For nylig annoncerede Teatret Svalegangen deres program for den kommende sæson. Herunder forestillingen Højbjergmordet, som skulle være en kunstnerisk bearbejdning af et virkeligt mord i Højbjerg i 1967 sat ind i et nutidigt perspektiv. Men efter dialog med de pårørende har teatret nu aflyst forestillingen. ISCENE tog en snak med direktør Per Smedegaard om baggrunden for denne beslutning.
”Vi har aflyst af hensyn til de pårørende. Billetsalget gik jo faktisk godt, og jeg har været begejstret for det kunstneriske samarbejde, vi var i gang med. Så kunstnerisk og salgsmæssigt var det lovende. Vi aflyser udelukkende af hensyn til de pårørende,” siger direktør og kunstnerisk leder af Teatret Svalegangen, Per Smedegaard, da jeg fanger ham over telefonen.
Teatret Svalegangen har umiddelbart forinden udsendt en pressemeddelelse om, at de aflyser den planlagte forestilling Højbjergmordet, hvor de blandt andet skriver: ”Beslutningen er taget som konsekvens af en både respektfuld og konstruktiv dialog med pårørende til afdøde Marie Lock Hansen og hendes mand, Oscar Lock-Hansen”.
Vigtig dialog
Men hvad er det, der har ændret sig i sagen, siden repertoireplanlægningen fandt sted? Ifølge Per Smedegaard har dialogen med de pårørende for ham været en øjenåbner.
Jeg er ked at indrømme det, men jeg har aldrig før tænkt på de pårørende
”Jeg elsker true crime-genren, og jeg er ked at indrømme det, men jeg har aldrig før tænkt på de pårørende. Når vi ser historier udfoldet i medierne, er vi blinde for, at der er et pårørendeperspektiv. Det er selvfølgelig i offentlighedens interesse, at vi skal vide, at der er begået mord, og når der fældes dom, men der er ikke brug for minut for minut dækning. Det er rent clickbait. Og jeg er ikke bedre. Jeg gør selv,” siger Per Smedegaard og tilføjer: ”Det skræmmende er jo, at jeg selvom jeg ikke længere er blind for det, stadig kommer til at opsøge det”.
Kunstnerisk frihed og medmenneskelighed
Dramatiseringen af Højbjergmordet var med ønsket om at skabe en forestilling, der på en etisk ansvarlig måde kastede nyt lys over sagen. Inden produktionen af forestillingen havde Teatret Svalegangen ifølge dagens pressemeddelelse uden held forsøgt at komme i kontakt med pårørende til Marie Lock-Hansen. Men efter lanceringen af sæsonprogrammet kontaktede familien selv teatret.
Efter lanceringen af sæsonprogrammet kontaktede familien selv teatret
”Den fascination der skabte forestillingen hos os, var de gennem årtierne opståede teorier om mordet. Forestillingen diskuterede og problematiserede teorierne, da de afspejler, hvorledes enhver tid gendigter historien i sit eget billede. Vores oprindelige tanke var at afslutte forestillingen med at vende blikket mod os selv og vores forsøg på netop at gøre det samme: at gendigte handlingerne i vores tidsbillede,” udtaler Per Smedegaard i pressemeddelelsen.
”Jeg befandt mig kunstnerisk i lag langt over det nære, hvor mordet rent faktisk var sket. Efter den seneste gode og konstruktive dialog, jeg har haft med de pårørende, ser jeg det hele i et andet perspektiv,” siger Per Smedegaard til ISCENE.
Et endegyldigt punktum?
Per Smedegaard understreger, at han tager ansvaret på sig og det også er derfor, forestillingen nu er blevet aflyst. ”De her mennesker har siden 1960’erne været udsat for mediemøllen cirka hvert femte år, hvor nogen har taget historien op. Deres personlige sorg er igen og igen blevet en offentlig historie gennem artikler, bøger og lignende. Jeg så en interessant fortælling, men nu ser jeg kun mediernes konstante fremlæggelser af andre menneskers ulykke”.
Jeg så en interessant fortælling, men nu ser jeg kun mediernes konstante fremlæggelser af andre menneskers ulykke
Familien til Marie Lock-Hansen får gennem Teatret Svalegangens pressemeddelelse også mulighed for at komme med en udtalelse. Der står blandt andet:
”Vi har ikke ord for, hvor frygteligt, grusomt og traumatiserende selve mordet var for vores familie. Hvad vi heller ikke har ord for er, hvordan vi gennem hele vores liv er blevet konfronteret med mordet som forsidestof i diverse medier, herunder TV samt de mange bøger, der er skrevet om sagen. Alle disse år har den massive mediedækning været en kolossal stor belastning for os. Teorierne har oftest været krænkende og voldsomt provokerende. Vi var ofre for en forbrydelse, men derudover har vi været ofre for mediernes hyppige trang til at gøre forbrydelsen til underholdning (…) Vi har ikke bedt dem om at aflyse, men sætter pris på beslutningen. Det er ydermere vores håb, at det med den omtale det afføder, endegyldigt er slut med omtale af mordet, så vi som familie kan få fred”.
