SWOP festivalens seminar for professionelle blev i år afholdt under overskriften The Regenerative Power of Art. Med en dyster keynote af Mikkel Krause Frantzen fra Københavns Universitet om klimaforandringernes emotionelle og æstetiske konsekvenser, blev de regenerative ressourcer fundet frem med en pointe om at tale håbet op.
Seminaret, der er et vigtigt indslag for branchen under SWOP festivalen, finder sted i Kunstsmedjen på Musicon. Der er højloftet og råt med værksteder, hvor kunsten næsten vælter ud ad dørene med spor efter kreativ undervisning med farver og maling. Koreograf Ida Elisabeth Larsen er kurator for seminaret og byder velkommen sammen med Pernille Møller Taasinge fra Aaben Dans.
Døren står åben til naturen udenfor, hvor fuglene kvidrer, men temaerne er alvorlige. Verden, som vi kender den, er under afvikling. Vi har brug for transformative mål mod mere omsorg og håb. Som kulturaktører skal vi bidrage til, at den smule, der er tilbage, bliver næret til at vokse og regenerere. Men mange føler sig bundet af vanens logikker om økonomi, publikumstal og faste samarbejdspartnere i feltet.
End game emotions
Lektor i Environmental Aesthetics ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, Mikkel Krause Frantzen, forsker i de følelser, der udspiller sig med ansigtet rettet mod et kollaps af jordens økosystemer. Alt lægges så køligt og roligt frem, som kun en forsker kan gøre det. En dyne lægger sig over os, mens vi lytter til, hvor voldsomt mange mennesker lider, når de ser ind i en fremtid uden håb.
Alt lægges så køligt og roligt frem, som kun en forsker kan gøre det
Croissanten vokser i munden, mens Krause Frantzen forklarer, at vi ikke længere bare kan lade som om, vi ved, hvad vi laver, når verden er under konstant forandring, ja faktisk er under afvikling. Han kalder klimakrisens påvirkninger for ”end game emotions”. Ved verdens destruktion og afslutning rammes især de unge generationer af sorg, angst og følelsen af, at deres fremtid er stjålet fra dem.
Mikkel Krause Frantzen er også forfatter til bogen Endless Exhaustion and Endgame Emotions – a talk about the interconnectedness of ecological crisis, mental health and the regenerative power of art. Forskningen viser, at 59% af de unge er ekstremt bekymrede. 30% overvejer aldrig at få børn. Klimakrisen er dermed også en sundhedskrise. Klimaets svanesang siver både fysisk og psykisk ind i vores kroppe.
Den regenerative heling
Dagens vigtigste spørgsmål bliver naturligvis, hvad vi kan gøre som kulturaktører. Mikkel Krause Frantzen siger, at i stedet for at give mere og mere information om uundgåelige klimaforandringer, skal vi aktivere omsorg og muligheder. Vi skal ikke gå efter at fikse det system, der har ødelagt os, men efter at genoprette jordkvaliteten og vores egen sundhed.
Vi skal ikke gå efter at fikse det system, der har ødelagt os, men efter at genoprette jordkvaliteten og vores egen sundhed
Altså transformerende og regenerative mål, der giver plads til håb fremfor desperation. At forbedre systemerne, så de kan genaktivere deres egne ressourcer og genoprette jordens og menneskernes helbred. I en fri oversættelse af Søren Kierkegaard, siger Mikkel Krause Frantzen: ”Hope is a task of the darkest hours. That’s where we need to work on it”.
Vi må altså nære det, der stadig er tilbage at nære, også selvom effekten ikke er umiddelbart inden for rækkevidden af vores nuværende viden og sanser. Vi skal overveje at forlade eksisterende kategorier omkring kunst og i stedet nytænke og turde stille spørgsmål ved vores forståelse af realiteterne, som vi er kultiverede til gennem politiske og kulturelle systemer.
Genoptræning af æstetisk sans
Kunsten kan være repræsenterende, men den kan også være performativ – altså ikke bare vise virkeligheden, men også mulighederne. Ikke gennem hurtige engangsevents og pressede prøveforløb, der efterlader alle så udmattede, at premiereblomsterne ikke når at komme i vase, før vi segner. Nej, forskeren taler om langsomme, langstrakte accelerationer af påvirkninger hen mod et skift i vores opfattelser.
Han nævner, at de regenerative idéer, der ser dagens lys rundt omkring i verden, er tabt visdom, en form for dyb medicin, der heler både krop og klode på samme tid. I det efterfølgende gruppearbejde fordeles vi i to forskellige grupper. Den ene gruppe arbejder med koreograf og leder af Aaben Dans, Thomas Eisenhardt, i en forkortet udgave af hans forestilling Mellem sanserne. Her trænes hele syv sanser på en vandring.
