Cirkusrevyen holder igen et knaldhøjt niveau. Den sprudler i år særligt af skarpe politiske karikaturer og har et usandsynligt godt blik for, hvad der er oppe i tiden. Det er et show i sin egen klasse, der i en magisk smuk scenografi generøst og tempofyldt giver komikken kant og plads til dansen og musikken.
Cirkusrevyen 2024 er et forrygende show med noget på hjerte. Et visuelt festfyrværkeri. Et rutineret overskud i et godt skruet miks af det storladne og det tyst insisterende, af det fjollede og det sofistikerede. Knap så fantastisk som sidste år, men stadig i en klasse helt for sig selv.
Fry on the wings of love
Det skyldes både overdådigheden i scenografi og frapperende dansenumre, det skyldes en overvægt af gode tekster, et hold, der kan løfte de svagere af slagsen, og ikke mindst instruktør Joy-Maria Frederiksen, der sidste år modtog teaterjournalisternes instruktørpris, Teaterkatten, for sidste års genfødsel af Cirkusrevyen, og igen i år demonstrerer sin særlige sans for timing og sylepræcise spændingskurver.
En sådan har første del, hvor vi går fra grin til grin i et vanvittigt tempo, der kulminerer i Vase/Fuglsang/Svarrers besyngelse af airfryeren i kapelmester Joachim Pedersens elegant arrangerede medley In the air, hvor alt kan rime på “fry”, mens vindmaskinen suser og joints og broccoli bliver ristet ad absurdum.
Anden del er lidt svagere og et par egentlig gode sangnumre har for mange vers og taber pusten. Det er dog samtidig i anden del, vi får Carl-Erik Sørensens nostalgiske pastiche Mon skibet kan sejle, der sødt satiriserer over forsvarets elendige grej.
Det er også efter pausen, vi er med backstage hos hoffet i Niels Olsens Den store dag, der i løs stil får onduleret både kongehus og regeringstop i et snuptag. “Var der nogen, der sagde Løkke?”, insisterer Pernille Schrøder, mens Silas Holsts Mary har den yndigste accent og Niels Ellegaards Frederik helst vil kalde på “Moar”.
Komik og politik
Silas Holst gør en imponerende debut i Cirkusrevyen. Hele to – sjove – numre roterer om hans egen biografi, men han mestrer også den klassiske desk sketch som pizzaekspedienten, der drives til vanvid af Henrik Lykkegaards pedantiske kunde, og rollen som håndværker med hang til sorte penge i det charmerende farvel til tusindkronesedlen, hvor han er flankeret af Niels Olsens rocker og Niels Ellegaards brugtvognsforhandler.
Han har også flot fat i Alex Vanopslagh i Jacob Morilds Du kan godt, men sangen er ligesom Niels Olsens Sammen igen om Biden og Trump lidt lang i spyttet, og de holdes begge mest oppe af Benjamin la Cours eksorbitant smukke videoscenografier og Nellie Bethels fejende koreografier.
Niels Olsen er selv en skøn, sammensunken Troels Lund Poulsen i Henrik Lykkegårds tragikomiske Formanden har ordet. Her er drømmejobbet “et mareridt, man ikke kan komme ud af,” mens Henrik Lykkegaard får taget til at løfte sig i aftenens stærkeste nummer som tomgangsdjøffende Havets minister, Magnus Heunicke, i hans egen ultraskarpe tekst, hvor intet giver mening, og ministeren da også selv “har fået en på opleveren” i forsøget på at forstå, hvad regeringens miljøpolitik skal.
Blæret blanding af udtryk
Carl-Erik Sørensen har atter leveret en statsministersang, denne gang en eftertænksom vise, til Merete Mærkedahl, der snart er mere Mette end Mette selv og umådelig træt af både kollegaer og befolkning. “Sådan er det. Sådan blir’ det. Fordi jeg sir’ det. Dubbi dubbi du”. Bedre går det på jobcentret, hvor hendes kugleskøre talblinde, Tourettes-ramte narkoleptiker viser sig højt kvalificeret til et job med ejendomsvurdering.
Pernille Schrøder er udstyret med nogle af de mest forudsigelige tekster, hvor punchlinen er gættet, længe før vi når den, men hendes Løkke sidder lige midt i skiven. Niels Ellegaard er vanvittigt underspillet og præcis, hvad enten han danser EU-standardiserede danse eller fniser hysterisk som talsmand for Nordic Waste.
Cirkusrevyen 2024 sprudler særligt af politisk satire, der er mikset med uhyre kompetent hånd med de stilfærdige viser og kække shorties, der ligesom dansenummeret Magien er nu også adresserer tidens udfordringer i en blæret blanding af udtryk.
Idé, tekst og musik: Joy-Maria Frederiksen, Niels Olsen, Joachim Pedersen, Christian Damsgaard, Niklas Holtne, Jacob Morild, Ilang Lumholt, Søren Anker Madsen & Jan Svarrer, Henrik Lykkegaard, Merete Mærkedahl, Nellie Bethel, Vase & Fuglsang, Cark-Erik Sørensen, Jacob Weble, Erik Fiehn, Ditte Hansen, Specialklassen, Niels Ellegaard m.fl.
Instruktør: Joy-Maria Frederiksen. Scenograf og videodesign: Benjamin la Cour. Koreograf: Nellie Bethel. Kapelmester: Joachim Pedersen. Kostumier og kostumedesign: Rikke von Qualen. Instruktørassistenter: Clara Morild Marckmann og Jytte Shapley.
Medvirkende: Merete Mærkedahl, Pernille Schrøder, Henrik Lykkegaard, Niels Ellegaard, Niels Olsen og Silas Holst. Sangere: Jasmin Dahl og Rosa Gehl. Dansere: Clara Rose Blankenship, Roberta Næss-Schmidt, Malik With og Nicklas Troensegaard. Musikere: Frederik Damsgaard, Jesper Thomsen, Lars Vissing Reimann og Peter Fuglsang.