Benhård videnskab og kreativ scenekunst i fælles benspænd. Lotte Andersen lod historiske fakta flette sammen med musik og astrofysik i forestillingen Radium og fortæller her, hvad det kræver at få videnskab og scenekunst til at spille sammen, og hvorfor teatret er nødt til at søge nye veje.
”Teatret som formidler af litteraturhistorie og hård videnskab! Er det mon en ny tendens?”, spurgte Teater1s anmelder Anne Liisberg efter at have set H.C. Andersens samlede eventyr (Mungo Park Allerød 2015) og Lotte Andersens Radium (Kbh. Musikteater 2015), hvorpå hun konkluderede: ”I så fald er den mere end velkommen.”
Jeg har mødt Lotte Andersen i hendes lejlighed til en snak om videnskab og scenekunst, og hun bifalder tendensen af nye tiltag: ”Vi skylder publikum at gøre teatret lidt klogere, og vi kan sagtens bruge scenekunsten til at formidle viden, uden det bliver tør TV-Fakta. Fortiden bugner af fantastiske fortællinger, som vi kan spejle os i og lære noget af. Tænk bare på La Belle Époque (tiden omkring år 1900 red.), hvor videnskabsfolk og kunstnere arbejdede sammen – der vil jeg gerne hen igen. Denne særlige konstellation af kreative kræfter og benhård videnskab kan give teatret noget af det indhold og substans, som jeg ofte savner på scenen.”
Dette savn satte Lotte Andersen selv på scenen med hybridforestillingen Radium, hvor hun spillede den dobbelte nobelpristager Marie Curie (1867-1934) og bl.a. brugte Curies kærlighedsbreve og nobelpristaler til at skildre kvinden og samtiden, mens astrofysiker Anja Cetti Andersen forelæste om molekylestruktur, og et syv mand stort orkester flettede ind med klassiske violiner og elektroniske beats til Lotte Andersen jazzskæve melodier.
Forestillingen var formfuldt holdt sammen af et stramt scenografisk univers, tegnet med digital scenografi og designflotte datidskostumer, mens fortællingen fandt vej i en montageform, hvor publikum selv skulle samle trådene for at finde en sammenhængende form.
Med iskold viden
Lotte Andersen brygger kaffe og byder på hjemmebagte boller, mens samtalen flydende fletter sammen med emner fra verdens politiske situation og IS, som Carsten Jensen har analyseret i et radioprogram, men hun endnu ikke har haft tid til at nærlytte. Vi taler om historisk materiale og fortællinger fra fortiden, der fanger Lotte Andersens interesse netop nu og kan noget helt specielt, særligt hvis det krydres med videnskab, så det kan supplere hinanden:
”Iskold viden, kontra musik og skuespil, aktiverer din hjerne på en helt anden måde, end en klassisk psykologisk fortælling gør. Du skal ind i nogle andre hjernebaner for at kunne følge med, og den hjerneforbindelse er sjælden, men kan åbne op for nye muligheder, der kan sætte helt andre historier i spil. Og teatret må vågne op. Publikum skal udfordres, og der skal tales på en ny måde, for at de bliver hængende. Det dur ikke at blive ved med at gentage de samme psykologiske fortællinger, som vi har hørt hundrede gange før. Publikum er gearet til at multitaske og higer efter nye fortælleformer – så det skal vi også give dem.
Lige nu tænder jeg på historiske fortællinger, og andre har jo også vist, at stoffet er levedygtigt på scenen i nye former. Tænk bare på forestillingen Tove Tove Tove (Sort Samvittighed / Det Kgl. Teater 2015), der gav et flot biografisk billede af Tove Ditlevsen, men fortalt som abstrakt teater og med musik.”
Den biografiske genre formidlet i montageform er dog ikke helt uden udfordringer, som Lotte Andersen selv fortæller: ”Det er en form, som kræver, at du er dygtig til at pege for. Publikum skal vide præcis, hvor de skal have deres fokus. I Radium arbejdede vi meget med at gøre det tydeligt, hvilken optik scenen var vinklet med fx: Nu er det forelæsning, nu er det sang, nu skuespil – og nu er det sjovt og nu tragisk. Men selvom du gør dit bedste, er det jo ikke givet, at publikum ser scenen med samme blik. Det er en form, hvor publikums reaktioner er svære at styre, så du skal hele tiden være klar til at gribe situationen, hvis den falder ud til en side, du ikke havde forudset.”
Det handler om smag
Forestillingen Radium var unik i den forstand, at hovedpersonen ikke var Marie Curie, men selve grundstoffet radium, som både musik, forelæsning og fortælling kredsede om og beskrev. Men hvordan får man hul på en så specifik videnskabsforestilling?
