blive inspireret af hinanden og dele erfaringer. Derfor var det også superrelevant at inddrage udenlandske aktører. Men måske skulle arrangørerne have samstemt temaet for dagen, for da den engelske instruktør Katie Michell tonede frem på en i øvrigt håbløst ringe Zoom-forbindelse, begyndte hun sit foredrag om scenekunst og klimaforandringer. Alt sammen spændende nok, men også hørt før på både CPH Stage branchemøde i år og Statens Kunstfonds webinar om bæredygtighed. Det havde absolut intet med fremtidens musikdramatik at gøre, medmindre man selv skal kæde scenekunstens generelle udfordringer og klimaforandringer sammen med musikdramatik.
Dialog og vidensdeling som medudvikler af kunsten
Dagen blev afrundet med præsentationer fra komponist Simon Steen-Andersen og komponist og cellist Josefine Opsahl, som havde præsenteret et overlegent, imponerende stykke solo-cellokomposition med pedalloops og elektronisk lyd.
Semirdagen viste endnu engang behovet for dialog, der med vidensdeling og inspiration kan være med til at udvikle scenekunsten fremadrettet.
