★★★☆☆☆ Jeg fortryder intet… vel? Edith Piaf genbesøgt i kabaretens form

Rikke Buch Bendtsen er fremragende i Piaf-kabareten Jeg fortryder intet… vel? på Café Liva. Den franske spurvs uopslidelige viser pakkes ind i en dansk livshistorie, men det er jo sangene, vi vil høre, og dem leverer Rikke Buch Bendtsen tro mod Piaf, men foldet rammende og rørende ud i hele hendes eget store register.  

Edith Piaf dukker af og til op på scenen, og det forstår man godt, for hendes udtryk og de glødende viser er slidstærke. Rollen er tidligere blandt andet blevet spillet af Lisbeth Dahl og Kirsten Lehfeldt, så det er store sko, Rikke Buch Bendtsen skal fylde ud. Det gør hun fornemt med sin store, varme stemme og sin bevægelige mimik, der taler mere end de ord, den lille spurv Piaf er blevet pakket ind i denne gang.

Annonce

Salon Edith

Midt på scenen står et klaver. På hver side står et bord. Det ene med en gammeldags telefon, det andet med en ditto radio. Vi er tilbage i tiden. Ikke Piafs tid, men starten af 90’erne viser det sig, da Rikke Buch Bendtsen entrer scenen og hurtigt etablerer de holdepunkter, forestillingen er hængt op på.

Vi er i en frisørsalon. Først hedder den Edith, siden Rose efter hovedkarakterens datter. Hendes mor ringer konstant op på telefonen – siden suppleres den med en mobil – og fra radioen flyder nyhederne og dermed tiden, der bevæger sig fra Nyrup-regeringens tiltrædelse i 1993 og 25 år frem til frisørens jubilæum, som snart skal fejres. ”Champagne er nok lige at presse den,” siger hun til mor i telefonen, og således har vi endnu et karaktertræk på plads.

Et liv med mange sorger

Nicolai Majland indtager den dobbelte funktion som pianist og uhyre tålmodig kunde, der faktisk aldrig bliver klippet, men siden dog vinder andre sejre. Han står bag de fine arrangementer og ledsager Rikke Buch Bendtsen på bedste vis med sit elegante spil og helt underspillede mimik.

Viserne er oversat til dansk og indimellem fletter sig så et ikke helt almindeligt liv, for frisørens mand er soldat og hendes datter lider voldsomt under det. Inden skyerne trækker sig sammen har vi fulgt hende gennem ungdomstvivl, stormende kærlighed og overtagelse af salonen. Siden bliver det Veterancentret, ungdomspsykiatrien og en ny forelskelse.

Det er sangene, vi vil høre

Rikke Buch Bendtsen leverer som den solide og trods alt ret almindelige karakter med de genkendelige følelser, men mest af alt er det jo sangene, vi vil høre. Vi vil med i den ottende himmel på Mon Manége a Moi, med hende under huden i den kælent-jazzede Le Foule, mærke desperationen i Les Blouses Blanches og hjertesukke, når La Vie en Rose kombinerer vuggevisen med den voksne kvindes bekymrede længsel. Vi føler smerten over kærlighedstabet i Mon Dieu og den fortabte tristesse i La Ville Inconnue, inden håbet atter tændes sensuelt i Padam… Padam og fortid og fremtid omfavnes i den ikoniske Non, j ene regrette Rien, som med et twist også udgør kabaretens titel Jeg fortryder intet… vel?

Det er nok en smagssag, om man som min ledsager fandt det lettere blasfemisk at oversætte sangteksterne fra fransk, eller man som jeg mere pragmatisk købte ind på præmissen. Sangene fylder det meste, og det ville derfor ikke give mening at beholde originalsproget. Til gengæld kunne det måske være en overvejelse, om en koncert uden historierammen egentlig ikke ville have været alt nok.