”Musikken kom først – hvis jeg havde vidst, jeg skulle lave en videnskabsforestilling, var jeg nok aldrig kommet i gang. Jeg havde læst Stig Dalagers Det blå lys om Marie Curies liv og fik lyst til at lave en sang om et atom. Jeg mødtes med Neill (tekstforfatter Neill Cardinal Furio red.), og vi ville prøve at kaste bolden ud i en boldgade, vi slet ikke var vant til, og så undersøge, hvor det bar hen. Neill skrev nogle tekster, som jeg satte melodier til. Siden blev de arrangeret af Søren Møller, hvorpå projektet udviklede sig som en kædereaktion fra at være en CD-produktion til at blive en forestilling.”
Det er ikke første gang, Lotte Andersen giver sig i kast med at forvandle fortidens dokumentariske materiale til scenekunst med musik. Første gang var i teaterkoncerten Carl og Marie (CPH Opera Festival 2015) om komponisten Carl Nielsen (1865-1931) og hans hustru Anne-Marie Carl Nielsen (1863-1945). Her samarbejdede Lotte Andersen med Storstrøms kammerensemble, mens kunstnerparrets private brevvekslinger dannede afsæt for rammefortællingen.
”Jeg havde fået færden af konceptet, da jeg lavede Carl og Marie og synes efterhånden, jeg har fået en god sans for balancering og dosering af materialet.
Jeg har arbejdet med meget forskelligt scenestof gennem karrieren. Det begyndte jo helt tilbage hos Dr. Dante med ny dansk dramatik og abstrakt teater, som siden blev til teaterkoncerter. Det er dét fundament, jeg har bygget videre på. Formen i Radium var tænkt som en trebenet skammel, hvor hvert ben skulle løfte lige meget i en balance af musik, videnskab og historiske fakta.
Mens vi i forhold til fortolkningen krydrede med karakterskuespil og humor. Vores kultur bygger på en tradition af Holberg og Olsen Banden. Vi veil helst have fortællingerne serveret med et gran salt og en ræv bag øret. Der skal være lidt komisk med en humoristisk distance, for at vi kan holde det ud. Det er både en akilleshæl og en force. Jeg vil gerne respektere publikum og den tradition, vi er en del af. Jeg tror ikke, jeg har været inde og se noget, der er rentonet tragisk? Altså – helt uden humor!…
Men hvornår stoffet er godt doseret og forestillingen velfungerende, afhænger vel i sidste ende af smag og behag!”
Trodsede datidens normer
Et fællestræk for de to forestillinger er deres afsæt i La Belle Époque og de to kvinders karakteristika. Anne Marie Carl Nielsen og Madame Curie var begge pionerer inden for hver deres fag og turde trodse datidens normer og moral. Men hvad skal vi med de kvindetyper i dag?
”Jeg vil vise kvinder med kant. Jeg tror hverken Marie Curie eller Anne Marie Carl Nielsen var særlig rare at være sammen med. De var særlinge og havde en stædighed og kræfter, som vi næsten ikke kan begribe i dag. I stedet for at gå hjem og skamme sig, så blev de ved med at rejse sig, selvom de mødte massiv modstand fra omverdenen.”
Anne Marie Carl Nielsen var et tidligt eksempel på en ambitiøs kunstner, der satte karriere over ægteskab og forlod mand og børn i flere måneder for at hellige sig sin kunst, og er bl.a. den første kvinde i verden, der fik udført en rytterstatue af en konge.
Marie Curie modtog Nobelprisen, endda to gange, og fik sat sig opsætteligt op imod datidens moralkodeks, da hun efter sin mands død indledte et samarbejde og kærlighedsforhold til den gifte fysikprofessor Paul Langevin (1872-1946). Skandalen blev et kendiskuriosum, der fik plads på dagspressens forsider som sladder-føljeton og ramte Curie hårdt. Som Lotte Andersen fortæller:
”De andre videnskabsmænd ville jo ikke have Curie ind på Sorbonne. Hun fik sparket igen og igen. Men hun holdt stand – og det gav pote. Et træk, vi godt kunne lære noget af i vor tid. I dag tager vi sjældent chancer. Vi vil kun have creme de la creme, og alt skal kvalitetssikres på forhånd. Vi nærmer os ikke en restaurant, før den har fået 5 kokkehuer i Politiken, og det er ærgerligt, for jeg tror, der findes en langt større oplevelsesrigdom i det materiale, som er uprøvet. Det ville klæde os at være lidt mere døve over for andre menneskers meninger og satse mere på det uforudsigelige. Jeg bliver altid imponeret over folk, der kaster sig ud i projekter, der ikke ligger lige for, som de ved medfører en helvedes masse ballade, men alligevel gør det.
Det turde Marie Curie og Anne Marie Carl Nielsen. Deres personlighed og handlinger kan vise os vejen inden i – og huske os på noget, vi måske har glemt. ”
Artiklen er tidligere udgivet i magasinet Teater1 #173 2016 under overskriften: Kemi, scenekunst og kærlighed
