★★★★☆☆ Peter Pan – sprudlende angreb på mandebabyen

I Peter Pan – Forever Young tager Aarhus Teaters huskunstnerduo livtag med “Peter Pan-komplekset” i en dynamisk og underholdende iscenesættelse. For hvad er det lige der sker, for de mænd, der ikke vil blive voksne?

Peter Pan er vidunderlig. Og han ved det. Med hurtige knips og magisk klokkespil skaber han sin egen perfekte virkelighed – og vi er inviteret med! For åh, hvor er det dog fristende at forsage løbeture og slankekure til fordel for en legende fantasiverden, hvor man kan gøre lige hvad, der passer én. Men måske kan man ikke være fri uden at begrænse andre.

Annonce

Eventyret møder hverdagen

Scenograf Laura Løwes version af Ønskeøen har samme kunstige paradisfornemmelse som et dårligt charterhotel. Påmalede bølger og udstoppede måger blander sig med liggestole og geléfaste cocktails. Lige som i J. M. Barries klassiske historie, har Peter Pan lokket den unge Wendy med til sit Neverland for at være mor til ham og de glemte drenge. Men uanset hvor meget Peter manipulerer med drengene, Wendy, og endda med publikum, kommer virkeligheden hele tiden og forstyrrer hans fantasi. For han er jo ikke et barn.

Og Wendy har også sin egen fantasi. I kvindens drøm indser voksenbarnet, at han har spildt sit liv på at lalle rundt, i det sekund han møder hende. Og 1, 2, 3 SMIL – så er de gift og leger far, mor og børn. Og selvom Peter gør alt for ikke at castes i rollen som familiefar, minder hans grønstribede shorts, hårdt optrukne sokker og kortærmede skjorte mere om en webergrillmesters end en drenget eventyrfigurs. Mandebarnets insisteren på ikke at blive voksen fremstår derfor som noget, tiden er løbet fra.

Både underholdende og rørende

Johannes Lilleøres tekst balancerer flot mellem det humoristiske og det poetiske, som fx når Peter beskriver kvindekroppen som underlig, fordi den bløder, uden at nogen slår. Eller når Wendy liderligt “går over sine bredder”, og Peter tørt konstaterer, at han “drukner i dynd”. 

Carla Eleonora Feigenberg rammer også plet mellem det sjove og det sårbare. Hun er hylende morsom, når hun kaster sig over den uforvarende Peter, der dog primært er interesseret i at sutte på hendes bryster og grædende kalder på sin mor, da hun tager hans hoved ned under den hvide natkjole. Og hun er dybt rørende som en skuffet mor slået ud af forventninger og en ægte sorg over, at familien ikke blev et fællesskab, hun kunne tro på. 

Forever young?

Simon Mathew balancerer som Peter Pan på dragende vis mellem barnets ustyrlige entusiasme og manipulerende egoisme. Med uimodståelig charme og flankeret af fire skønne barneskuespillere inviterer han os på en rejse væk fra vores røvsyge liv. Men hans desperate insisteren på ikke at blive voksen skaber mere og mere ubehag og dyster stemning, indtil både publikum og Wendy bare gerne vil hjem igen. 

Vi sendes dog hjem til vores faste sengetider og ambitiøse målsætninger med en lille sprække. En sprække i ansvarligheden, hvorfra Peter Pans insisterende udgave af Alphavilles udødelige hit Forever Young svagt kan høres under vaskemaskinens rumlen. 

Hvad handler eventyret egentlig om?

Eventyr har jo som bekendt en klar tematik og en tydelig morale. Men sådan går det ikke helt i denne gendigtning. Det ellers veloplagte og skarpladte voksenbabyangreb træder undervejs i baggrunden til fordel for temaer om familien som struktur og forholdet mellem frihed og ansvar. Det havde derfor klædt forestillingen at være mere stringent i sit fokus. For hvad er det egentlig, den vil? Eventyret om Peter Pan bliver et spejl på lidt for mange ting på én gang. 

Men hvad forestillingen ikke har i tematisk skarphed, har den i timing. Gennem lynhurtige klip og overraskende skift får vi serveret en tåkrummende og tankevækkende tour de force af kunstnerisk talent, der sprudler af legende energi. Peter Pan – Forever Young er derfor en fin afslutning på Laura Løwe og Sigrid Johannesens vellykkede trilogi om Twisted Fairytales.