De regenerative idéer, der ser dagens lys rundt omkring i verden, er tabt visdom
Sanserne bygger bro mellem bevidstheden og den fysiske verden, og det kan kun foregå i nuet. Gennem forskellige øvelser inviterer Thomas Eisenhardt os til at opleve én sans ad gangen. Vi lytter til lydene mellem træerne, ser indgående på detaljer omkring os, mærker ved let berøring en partners intension om, hvor vi skal bevæge os hen og justerer balancen over ujævnheder under bladene i skoven.
Omsorgstræning gennem kunst
Mindfulnessøvelser er rørende omsorgsmøder med os selv og vores omverden i fuld bevidsthed. Det er regenerativ omsorgstræning, fordi vi oplever, hvor lidt der reelt skal til for at skabe en påvirkning uden overforbrug af energi. Mikkel Krause Frantzen nævner et regenerativt initiativ kaldet ”The Hologram”.
Vi oplever, hvor lidt der reelt skal til for at skabe en påvirkning uden overforbrug af energi
Et feministisk netværk af kvinder, der søger at modvirke, at kvinder med mange omsorgsroller bliver udmattede og aldrig selv får hjælp. Du er som kvinde i hologrammet ansvarlig for tre andre kvinders mentale, sociale og økonomiske velfærd, mens tre helt andre kvinder er ansvarlige for dig.
En spørger, om hologrammet også kunne fungere i kunstens verden, eftersom kunstnerkollektiver har tendes til at stagnere? Kan forretningsplaner have en mere holistisk udformning, selvom funding ofte følger et sæt konkurrenceregler? Hvad ville der ske, hvis vi ikke satte mærkater på vores jobfunktioner, hvilke veje ville vores professionelle udvikling så tage? De regenerative aspekter rejser mange spørgsmål i faget.
Permakulturens helhedstanker
I de efterfølgende gruppediskussioner, fortæller den anden halvdel af deltagerne om deres møde med kunstner, aktivist og permakulturist, Skye Jin, der har givet en praktisk introduktion til social permakultur. I 1970’erne ønskede to australske økologer, Bill Mollison og David Holmgren, at skabe nogle mere stabile dyrkningssystemer, som en reaktion på industrialiseringen.
Hvordan vi kan designe vores sociale liv og arbejdsliv efter mere regenerative principper
Men permakultur er både en etik for jord og mennesker, der også vedrører teknik, uddannelse og kultur, sundhed, økonomi og samfund. Der findes designkurser i at håndtere jorden mere regenerativt, så fx sol, vind, jord og vand arbejder aktivt med, og man planter flerårige vækster. På samme måde fortæller Skye Jin om, hvordan vi kan designe vores sociale liv og arbejdsliv efter mere regenerative principper.
De fleste ved bordet er overvældede ved tanken om at gå mod markedets stærke kræfter og mantraet vækst og (over)produktion. ”I need to process all this before I can use it,” bemærker en, og vi nikker. Vi er hjernevaskede med økonomiske værdier om, at penge styrer sammen med effektivitet i et kapitalistisk system med fokus på sorte bundlinjetal og belægningsprocenter.
Er håbet virkelig lysegrønt i kunsten?
Flere af de frie kunstnere nævner problemet med at sige ja til for meget med risiko for at brænde ud, fordi man aldrig ved, hvornår der er penge at tjene igen. Eller af angst for at miste sine forbindelser, hvis man trækker stikket for en tid. En andet kendt udfordring er det faste skel mellem frie og institutionaliserede kunstnere.
Nyt mod og inspiration til at søge i nye retninger
En programlægger nævner, at de inviterer eksterne kunstnere inden for i programlægningen for at få udvidet deres perspektiv i en samarbejdsproces. Flere spørgsmål rejser sig. Skal institutionerne overveje at tilknytte en forskningsenhed for mere holistiske tankegange? Og hvordan kan frie kunstnere støttes i særlige initiativer, der skaber social og sundhedsmæssig værdig for mennesker og klode?
Ved afslutningen nævner mange, at der har været rigeligt stof til eftertanke, og at de har fået nyt mod og inspiration til at søge i nye retninger. De dystre udsigter og håbet om mere holistiske tilgange stiller mange spørgsmål til status quo og den lineære tænkning, der udmatter både mennesker og klode. Ved at tænke mere cirkulært er der håb om at finde veje mod kunstneriske nybrud med omsorg for natur og mennesker.
Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med fuld redaktionel frihed for ISCENE.
