★★★★★☆ Med tiden – enkelt men fængende teater om livet

To mænd i grønne kitler, utallige spændende skjulesteder, et diskret drys klovnerier og sidst, men ikke mindst, et lille frø, der vokser sig til et stort og stærkt træ. Det er essensen af den fængende børneforestilling Med tiden, som spiller på Teater Refleksion i Aarhus i disse dage.

Midt på scenegulvet ligger et stort, rundt gulvtæppe. Herpå er placeret et unikt, kegleformet multimøbel med masser af skuffer og låger – der kan pirre nysgerrigheden hos enhver – og to små, firbenede skamler. Det hele bygget i lyst træ. Tilsammen udgør disse få ting elementerne i Amanda Axelsen Sigaards scenografi, der således på fineste vis spejler den finurlige enkelthed, som præger Bjarne Sandborgs iscenesættelse af Med tiden.

Gentagelser med variationer

Først træder Andy Manley ind på scenen med en lille trækuffert i hånden. På hver af de to små skamler ligger en hvid pakke med sejlgarn omkring. Manley flår papiret af den ene pakke, smider det på gulvet, trækker en grøn kittel frem og tager den på.

Derefter følger Claus Mandøe, der udfører stort set de samme handlinger – blot med en noget højere grad af ro og sirlighed i hver enkelt bevægelse. Da han nøjsomt glatter gavepapiret, forsigtigt folder det sammen og endda stryger det helt glat, før han gemmer det i sin brystlomme, trækkes de første af mange små fnis ud af børnene på de forreste bænkerækker.

Manley og Mandøe leverer et virkelig fint samspil i Bjarne Sandborgs instruktion. De siger kun ganske få ord gennem de ca. 40 minutter, forestillingen varer. Langt de fleste er enstavelsesord som ”Hej”, ”Tak”, ”Oh” og ”Åh”, der giver iscenesættelsen et universelt præg. Alligevel er fortællingen klar og deres ordløse samtaler lige så klare, som var de skåret ud i pap.

Et livsforløb

Med tiden handler om to mænd og et lillebitte plantefrø, der vokser sig til i stort træ. I hvert fald, hvis man betragter iscenesættelsen med barneøjne. For det voksne publikum er der mere eksistentielle følelser på spil i fortællingen om at skabe et nyt liv, se det vokse op, beskytte det mod alverdens farer og passe det, indtil det er helt fuldvoksent og kan klare sig selv.

Børnene morer sig kosteligt, når Mandøe udfører små, diskrete klovnerier med et stykke tape, der nægter at slippe hans hånd, ligesom latteren bølger, når Manley går i panik ved lyden af et brægende får. Det kunne jo tydeligvis udgøre en fare for den lille plante, de to har fået til opgave at beskytte.

Det lille frø, som de to planter i en lerpotte, vokser sig hurtigt til en lille grøn spire. Og dernæst endnu større, når det – på magisk vis – får to, tre, fire og ti blade. Tiden går, alting ændrer sig. Det ses på de mange hvide kridtstreger, Manley tegner på scenografien for at markere, hvor højt det øverste blad når op. Og der sker også noget med de to herrer på scenen, som først får brug for briller og sidenhen også en stok.

Foranderligt univers

Med tiden er noget så sjældent som en helt stille, tankevækkende forestilling for de 3-7-årige, der i høj grad også indfanger de voksne med sit finurlige univers. Her er plads til eftertanke, til spontan latter og til en konstant nysgerrighed om, hvad den næste skuffe gemmer.

Amanda Axelsen Sigaards foranderlige scenografi tager os med på en rejse i takt med, at spiren vokser sig så stor, at trækronen breder sig ud over publikums hoveder. Smukt underbygget i Danny Krasss lyddesign, der går fra små knagende effekter til vindens susen og fuglekvidder.

På ganske enkel vis formidler Andy Manley og Claus Mandøe glæden ved naturens små vidundere til alle i salen. Uanset om du ser historien om et træ eller tænker mere abstrakt på barnet, der vokser op og flyver fra reden.