★★★★☆☆ Høstsonaten – gribende momenter i Bergmansk taledrama

Konflikter og gammelt nag ulmer – som gløderne i pejsen i Peter Schulz’ scenografi – bag hvert eneste ord i Ingmar Bergmans familiedrama Høstsonaten. Og når der pustes til gløderne, så bryder ilden ud i lys lue. Det mærkes tydeligt i de mange, følelsesladede udbrud i Camille Sieling Langdals velfungerende iscenesættelse på Aalborg Teater.

Høstsonaten på Aalborg Teaters Store Scene er sæsonens anden Bergman-forestilling i det nordjyske. Camille Sieling Langdals iscenesættelse har Marie Knudsen Fogh og Kirsten Olesen i de to bærende roller, og er en markant anderledes oplevelse og fortælling end Himmerlands Teaters også vellykkede Scener fra et ægteskab, der spillede tidligere på året.

Annonce

Ulmende bebrejdelser

“For dig var jeg en dukke, som du legede med, når du havde tid,” siger Marie Knudsen Foghs Eva til sin mor, pianisten Charlotte, som Kirsten Olsen med stor virtuositet portrætterer som en ægte verdensdiva. Og der ligger mange usagte bebrejdelser mellem mor og datter, der genforenes i præstegården, som er Evas hjem, efter syv års adskillelse.

Skandinavisk minimalisme præger Peter Schulz’ scenografi, hvor lyse designermøbler i træ og et stort, sort flygel er eneste møbler i stuen, der på bagvæggen har loft til gulv-vinduer ud mod skoven, hvorfra naturen sniger sig ind. Væggene er mørkerøde og et enkelt, lille, lysende kors er eneste udsmykning i det pæne, men ganske upersonlige hjem. Forrest til højre ulmer gløderne i en åben pejs, hvorfra de senere blusser op og sender bølger af røg ud i stuen som en fysisk manifestation af det mareridt, Charlotte har om sin egen rolle – eller mangel på samme – som mor.

Uanset hvor udglattende Evas præstemand i Patrick A. Hansens tålmodige skikkelse opfører sig, og uanset hvor muntre udbrud Kathrine Høj Andersen i sin lille, men vigtige rolle som den handicappede datter Helena kommer med, så kan de ikke ændre det faktum, at de store følelser mellem Eva og Charlotte i højere grad rummer vrede end kærlighed.

Aktuelt trods alderen

I 2008 kunne fortællingen fra Ingmar Bergmans film fra 1978 for første gang opleves på en dansk teaterscene, da Høstsonaten spillede i det dengang spritnye Skuespilhus i København. I 2008 kæmpede iscenesættelsen med, at de mange følelser aldrig for alvor kom ud over scenekanten. Det er ikke tilfældet på Aalborg Teater, hvor både Kirsten Olesen og i særdeleshed Marie Knudsen Fogh leverer gribende præstationer, så følelser og desperation kan mærkes helt op på de bagerste rækker.

“Hvad havde jeg egentlig forestillet mig,” spørger de to kvinder på skift sig selv. Først Charlotte, der er ved at drukne i dårlig samvittighed over, at hun dybest set ikke har lyst til at se sin handicappede datter. Siden Eva, der i bagklogskabens ulideligt klare lys tydeligt ser, at der aldrig var chance for en hjertevarm genforening med den evigt fraværende mor.

Ingmar Bergmans taledramaer forfalder lidt til en lidt bedaget, støvet form, som Camille Sieling Langdal lykkeligvis rutineret undgår. Konflikten, sorgerne og bebrejdelser mellem mor og datter fremstår evigtaktuelle og relevante. Langdals iscenesættelse formår – som Martin Ringsmoses på Himmerlands Teater – at trække Bergmans historie frem til nutiden og gøre den relevant uden egentligt at ændre det store i teksten.